Tingene er ikke som de var engang«, lyder den første sætning i Christian Hauns nye bog ’Sig farvel til dig selv’.

Og man kan roligt sige, at tingene heller ikke forbliver, som de er, i de tre separate fortællinger, som Hauns foruroligende og bevidsthedsudvidende prosaværk består af.

Hver af fortællingerne begynder i den genkendelige sociale virkelighed, og med en minutiøst registreret intim realisme, men de tilter umærkeligt undervejs og fører læseren på afveje, ind i parallelle virkeligheder og bevidsthedsspaltninger, der er skildret særdeles overbevisende.

Loyal fortæller
Tag for eksempel den første historie, ’Hendes kappe og maske’, som tager sit udgangspunkt i en velkendt atmosfære af århusiansk hverdagsrealisme.

11-årige Trine er ilde stedt, plaget af tvangshandlinger og omgivet af en alkoholiseret mor, en forholdsvis afstumpet papfar og en lillebror, Kristoffer. Vi indvies i, hvordan der lugter på de to søskendes værelse – af marsvinenes »tis og små pilleformede pølser og af mug« – og ser med Trines blik pletterne i det støvede fedt på undersiden af køkkenskabene.

Fortælleren er nemlig loyal over for Trines blik og sansninger. Og bliver ved med at være det, også idet hun flygter ind i en dobbeltgængerrolle som superhelt, der har kappe og maske og superfjender – en rolle, der kan give hende kompensation for alle virkelighedens fiaskoer.

Så transporteres vi, uden at fornemme det, fra et socialt til et andet, psykologisk og fantastisk, virkelighedsniveau med uformindsket gyldighed.

Vi kan være dem, vi vil
Der er også personlighedsspaltning på spil i anden fortælling, ’Løs’, om en ung mands sabbattilværelse nede ved Bass-strædet i Australien.

Vi følger forberedelserne til en julefest i et vilkårligt sammenbragt selskab af unge på orlov med rige muligheder for rollespil: »Ingen af os kender hinanden særligt godt, vi kan være dem vi vil«, tænker hovedpersonen.

Men bordet fanger for hovedpersonen. Til festen sker der noget uigenkaldeligt for ham, som ingen af deltagerne senere kan genkalde sig.

Ikke før ti år senere i Århus, hvor hovedpersonen udveksler minder med Mads, som var til stede. Her begynder tid/rum-koordinaterne at gå i opløsning for vores hovedperson, som forsvinder ind i en parallel virkelighed, idet fortællingen forvandler sig til en uhyggeligt troværdig skizofreni-skildring.

Bevidsthedsudvidelse i Mexico
I sidste fortælling er det en pensioneret dansk ingeniør, Gunnar, der siger farvel til sig selv og omfavner en psykisk virkelighed med flere dimensioner.

Han vender hjem fra en rejse til USA og Mexico – for at »ødelægge det hele«, som han siger. Han bliver skilt fra sin kone gennem tre årtier og anlægger mærkelige spisevaner – ja, en underlig adfærd i det hele taget.

Der er sket noget med Gunnar på turen: »Jeg ved hvad jeg oplevede, men jeg ved ikke hvad det betyder. Hvad der faktisk foregik«, fortæller han sin søn Frank.

Via en slags hypnose får Gunnar slæbt Frank med til den mexicanske ørken, hvor peyote-kaktussen gror, og hvor de særeste ting kan ske.

Ikke til at blive klog på
Hvad der faktisk foregår i fortællingerne, og hvad det lige betyder, bliver man ikke med det samme klog på. Ej heller er det muligt at forberede sig på de rejser i sindets ubelyste sideveje og blindgyder, som Christian Haun inviterer med på.

Fortællingerne overrasker og skaber uro. Det lykkes for dem at bygge bro mellem fortrolig familierealisme og uhyggelige hallucinationer – endda skræmmende godt!