Det bedste ved hollandske Jan Siebelinks roman er dens mislykkede forsøg på at forklare hovedpersonen Hans Sievez’ afhængighed af calvinismens sortfrakkede og livsfornægtende lære.

Han har en dejlig kone og to børn, han har det gartneri, han altid har drømt om. Han har smag for smukke ting, for blomsternes hede og duggede skønhed og for hustruens.

Hvorfor forspilder han alt det, hvorfor lader han sig trække ned? Hvorfor siger han ikke bare nej?

Forklaringerne står fra siderne som frø fra springbalsaminer:

Hans vokser op i begyndelsen af det tyvende århundrede med en streng, calvinistisk far, der skiftevis i arrigskab og med køligt overlæg forløber sig på sine omgivelser.

Til og med på Hans’ lille kanin. Sådan et barn kan flygte, så langt væk han vil.

Skyggerne, herunder fars og Vorherres, skal nok få ham til sidst.

Hvorefter Hans skal genskabes i farens billede og repetere alle hans dumheder. Det er miljøets og naturens love, der her er forklaringen.

Efterligneren Hans
Hans er desuden lidt af skuespiller.

Han har sin egen scene i et hjørne af skolegården. Der er i det hele taget noget undseligt, en beskedenhed grænsende til det udflydende og selvudslettende, over ham. Efterligneren Hans.

Det er den psykologiske forklaring, for hvordan skulle han kunne sige nej til prædikanternes svovl og kufferter fulde af gamle bøger?

Det er sikkert vældig gode forklaringer, men også vældig romanagtige.

Til hvilke hører et flor af passende scener og billeder og gentagelser og spejlinger. Og sirligt anbragte bibelske motiver.

Tilbage står – stadig lige gådefuldt – billedet af Hans Sievez. En af herrens disciple, med en søvngængers eller en narkomans selvødelæggende beslutsomhed.

Hård som marmor og sprød som oasis. Flået i stykker af dårlig samvittighed over at svigte sin familie, men til det sidste urokkeligt og ufravendt stirrende mod evigheden.

Det billede er skarpt gengivet, muligvis fordi forfatteren, selv barn af det ortodokst calvinistiske miljø, kender det fra alle vinkler.

Billedet kunne også være fra Indre Mission, Jehovas Vidner eller et af de andre sekteriske trossamfund.

Lang og skemafast
Ellers har jeg ikke meget godt at sige om Jan Siebelinks lange, skemafaste roman med dens ud i alle hjørnerne flagrende og altkommenterende fortæller.

Det er en roman med sine sympatier solidt plantet på den rigtige side af hegnet og med en spændingsudvikling så diskret som fyndord og skriftsteder.

Indimellem bliver det ligefrem komisk, om det nu er meningen eller ej.

F.eks. portrættet af de sortklædte prædikanter, som kryber ind og ud gennem hækken, der omkranser det lille gartneri, Hans Sievez’ jordiske, men hårdt angrebne paradis.

De arme syndere ikke bare stinker som svin, de er også hele tiden ved at tabe gebisset i floder af savl, har mærkelige udvækster i nakken og er for skams skyld iført fedtede slips. Ikke rare fyre.

Anstrengt
Den noget anstrengte sammenknytning af troens og kødets begær kan også virke løjerlig.

Især når fortælleren iler til for at pege på og forklare betydningen af det spændte hyppejern:

Den er gal med Hans – men måske skulle han hellere gå til konen end dyppe den i en af giftdåserne i drivhuset.

Jan Siebelink har skrevet seks romaner før denne, fortæller forlaget.

Jeg er ikke sikker på, at vi får mere at se af ham på dansk.

Det er historien om troen – den blinde, ortodokse tro, som rydder alt andet til side – der bærer romanen her. Nu har han fortalt den.