fakta

Deltag i kulturquizzen og vind flotte bogpræmier!

Det er ikke kun krimigenrens grundelementer, som hovedpersonen Bess i Pia Juuls nye roman ’Mordet på Halland’ giver en kort og præcis karakteristik af, men også det fix, den giver os krimijunkier:

»Overskueligheden gjorde godt. Et mord, ikke for bestialsk, derefter: detektiv, måske et par af detektivens personlige problemer, men ellers: offerdetaljer, gåder, uregelmæssigheder, opgaver, spor, vildspor, opklaring, løsning«. Hvorpå Bess, som er forfatter, lakonisk kommenterer: »Aldrig som i ens eget liv«.

Juuls vandmærke
Isak Winkel Holm har en gang bemærket, at det kriminalistiske motiv er en slags vandmærke i Pia Juuls værk, også i lyrikken, og denne gang behøver man bestemt ikke holde teksten op mod lyset for at se det. Romanen – Pia Juuls første siden ’Skaden’ fra 1990 – begynder med, at Bess’ samlever skydes ned ved daggry, uden vidner, mulige gerningsmænd eller tænkelige grunde til drabet.

Det må siges at være mærkeligt. Men dét, at det overgår en kendt forfatter, er allerede lidt mærkeligere – en tand længere ude – som om berømmelse burde fungere som et værn imod vilkårlighed.Det er sådan en hændelse, som forfatteren Bess vågner op til i ’Mordet på Halland’. Halland, hendes samlever, ligger og er skudt ned på torvet uden for deres hjem, uden at hun aner hvorfor og af hvem. Det er en hemmelighed af den slags, som traditionelt sætter gang i et krimiplot. Der er en gåde – noget, der er skjult – og inden sidste side er vendt, ønsker vi os en afsløring og en løsning.

Men sådan går det ikke i ’Mordet på Halland’. Vi er på bar bund, som det hedder i jargonen, og der bliver vi – uden opklaring eller velgørende overskuelighed. Fixet må vi undvære.

I kølevandet på mordet
For det hænger ikke særligt godt sammen, alt det der efterfølgende hænder for den menneskesky og ret så umedgørlige hovedperson, Bess. En række besynderlige, men ikke nødvendigvis betydningsfulde begivenheder følger i kølvandet på mordet. Med stor nænsomhed er Bess’ choktilstand registreret, med Pia Juuls sædvanlige suveræne gehør for frasernes mislyde. Romanen former sig som en slags distræt drømmetekst, hvor den ordinære logik er suspenderet – eller stemplet som uvæsentlig.

I bidder fortæller Bess, nærmest som til sig selv, historien om sit og Hallands kærlighedsforhold – og gør sig klart, hvor lidt de faktisk kendte hinanden, og hvor flygtig og ufunderet fortroligheden mellem dem var.

Hemmeligheder hører altså til dagens orden – og er ikke noget brud på den, som det kan synes i krimiens univers.

Liv og fiktion
Det er i høj grad uoverensstemmelsen mellem livet og fiktionen – mellem livets uorganiserede sammensurium og genrernes behagelige, men også forløjede løfte om opklaring og overskuelighed – som ’Mordet på Halland’ cirkler omkring. Det fremgår også af den Stendhalske rundhåndethed, hvormed romanen strør om sig med mottoer, for det meste litterære, foran hvert kapitel.

’Mordet på Halland’ leverer bestemt ikke kun et korrektiv og et virkelighedstjek for krimifans, men i det hele taget en pragtfuld opvisning af, hvad litteraturen kan give os, når vi glemmer vores stærke afhængighed af at finde ud af sammenhængen i et forløb. Lige efter drabet ser Bess en spiseseddel i bybilledet med et foto af Halland og den larmende overskrift: ’Hvem skød ham?’ ’Who cares?’, tænker man, når man nærmer sig romanens slutning.