En uanselig lille seddel.

En huskeliste som så mange andre, skrevet med farmors kantede skrift: »18.30 tynd te og ristet brød; kl. 19 antibrækmiddel (normal dosis); 19.30 tabletter, sovemiddel«.

Sedlen finder Johanna mange år senere i en æske med papirer, som bedsteforældrene efterlod sig i deres ryddelige lille parcelhus nord for København, dengang de trak gardinerne for og gik i seng for allersidste gang. Det var søndag 13. oktober 1991. Hunden var sendt på ferie, og der var sat friske blomster i stuen.

Flygtede fra kommunismen
Vera og István var ungarske jøder. De mødtes under krigen, overlevede den og det senere kommunistiske styre, som de imidlertid flygtede fra.

Sådan havnede de i Danmark, hvor de levede deres borgerlige liv – indtil de selv besluttede at gøre en ende på det.

István var gammel og syg, Vera en rask 71-årig, der ikke kunne drømme om at blive i denne verden et minut længere end sin mand. Omverdenen var med andre ord forberedt. Eller var den?

Om dette dobbelte selvmord samt det usædvanlige ægteskab har det tyske barnebarn Johanna Adorján (f. 1971) skrevet et betagende familiedrama.

Time for time gendigter hun den sidste dag i sine bedsteforældres liv, fra Vera tænder sin første cigaret, til hun mange timer senere klæber den gule Post it-mærkat: »Venligst ingen genoplivningsforsøg« fast på døren ind til soveværelset.

Ægteskabets sigende tavshed
Adorján indleder sin beretning med et »Jeg forestiller mig ...«, men ret hurtigt forlader man sig på hendes præcise beskrivelser af de banale sysler, der udføres i det modne ægteskabs sigende tavshed: gaverne til børn og børnebørn, der pakkes fint ind, brødskiverne, der tages ud af posen og puttes i risteren, udløbsdatoen på margarinen, som, noteres det, langt overskrider Veras egen.

Pillekapsler, der tømmes, vand, der hældes op ... Stilheden larmer værre end Mozarts Requiem, og de dødsdømtes søvngængerkoreografi følges med tilbageholdt åndedræt: Stop, spol tilbage, lad nu være ... Men Vera og István er næsten allerede døde.

Adorján bevæger sig på kattepoter gennem bedsteforældrenes mest intime rum. Rum, der langsomt møbleres med vidneudsagn og egne antagelser om deres oplevelser under krigen, hvor han kom i kz-lejr, mens hun holdt sig skjult i Budapest.

Om det glamourøse pars overklassemanerer under kommunismen, deres integrationsproces i det danske, om eksistentiel ensomhed og fotogen forstillelse.

Den jødiske arv
Men ikke mindst forsøger hun at forstå den jødiske arv og forfædrenes meget kejtede og mangelfulde forvaltning af den:

»Hvis jeg skal være helt ærlig, gør det mig ikke kun trist til mode, det gør mig også lidt vred (...) Jeg mangler en del af mig selv. Jeg savner noget og ved ikke engang præcis hvad«, skriver Adorján et af de steder, hvor hun selv træder i karakter ikke blot som indfølt researcher, men som efterkommer og efterladt, den, hendes bedsteforældre lod »arve et tomrum«.

Måske har dette opgør med Vera og István og deres – i en forstand – dybt egoistiske selvmord været en vigtig drivkraft i arbejdet med bogen.

Det fine er, at Adorján nedtoner egne behov og giver ægteskabsdramaet første prioritet.

Vel hører vi den store histories støvletramp i det fjerne, men først og fremmest er vi helt, helt tæt på to mennesker i færd med at spille de allersidste scener af et liv, de i hvert fald på ét punkt selv fik lov til at styre.

Det er med dyb respekt – og synkebesvær – man vender sidste side af ’En ganske særlig kærlighed’.