»Lille skat, lille hjerte«, siger Lilly til sin datter Leonora, første gang hun besøger sin familie i Køge efter at have forladt den.

Og »Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«.

Ulven er på spil
Kærligheden strømmer frit mellem mor og datter, men ulven er på spil, det ved vi allerede fra den første roman om denne familie.

Ulven er angsten, men ulven er også moderen, Lilly, selv.

LÆS OGSÅEn mester fortæller om det onde i Køge, i Kunsten og i dig og mig

Og nu har vi så to romaner: den første, 'Ulven', som handlede mest om datteren, men var navngivet efter moderen; og den anden, dagens udgivelse 'Lille Hjerte', som har navn efter datteren, men handler mest om moderen.

Skønt faderen, som hedder Peter (... og Ulven), også står stærkt her i bind to. Det er ham, der på romanens tredje linje ligger i sengen og »rækker ud efter sin snart forhenværende kone, efter hendes svalende ord: Historien begynder, fordi pladsen ved siden af ham er tom«.

Historien er hovedpersonen
Ja, sådan og derfor begynder historien, for Lilly har forladt manden og de to børn Henry og Leonora. Det tredje barn, efternøleren Ib ('Lille-Ib') har hun taget med ind til sin gamle elsker i København, den velstående og kultiverede forretningsmand Ib, som hedder Berthelsen til efternavn.

Mange navne, og så er ingen af dem endda den egentlige hovedperson, for det er snarere historien selv, der er hovedpersonen, sådan som det lyder i allerførste linje: »Historien begynder med en lyd, med vinden, der rusker i æbletræerne uden for vinduerne«.

Denne 'person', historien, har til slut i romanen »udspillet sig og brugt sine sidste kræfter på det sidste, afgørende punktum«, men se så, om ikke romanens fortæller alligevel ved noget mere, nemlig at Peter efter historiens slut »skulle spørge sig selv, om han egentlig havde overvundet sin retfærdige harme«.

Adam og Eva
Det er sjovt og raffineret, men det er også mere end bare det: For i fortællerens kamp med historien er indlejret mor-datter-parrets kamp med sig selv, med hinanden og med kunsten - hvori atter er indlejret forældrenes kamp med hinanden: Ligesom der i første bog udspandt sig en Kain og Abel-historie mellem de to søskende Henry og Leonora, udspinder der sig her i anden bog en Adam og Eva-historie mellem forældrene Peter og Lilly.

LÆS OGSÅBogåret 2012 er meget mere end krimi

Det er 'Eva', altså Lilly, som rækker ud efter kunsten deroppe i træet og ødelægger paradiset for altid.

Ud af Gammel Køge Landevej
Nu skulle man måske ikke tro, at alt dette bare lige så stille foregik i provinsbyen Køge, hvor 'kaffe' som bekendt udtales med én stavelse og 'te' med to. Men det gør det. For Katrine Marie Guldagers to romaner kan læses lige ud ad Gammel Køge Landevej som en helt ukompliceret, men lun og fræk og hjerteskærende roman om et dansk familieliv anno ca. 1956.

Moder Lilly kan ikke klare dette familieliv, hun er kunstner, og dét uanset, at både borgerskabet i København og dét i Køge forarges over, »at en kvinde kunne forlade sine børn for at dyrke sin kunst«.

Hjerteknuser
Men det kunne hun, og dermed går en hjerteknuser i gang: Peter må finde på noget, han forelsker sig (måske) i sin nye sekretær, han frier i hvert fald til hende, og hun flytter ind hos ham med sine egne børn og sin egen historie om hustruvold. Hun flytter også ud igen.

Og inde i København flytter Lilly ind med Lille-Ib hos Store-Ib, men også hun flytter ud igen, og så forsøger den pæne mand at begå selvmord med tre forskellige pæne metoder: piller, druk og silkeslips.

LÆS OGSÅGuldmager Guldagers børnebøger er femstjernet formidling

Jo, ulven er løs både i det københavnske kunstmiljø, hvor man ikke sådan får en særudstilling, og i Køges underbevidsthed, hvor der både løber soldater rundt fra forskellige verdenskrige samt engle, som kan indfanges i sommerferien.

Køge i to tonearter
Første bog, 'Ulven', er lidt skarpere skåret og lidt mere forbløffende end denne den anden, 'Lille Hjerte'. Det skal nok vise sig at være med vilje - om det så er historiens, fortællerens, forfatterens eller byens vilje.

Egentlig gennemspiller de to bøger de samme familietemaer og det samme Køge i to forskellige tonearter: Det Køge, som svarer igen med to små ord, når man siger kunst eller siger, at de bare alle sammen selv kan forlade alt: »Jamen børnene«. Man går ikke galt i Køge med Katrine Marie Guldager.

FACEBOOKBliv ven med Politiken