I min hedengangne nysproglige gymnasietid, da vort nabosprog tysk var et langt mere agtet fremmedsprog end i dag, læste vi ud over værker af selvfølgelig Goethe og Schiller også schweizeren Friedrich Dürrenmatts ’Dommeren og hans bøddel’.

Et godt eksempel på, at der også kunne skrives vedkommende, moderne og spændende prosa på dette sprog efter Anden Verdenskrig. Dramatikeren Dürrenmatts mesterkrimi om kommissær Bärlachs kamp med storforbryderen Gastmann, der udkom i 1952, er da også præget af efterkrigstidens etiske eksistentialisme. Samt det neutrale Schweiz’ noget anløbne forhold til nazismen, som alpelandet taktfuldt tog afstand fra i trit med de allieredes sejre.