De stiger op, planetens sommerfugle, ja, de gør så, og har gjort det for fuldt drøn i de seneste måneders mindeartikler over Inger Christensen.

Hendes geniale sonetkrans ’Sommerfugledalen’ er blevet hyldet så bastant (og berettiget), at tiden må være inde til en parodi.

»De stiger op, et bilkorts dunkle navne«, begynder Peter Adolphsen sin sonetkrans ’Lummerhuledvalen’, hvor admiral, sørgekåbe og engblåfugl er udskiftet med Gudhjem, Tarm, Hjernø og andre fund fra Kraks Danmarkskort.

Det fungerer, fordi samtlige sonetkransens spilleregler er overholdt, mestersonet og hele bullesjasen, samtidig med at det alt sammen handler om ingenting.

Adolphsen har ikke villet slå sig til tåls med en enkelt begavet parodi, han har villet producere et helt katalog over verseformer.

De fleste af numrene er ikke ret sjove, dels fordi han ikke har nogen bestemt i kikkerten, dels fordi han mærkeligt nok ikke kan eller vil overholde spillereglerne for de fleste af de versformer, han vælger.

Vil have interesse til at rime på fisse
Der var engang en dansk digter ved navn Ernst von der Recke, som ingen husker for andet, end at han producerede et helt katalog over verseformer. Dem, der ikke forelå på dansk, digtede han selv fuldstændig korrekte og fuldstændig indholdsløse eksempler på.

Adolphsen er ude i et lignende ærinde. Men jo enklere formerne er, des dårligere lykkes det for ham. Det vrimler med nødløsninger som for mange eller for få stavelser pr. versefod, forkert tryk, omvendt ordstilling og halvsløje rim.

At »interesse« skal rime på »fisse«, ville forgængeren von der Recke have rynket på næsen over, og det ikke kun, fordi han næppe brugte det ene af de to ord.

Der er en hel del guldalderpastiche i kataloget – »og kækt de går af sted« »hist henne«.

Der er også en parodi på lejlighedssangen, altså et af den slags digte, farbror Ejnar skriver med masser af fejl til niecens konfirmation. Hos onkel Peter er undtagelsesvis, vel som en subtil ironi, alle regler overholdt.

Ejler hvem?
Adolphsen præsenterer sin bog som et gruppearbejde.

Han har, siger han, skrevet den sammen med en person ved navn Ejler Nyhavn, som jeg dog kun har kunnet identificere på steder, Adolphsen selv er herre over, for eksempel på Wikipedia og i forlagsbrevet, men ikke i kilder, der er uden for hans kontrol, som Krak.dk.

Så jeg antager indtil videre, eller indtil manden anlægger sag, at ham den anden er en fiktion, som skal få det tynde gennemgående motiv, udflugter efter hash, til at glide bedre ned.

Adresseløs parodi
Et katalog over versformer, den ide er sjov nok. Og parodi er en mangelvare. Der er ved gud ikke for meget grin i dansk litteratur for tiden.

Men da næsten ingen nutidsforfattere skriver i bundne former, er parodien en adresseløs forsendelse, bedre egnet som skægt kompendium til et semester på en forfatterskole end som bog.

Med undtagelse af parodien over ’Sommerfugledalen’, som er helt i top.

Et afsluttende minileksikon over versformer er så alvorligt og korrekt, at Ernst von der Recke ville have lettet på hatten i respekt.