Hvorfor bevæger enkelte, bestemte stykker billedkunst os langt mere end andre?
Kunsthistorien og billedanalysen søger generelle svar, men i nogle tilfælde er det mere individuelt bestemt og hænger dog sammen med billedkunstens særlige evne til at udtrykke andet og mere end ord.
Da den knap midaldrende, konventionelle kontormand og familiefar Clovis Chaumel en dag går på kunstmuseum, er han ved at besvime.
Hvorfor? Han lider af knoglemarvskræft og kan kun kureres med nye stamceller, men det er umuligt at finde en kompatibel donor.
Besvimelsen udløses dog næppe af sygdommen, men ved synet af et bestemt værk på Musée d’Orsay: Jean-Francois Millets 1857-maleri ’Angelus’. Motiv: Et landarbejderpar står på marken med bøjede hoveder og hatten i hånden omkring en kurv med kartofler.
Stærkt og skjult plot
En overraskende titel (’engel’ el. ’budbringer’) til dét motiv, okay – men besvimelsesværdig? Clovis søger oplysning om værket og finder ud af, at Salvador Dalí var »besat« af samme maleri og reproducerede opstillingen mange gange i sine egne værker. Hvorfor?
I jagten på svar får Clovis hjælp af sin søns unge, kønne kunstlærerinde; snart snakker hele den lille by om de to, og Clovis’ kone raser over hans pludselige ’kunstinteresse’.
Plottet er i flere lag, og for godt til at afsløres her, men hænger jo sammen med det billede: Hvad så Dalí i Millets maleri, hvorfor blev han besat af det? I svaret indgår en familiehemmelighed, som maleren ikke har kendt, men måske fornemmet som barn – ligesom Clovis selv.
Deraf måske den kunstneriske intuition: Dalí anede/gennemskuede, at en del af Millets maleri var en »overmaling« af første version, og han fik det bekræftet ved røntgenfotografering af lærredet. Og hvad skulle den ’overmalede’ kurv kartofler så skjule?
Fint drive lover godt
På den livstrætte Clovis virker beskæftigelsen med kunsten tilsyneladende livgivende, for fra sin sygdoms- og midtlivsdepression blomstrer den visne herre nu op, flytter hjemmefra og kysser såmænd også på kunstlærerinden, når hele byen nu alligevel mistænker ham for det.
En hæmning af skyld og skam er brudt – ja, en hel dyne af den slags, der slørede hans barndom, ligesom Millets kartoffelkurv slører det oprindelige motiv.
Den spanske tegners humoristiske, overtydelige figurtegning virker ved første blik både rutineret og næsten naiv – og alligevel ikke fejl-, men velanbragt som modvægt til det vægtige stof.
Synsvinkelskift som psykologisk virkemiddel behersker han med stor sikkerhed, såvel som skift i farveskalaen mellem forskellige tidsplaner.
Som billederne driver en frem, fornemmer man den kraft, der drog en gennem japanske Jiro Taniguchis tematisk beslægtede ’Min fjerne barndomsby’.
Noget så sjældent som en ’rigtig’ tegneserie
Det drive lover godt for den kommende tegneserieversion af Stieg Larssons Millennium-trilogi, som Homs er udset til at stå for.
Markedet for billedfortællinger flyder jo over med forenklede historier i konventionel brugskunstnerisk udførelse, og avantgardegrafik med søgte eller skitsemæssige plot er heller ingen mangelvare mere.
Homs’ klare streg kombineret med den forhenværende historielærer Girouds ligefremme dialog og behændige komposition gør ’Angelus’ til noget så relativt sjældent som en ’rigtig’ tegneserie med et begavet bud på billedkunstens egne subtile virkemåder.
Her et bestemt motiv, der passer som ’nøgle’ til én bestemt betragters psyke, ligesom et menneskes stamceller kun passer sammen med ganske få andres.
fortsæt med at læse
