Det er et ganske tankevækkende mønster, de tilsammen aftegner, disse seks digtere:

Tre mænd og tre kvinder på rad og række i en lyrisk square-dance, der hele tiden går over sine bredder eller kollapser ind i sig selv.

Vi har gådemesteren Simon Grotrian med ’Talkumekspressen’, firmaet Lars Bukdahl I/S med ’GO-GO’, og den alvorlige gøgler Thomas Krogsbøl med ’Umådehold’.

Og vi har modsat tyst seriøse Lene Henningsen i en tête-bêche (to bøger, der spejlvendt og vendt på hovedet møder hinanden på midten) benævnt ’Havfruefonografen/Fonogrammer’, sart og svalt sensuelle Susanne Jorns ’Med et halvt øje’, og endelig udtrykkeligt kvindelige Nina Malinovski med ’Stilhedssang’.

Umådehold
Alt efter gemyt danner disse seks dybt forskellige digtsamlinger et mønster, hvor én front er alvorlig, eftertrykkeligt kvindelig eller mandlig, overvejende selvreferentiel og påståeligt eller uvilkårligt moden; mens den anden front er forfærdeligt legende, spillende, intertekstuelt fler-refererende, finurlig etc. – den sidste anføres naturligvis af Bukdahl, der allerede på egen hånd har knæsat en hel proto-poetik og dannet skole med et efterhæng af epigoner; jeg mistænkte, at ØK’eren Krogsbøl var en af dem: det er han ikke.

Han er alvorligt skæg og seriøst god, dér hvor han er bedst. ’Umådehold’ er en overraskende original og morsom og stærk samling (ordnet i fire dele), med mange stilistiske raffinementer og som nævnt god punch-kraft.

Og Grotrian er i nogen grad sui generis, med sin samling i ditto fire partier, et med konkretistiske typografidigte, et med en blanding af ultrakorte tolinjere og dedikationsdigte til Ole Wivel, Herman Bang, Tove Ditlevsen m.fl., et med flammende kristusdigte, og endelig et med glødende kærlighedslyrik – grotrianske blandede og storstribede bolsjer, som vi kender dem, men alligevel stadig i høj grad inden for det bukdahlske radarnet.

Bukmulius
Bukdahl selv er notorisk umulig at anmelde:

Roser man ham, kløjes han i raseri, kritiserer man ham, dåner han af vrede, ignorerer man ham, rynker han krænket panden; men digtene i ’GO-GO’, der selvklart mimer og spejler og spiller på hans debut for 19 år siden, og som spiller på hele hammondorglet med dada og surrealisme (Duchamp, Max Ernst, Dali, Man Ray, de Chirico mv.), er faktisk ikke helt tossede.

Enkelte er harmløse bagateller a la det rimede »schnurrbart er knippelsmart/ åbenbart«, men der er også fine ekkoer af Schade og Højholt, og til min store glæde direkte mottocitater fra Joyces ’Finnegans Wake’ og Beckett! Ikke stort, men ej heller småt, og en del af tiden charmerende og snurrigt, og ikke kun selvbevidst semikløgtigt.

Går man herfra til spindesiden, tegner sagen sig ganske og aldeles anderledes. Jeg synes ikke, Malinovskis digte er overvældende gode, de er urimede, halvvejs alvorlige og alvorligt mente og pløjer sig gennem køn og æstetik (»En form/ er det bidsel,/ hvormed du tvinger/ dine følelsers løbske heste«) og små udmærkede refleksioner over kærlighedens vildveje, i øvrigt isprængt rigtig gode citater fra Salmernes Bog og Albert Dam og Wallace Stevens – det er efter min mening noget af det bedste i ’Stilhedssang’.

Mærkeligt uinteressant
Jeg har en svaghed for Susanne Jorn, der denne gang hvirvler rundt mellem eksplicit politisk poesi (det er nu ikke det bedste i denne sammenhæng), sorrige erindringer om faderen Asger Jorn og hans død, små, skarpt sansede epifanier, som at stå midt i et stille snefald inde på Kongens Nytorv, eller usædvanligt sikre bemestringer af den haiku-agtige præcision, som så alt for få behersker.

Henningsens dobbelttekst gør mig derimod skizofrent spaltet, som en mimetisk spejling af digtbogens egen komposition: en afdeling med regelrette digte, følsomme og sitrende; og en med ’stemmer’, udsnit af 58 stemmers kakofoni over hele Europa. Stemme-delen er fabelagtig, som en blanding af Peer Hultberg og Wim Wenders (dengang han stadig var god, med ’Himlen over Berlin’), et virkeligt berørende og polyfont værk, nedskrivningen af alle disse stemmer i fono-grammer.

Men digtene ...pyha, sådan standard-poetisk sensible, f.eks. som »Dråbe mættet/ glinsende falder/ et område dækket/ virkeligere dig«. Det er bestemt ikke dårligt, men blot mærkelig stumpt og uinteressant ved siden af stemmernes rige, europæiske fonogram-knitren.

Opløftende
Jeg valgte vilkårligt at sætte kønnene op mod hinanden, og ikke hverken generationer eller sociale mikrogrupperinger; forenet med en hurtig og egentlig skrøbelig skelnen mellem alvorlig og gøglende, selvreferentiel eller intertekstuel (altså med referencer til megen anden litteratur) lyrik.

Det er i alle henseender noget hårdt trukket op. Men skulle man anskue de seks samlinger som en art tjept røntgenbillede af dansk lyriks tilstand i en god, repræsentativ del af legemet anno 2006, så ser det bestemt ikke skidt ud.

Der er nok ikke grundlag for den euforisk folkelige begejstring a la programmet ’Vild med dans’, og en bovlam konkurrence er det jo heller ikke.

Men der er bestemt gode takter og vilde kniks, hos Krogsbøl og Jorn, pletvis hos Henningsen og Bukdahl, og så i mindre grad hos Malinovski, og ret beset heller ikke hos Grotrian, hvis salmer fra sidste år til gengæld var fuldkommen brillante.