En sekstenårig dreng i brun striktrøje ringer på døren hos sin far i København en forårsdag i 1978.

Med et par kroner på lommen er han et døgn før i smug rejst fra sin norske mor, stedfar og lillebror i en lille fjeldomkranset bygd i Norge. Han har ikke set sin far i ti år.

Drengen hedder Kim og det er ham (født 1961), der nu næsten 40 år efter fortæller historien i en fin erindringsroman med titlen ’Kalak.’ Det betyder ’en skide grønlænder’.

Men det kommer vi til. Dette kunne være en almindelig historie om opløste familier og fremmede fædre. Men denne er speciel.

Den pædofiles selvbedrag
Forhistorien er, at Kims far som ung frisør rejste til Norge som missionær for Jehovas Vidner og havnede i bygden, hvor han stiftede en menighed, åbnede en salon og giftede sig.

Da Jehovas Vidner åbenbart ser velvilligt på kønsligt samliv både før og ved siden af ægteskabet – bare det sker med en af samme køn – så bliver frisørens baglokale et heftigt og lykkeligt sted for den indtil da uerkendte bøsse.

Det gør ingen skår i ægteskabet med den religiøst dogmatiske mor, men de åbenlyse aktiviteter i baglokalet bliver for meget for menighedens ældste, og faderen fordrives fra sit norske paradis. Kone og børn bliver der som en selvfølge – i København, hvor han lever sammen med en kriseramt sømand, som han med sit udprægede frelsergen har reddet, har faderen ikke brug for dem.

Og dog: Da den kønne, troskyldige søn dukker op, flygtende fra barndommens omhyggeligt indpodede rædselsforestilling om den rasende, straffende Gud oppe i fjeldet, mener faderen, at det er helt naturligt, at de sammen nyder sexlivets glæder. Han elsker jo sin eneste søn så højt. »Du må sige til, hvis jeg gør noget, du ikke bryder dig om (…). Men lige nu har du det vist fint«, siger han. Han lever nemlig i de pædofiles forbryderiske selvbedrag: at hormonelle tegn på lyst eller (i pigers tilfælde) koketteri – er det samme som ligeværdig accept.

Natten er en god lytter
Faderens omsorgsfuldt indpakkede misbrug bliver det andet i Kims unge liv efter den religiøse hjernevask, og det er da heller ikke faderens fortjeneste, at han ikke ender som trækkerdreng. Han sætter ham dog i et godt gymnasium. Og Kim får sat en stopper for misbruget – den i øvrigt belæste, operabegejstrede far er trods alt aldrig voldelig – og finder hurtigt ud af, at han er til piger. Han slår sig sammen med en ufaglært kvindelig arbejdskammerat, der som han søger tryghed, men uden forelskelse.

De får to børn og han uddanner sig som sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejeskole i 1987. Han drømmer om at arbejde i Afrika – på flugt fra faderens miljø og den ’komisk grimme’ danske natur. Men familien på fire ender med at tage til Grønland, hvor Kim elsker naturen, lærer grønlandsk (»Jeg bliver et andet menneske, når jeg taler grønlandsk«) og er kompetent og afholdt, især blandt de grønlandske kvinder, som han møder både i nattelivet og i konsultationen.

Kvinderne er både ældre og yngre, og de færreste synes at have intakte tandsæt. Men de skildres med ømhed. »I disse nattemørke lejligheder erhverver jeg en større viden om grønlandsk mentalitet, sprog og skikke, end alverdens bøger kunne have lært mig. Men en anden ting, disse kvinder giver mig, er en endnu større gave. De overbeviser mig om, at jeg er fysisk attråværdig for andre end min far«.

