Måske var det madanmelderen, der skulle have taget sig af dagens bog. For der spises med kniv og gaffel overalt i novellerne, Jan Sonnergaard trækker os ind og ud ad Søllerød Kro, Le Sommelier, Era Ora, Victor, Spisehuset i Brede etc., det er så tænderne løber i vand. Hos Sonnergaard er Olfert Fischer hverken en søhelt eller et krigsskib, men en restaurant.

Flertallet af hans fortællere er kommet til penge, og således har et af de mest spændende projekter i ny dansk litteratur, novelletrilogien 'Radiator', 'Sidste søndag i oktober' og nu 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen' bevæget sig fra tabernes københavnske nordvestkvarter over middelklassens kvaler på Krogs 'Fisserestaurant' til de nyriges kynisme i whiskybæltet.

Jyder må undskylde, det er en fordel at kende lokalgeografien, at kunne mærke den på sin københavnske krop ligesom f.eks. jegfortælleren i 'Ned til søen med Flemming og hans Pumpgun', der tager S-toget nordpå:

»Turen ud til de nordsjællandske forstæder er mærkelig. På den ene side ved man jo godt, at indkomsterne og skatteprocenterne stiger, lige fra man kører forbi Svanemøllen station. Men det ser ikke ud som om, der er særlig sjovt derude«.

Ikke særlig sjovt? Er de lidt sure, som ræven sagde om rønnebærrene?

Man mærker på tværs af de mange jegfortællere en lille simren af noget, som ikke er den første bogs sociale indignation, ikke den andens bogs litterære ambition, men snarere noget i retning af forargelse over, hvad der går for sig i overklassen og navnlig, hvad der dog gik for sig i 1990'erne.

Sonnergaard har bagved alle de litterære jeg'er et overjeg eller en back seat driver, som er gourmet og moralist; det er en ærlig sag.

---

Det er den mere eller mindre psykopatiske spiller, som Sonnergaard primært retter sin pumpgun imod her i trilogiens afsluttende bind.

Titelnovellens Caspar Michael Petersen er det særlig slemme eksemplar, som novellens fortæller husker tilbage på med femten års rekyl, stadig med frygt, men også med en vis skam over sine studenterdage, som ikke blev tilbragt med translokation og fejring i forårssolen, men i en rus af druk, blod, bordel, forbrydelse, stoffer, penge, penge, penge og Rød Alfa Romeo med 200 km/t op ad Strandvejen. Ustraffet!

Et andet uhyggeligt eksemplar af 1990'ernes it- og reklametype er jegfortælleren i 'Vi skriver 1995 ... og det bliver bedre endnu' (man labber disse spaghettilange titler i sig med kulinarisk fryd): I en verden af logoer, kold sex og manipulationer scorer han kassen uden anden kontakt til sig selv og sine omgivelser end, netop, manipulationerne.

---

Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger jo, at vejen fra bænken til banken skal være så kort som muligt. På filmlærredet synes Per Fly at have taget formaningen til sig ved at lade Jesper Christensen spille bums i 'Bænken' og bankdirektør i 'Arven', mens vi venter på, at Christensen vel til sin tid bliver gymnasielærer, når den midterste film i dette projekt om dansk under-, middel- og overklasse får premiere.

Jan Sonnergaards tre bøger har vist sig at minde lidt om Flys filmprojekt. En trefløjet tur rundt i socialklasserne, fra tabere til vindere i 1990'ernes Danmark. Et fælles motiv i mange af de nye noveller er den gevinst, der spilles om: noget at bo i, såmænd, en lejlighed helt enkelt.

Havner man i en tolv-værelses på Frederiksberg, i 400 kvadratmeter på tre etager i Fiolstræde eller en toværelses på Nørrebro med et flere måneder gammelt lig som underbo? Scorer man bænken eller banken?

Men så er det også sagt meget skematisk, for novellerne er mere end blot en afsøgning af socialklasser. Litterært er de en løbende test af fiktionens og fortællingens muligheder, når den udlejes fuldt møbleret med mærkevarer, ikoner, præcise lokaliteter, Armanijakkesæt, radiatorer og Ca'del Bosco - ikke champagne - til fjordrejerne. Præcist skal det være, realistisk overhovedet ikke.

Menneskeligt er det (mandlig) ensomhed og isolation, som er det gennemgående (kvinder er billeder i Sonnergaards univers), mens projektet jo også, og ikke mindst, er politisk-aktuelt. Novellen 'Sara', om et kærlighedsforhold mellem en dansk mand og en iransk kvinde, er nok noget af det tætteste, Sonnergaard har været på trods alt at skrive rigtig socialrealisme med politisk brod mod et samfund, som skamløst skaffer sig af med sine indflyttere. Og her er der for resten en millionær, som gør gode gerninger helt sympatisk og upsykopatisk.

---

Jan Sonnergaards projekt gennem alle tre bøger har været at sætte virkeligheden og fortællingen op imod lyrikkens stillestående invasion af en bestemt type prosa (jvf. den lille boks her på siden). En dag i 1997 var han der lige pludselig med sin 'Radiator' og en hel værktøjskasse af blikkenslagergrej, som bragte frisk og provokerende cirkulation i de litterære vandrør.

Og vi medier kunne lige bruge sådan en rask mand, fordi han mente noget, fordi han kunne forstås, fordi han stod i forhold til virkeligheden. Og forbavsende hurtigt blev der opbygget en forfatterfigur, som også ude i den rigtige virkelighed gjorde ting og sager, blandede sig i fremmeddebatten, førte sager med Pia Kjærsgaard, sagde frygtelige ting om Københavns Universitet og det borgerlige samfund.

Det var et flot og velkomment projekt, som tilmed har vist sig at blive gennemført: Sonnergaard sagde trilogi, Sonnergaard skrev trilogi, og mens it-boblen brast, så holdt radiatormandens litterære projekt sig svævende til den dag i dag, hvor de tre bøger står færdige og, tror jeg, bliver stående.

Den sidste fortælling, 'Spøgelset på Ottmachauer Steig', er helt anderledes end de øvrige. I en blanding af galopperende angstpsykose, godt gammeldags mareridt, 'Home alone' og hilsen til Edgar Allan Poe slår den sin fortæller ihjel ved at sende ham gennem en skærsild og til en slags paradis, hvad der alt sammen berettes om til en kvinde, som ellers ikke har hørt fra ham i 17 år.

Undskyld, hvis det lyder kompliceret, sådan føles det egentlig ikke under læsningen, men ganske uhyggeligt og meget litterært. Sonnergaard bevæger sig til syvende og sidst helt hinsides både det gode, det onde og det radiatorrealistiske.

Jeg ville nødigt se de spøgelser, som huserer på Ottmachauer Steig, derimod havde jeg gerne deltaget i researchen til novellesamlingens mange ædedolkerier. Da det sidste desværre ikke er tilfældet, vil jeg nøjes med at lade Jonna Dwinger få sidste ord (hun optræder også i bogen) og tildele 'Radiator I-III' seks ud af fem mulige kokkehuer. Mere realistisk er det hele nemlig ikke.