Vi er i den ydmyge del af København, måske et sted ude i det vage terræn bag Kødbyen. Eller snarere mellem Den Brune Kødby, hvor dyrene endnu lever, og den hvide, hvor kødet har forladt knoglerne og er blevet til steril vare. Den Grå Kødby, altså, et ubestemmeligt sted midt imellem liv og død.

Her ligger der et talgsmelteri, hvor flomme fra dyrenes indvolde bliver behandlet, så fedtet driver op ad stolper og ned ad vægge, addrr! Det er ikke til at se ud gennem kontorvinduet henne i hjørnet, hvor hr. Kühleborn sidder ved et skrivebord med stempler og fakturaer.

Ham følger vi lidt rundt på gulvet og i livet på hans 55-års fødselsdag, da han har købt morgenbrød til alle talgsmelterne, skønt han har så svært ved at komme i kontakt med dem, at han ender med at kaste det tørre brød i Sortedams Sø til ænderne. Den enes død den andens brød. Eller andens.

En tåge
Denne kühleborn er romanens ledefigur og trendsetter. Han er en tåge »opstået ved et møde mellem varme og kulde« og i fare for at lette, hvad øjeblik det skal være. Han tilbringer meget tid med at vente i læskuret ved busstoppestedet, hvor han funderer, om ikke ligefrem over livet, det emne er for stort for ham, så over den læsende kvinde på bænken ved siden af, hvis knæ han har lyst til at berøre.

Han bevæger sig rundt i et København, hvis tid er lige så ubestemmelig som dets steder. Han ser en ugerevy produceret af Saga Film, hvor »Løjtnant Jensen skriver sin Moder et sidste Farvel«, som var det før Anden Verdenskrig. Men på gaden udenfor promenerer afrikanske prostituerede i dynejakker og miniskørter, som var det efter Irakkrigen. Vi er kort sagt i den indre by.

LÆS OGSÅ Satyrisk roman er forbavsende vellykket

Her huserer også en forfatter ved navn ’Harald Voetmann’, ligesom den mand, hvis navn står på bogens omslag. Her går der med andre ord Knausgaard i bogen.

Voetmann beskriver ’Voetmann’ (helt efter de æstetiske regler for den slags ’autofiktioner’) som en forfatter, der ikke kan finde ud af, om han er skaber eller taber, og som har så dårligt et sexliv med konen, at han må opsøge en psykoterapeut, der er fuld af friskfyrsbemærkninger som »den, der giver slip, bliver slap«, eller »er du taber eller skaber«?

Ladet sprog
Men Voetmann behøver ikke nogen ’Voetmann’. Han skriver så overbevisende en prosa, at han ikke har behov for hjælpekonstruktioner. Fedtet driver ikke kun ned ad alle tænkelige flader på det forfærdelige talgsmelteri, det fylder også alle fuger og kroge i dette billede af et liv på kanten.

»Jeg havde tænkt det som en slags socialrealistisk folkekomedie«, siger den fiktive forfatter fra Forfatterskolen til sin skrækkelige terapeut. Hvad den rigtige forfatter har skrevet, er en art socialmodernistisk folketragedie, et sort portræt af, hvor ensomt det kan være at være mand. Skrevet i et ladet sprog, der fortjener langsom læsning.

Til sidst smelter bogens ’Voetmann’ sammen med talgsmelteriets Kühleborn i en nærdødsoplevelse: »Den lethed i kroppen, som kom af den lyse dag, havde ikke noget at gøre med livslyst. Det er kødet, der gør klar til at lette fra knoglerne, tror jeg«. Men hvis kødet ikke letter, så letter i hvert fald tågen. Et levende portræt toner frem under fedtpletterne.

Harald Voetmans første roman, Plinius-fantasien ’Vågen’, som i fjor under stor ståhej blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, er respektindgydende, men også en lille smule for gemacht. I ’Kødet letter’ flyder prosaen mere frit fra leveren. Voetmann holder.