»Sengen er de smertefulde betroelsers domæne, natten er en god lytter«. Men kun til én halvsovende pige fortæller han om sin far. Da hun spørger: »Slog han dig«, føler han skam over sin ’sølle’ historie. For denne pige blev blodigt voldtaget af sin onkel, da hun var 11. Hun har det misbrugte barns indsmigrende udspekulerethed og ødelagte forhold til både sex og kærlighed. Hun er lidelsesfælle og spejlbillede for Kim, men »der er tilsyneladende ingen blokeringer, ingen fortrængninger. Hun udpensler detaljer fra sit livs traume, uden skam, uden had«. (Selv ønsker Kim at straffe faderen i sine breve. Men faderens selvbedrag er så tykt, at tavshed er den eneste mulige straf).

Misbrug på flere planer
I nogle tilfælde bliver han venner med sine elskerinders mænd. Den grønlandske seksualmoral er lige fjern fra den danske som Jehovas Vidners er det, og på sin egen måde gentager han faderens mønster – den far han føler lede ved at ligne fysisk. Kim er attraktiv for kvinderne, både som menneske, mand og som dansker, og han er til rådighed. Faderen har ødelagt hans evne til at elske og har givet ham en rodfæstet forestilling om kun at være attraktiv gennem sine seksuelle ydelser. Mest tryg føler han sig med mennesker, der ikke elsker ham; som for eksempel konen, der skønt passiv hjemmegående hverken har noget mod Grønlands trøstesløse boligblokke eller mod hans elskerinder.

Trods senere skilsmisse bevarer forældreparret tilsyneladende et venskabsforhold og står sammen om de to børn. Bogen er dedikeret til dem, og forfatteren noterer med stolthed, at de har ønsket ikke at få ændret deres navne. Dem nærer han stor og skyldblandet kærlighed til. Men også de har fået deres skrammer – nogle misbrug skal der mere end én generation til at udslette.

Kim falder aldrig til i Danmark, men vender igen og igen tilbage til Grønland i vikariater som næsten-læge og altmuligmand i diverse fjerne bygder. »Jeg elsker dette arbejde. Ja, det er ikke et arbejde, for det begynder og slutter ikke på fastsatte tidspunkter, det fylder hele døgnet, hele livet. Jeg er mit arbejde, og derfor føler jeg mig fri«.

Men der er foruden personlige samtaler, fysiologiske undersøgelser, kostvejledning, synskontroller, sorgbearbejdelse og fjernelse af fremmedlegemer fra ører og næser på skrækslagne børn også voldtægter af mindreårige, lemlæstelser og voldsomme dødsfald at tage sig af. Folk skyder eller dolker hinanden for et godt ord i jalousi eller fuldskab og slipper med fem år på en åben afdeling. For nogle er det vejen tilbage til et liv efter voldsomt alkoholmisbrug.

Også Kim ender i et hudløst beskrevet misbrug – af den medicin, sundhedsvæsnet så villigt stiller til rådighed. Det udløses muligvis, da han fremgraver og identificerer sin indebrændte elskerinde, som han netop har afvist og sendt bort. »Varmen havde fået hendes kranie til at åbne sig som en blomst«.

Kan varmt anbefales
Til sidst mister Kim autorisationen til sit elskede arbejde – han kan nemlig kun holde sig stoffri, hvis han stilles til regnskab på jobbet – og sendes til Danmark på en lukket psykiatrisk afdeling. Hans korte beskrivelse af den ’behandling’, han blev tilbudt – nu er han for længst ude, vistnok også af misbruget – ligner noget, jeg har hørt før, så jeg er bange for, det passer.

I hele taget tror man som læser på Kim Leine, hans virkelighed, hans Grønland, hans følelser og hans logik og er glad for, at han skrev denne bog. Det er ikke let at skulle leve med hans bagage, men han har fået og forfinet en stor gave: Sproget.

Kim Leine beskriver et liv, som er vedkommende og griber læseren, på et sprog der rækker ud over det dokumentariske. Så meget mere imponerende, som han jo faktisk kom hertil som nordmand og nu er blevet næsten grønlænder. Ganske vist en kalak – ’en skide grønlænder’ – men alligevel. Kan varmt anbefales.