»Den store kærlighed i en alder af otteogfyrre år, det er livsfarligt«, skriver Tomas Espedal i ’Mod naturen’ om sin kærlighed til den halvt så gamle Janne.

»Var lykken skamfuld; vores lykke var skamfuld, den var ikke naturlig, den gik mod naturen«. Lidt sælsomt at høre om en kærlighed, der går mod naturen i disse tider, hvor langt det meste er så tilladt, at der skal meget til at løfte et øjenbryn.

Men torpedoen kommer i sidste ende også fra en helt anden retning. Nemlig indefra. Unge Janne har en masse erfaringer, hun skal gøre sig på egen hånd. Hun skal nå så meget. Det er kun naturligt. Men hun var hans fremtid.

LÆS OGSÅNorsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG

Den store kærligheds ankomst
Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Deres projekter er intimt beslægtede og vidt forskellige. Begge nordmænd realiserer en vision om en ny prosa hinsides fiktionen. Personlige projekter skrevet i eget navn og med eget liv som råstof.

»Hvordan tør han, det er da helt utroligt, han ødelægger sig selv«, kommenterer Espedal ligefrem sin kollega i romanen. Hvor Knausgård breder ud og ophober detaljer, komprimerer og komponerer Espedal på gylden brevvægt.

Hvor Knausgård skriver biografisk-essayistisk prosa, skriver Espedal biografisk-litterær prosa, som naturligt hælder mod poesien. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk.

LÆS OGSÅNorsk narcissisme giver den fuld skrue

Efter ’Mod kunsten’ skriver Espedal nu ’Mod naturen’. De to bøger ligger i naturlig forlængelse af hinanden, men modstillingen kunst-natur er langt fra så modsatrettet, som man kunne tro.

Begge er fortættede fænomenologiske beskrivelser af menneskelige grundtilstande og arbejdsopgaver, som de kommer til udtryk i figuren Tomas Espedals liv. Kampen for den svære skrivekunst, modstanden mod det nedarvede fabriksarbejde og kunstnerens problemer med at afbalancere ensomhed og samliv.

Sidst skulle Espedal lære sig kunsten at være far. I ’Mod naturen’ er det den store kærligheds uventede ankomst, der vender op og ned på alting og får ham til at genfortælle også sit for længst kuldsejlede ægteskabs kalamiteter.

Fiktion eller dagbog
Tomas Espedal spejler sin historie i litteraturens stemmer. Det er især den 38-årige Abelards forelskelse i den halvt så gamle Héloïse, som Espedal genfortæller sig selv i.

Abelard blev kastreret for sine erotiske anstrengelser. Knap så slemt går det for franskmandens norske arvtager. Også Ovid, Pasolini, Marguerite Duras, Malcolm Lowry, Emily Dickinson, Gertrude Stein og Nick Cave kommenterer Espedals sindsstemninger.

Et sådan ekspertpanel virker ikke nødvendigvis for det naturlige glid i prosaen, men bogen har med velberåd hu undertitlen ’Notesbøgerne’, for i notesbogen er den noterende i nærkontakt med sine øjenåbnende forfattere.

Den gamle mand og den unge pige. Billedet bliver betragtet fra mange sider. Et erotisk-sårbart billede, hvor den ældre mand mener at have meget at tilbyde, men hvor den yngre kvinde har fat i livets lange ende. Hun oplever ham som »egenrådig og vild, som om han har været tættere på naturen end på bøgerne«, skriver han.

LÆS OGSÅ Norsk megastjerne vil aldrig skrive igen - påstår han

Men at hun gør det, er jo bare en påmindelse om, at dette er fiktion og ikke dagbog. Og dog.

For ambitionen om at sammensmelte sin dobbelte praksis med at skrive romaner og notesbøger, bliver klart formuleret af Espedal. Det giver pote, for det afsluttende afsnit ’Notesbøgerne’ er noget af det stærkeste længe læst om, hvordan det føles at blive forladt.

»Overalt i huset findes hun, overalt i huset er hun borte«, skriver han. Han som går i frø og i hundene »ubarberet, beskidt, som naturen, den er helt ren«. Livet er fuldt af paradokser, naturlige eller ej. Et af dem er, at selv om begrebet ’natur’ dukker op i tide og utide, fremstår det uantastet gådefuldt, da bogen om at gå mod naturen slutter.

FACEBOOKBliv ven med Politiken