Ulven kommer på bryllupsnatten, som måske endda er den nat, da Leonora bliver undfanget. Hendes far ligger lykkelig i sin side af sengen og tænker: »Jeg har plukket min blomst«. Hendes mor ligger i den anden side af sengen og tænker: »Det var da ikke så slemt«. Men da Leonoras mor vågner et par timer senere i det massive mørke, er der en stemme, der hvisker: »Hvem er du?«. Leonoras mor bliver nu i sit liv og sit ægteskab én, der samler »identitet, som andre under krigen samlede brænde i skoven«.
Hun har mødt angsten, og »Angsten spredte sig til hele kroppen, og til sidst manifesterede angsten sig som en stor, sulten ulv«. Både Leonoras far, Leonoras mor og Leonoras ulv (de to sidste er måske den samme) indgår i det samlede portræt af den pige, om hvilken romanen meddeler i allerførste sætning og uden overdrivelse: »Leonora var ikke noget nemt barn«.
