Fra Franz Kafkas fortælling ’Forvandlingen’ har mange af os en forestilling om, hvordan det må være at vågne op som et kæmpe kryb.

En lignende følelse af klaustrofobisk indelukkethed i egen fremmede krop kan man finde i Anne Louise Bosmans’ nye digtsamling, ’Vi er amøber’.

Kroppen beskrives som et hylster, et gemmested og eneste hjem – og alligevel skræmmende afsondret:

»Lydene rammer det tag
vi går rundt med over vores hoveder«

Sådan lyder to linjer fra digtsamlingen, der også samler op på den metafor for jeget, som var gennemgående i Bosmans’ forrige digtsamling, ’Villa’, nemlig huset.

Man vågner ikke op som et kæmpe kryb i Bosmans’ digtsamling, men som en mikroskopisk organisme, som en amøbe, indlemmet i et samfund af amøber.

Elementære følelser
Amøbe er et ord, vi almindeligvis bruger dels i biologisk forstand, om en gruppe af encellede organismer, en af de simpleste livsformer, der findes – og dels i moralsk forstand, om en svag person.

Begge betydningerne spiller med i Bosmans’ amøbe-analogier i digtsamlingen.

Amøben bliver hos Bosmans til et billede på menneskets adfærd, mikroskoperet ned til nogle af de mest elementære følelser, der styrer os, såsom frygt og had.

Sammen med andre – og helt dagsaktuelle – dyre-metaforer understreger det artens primitive farlighed:

»Der er noget kamphund over os
ikke provokerende men parate«.

Ligesom det kaster lys over vores status som snyltere – på hinanden og på den planet, der beværter os.

Abstraktionen aftager igennem samlingens digte, der for det meste består af sætninger i præsens, uden eksplicitte sammenhænge eller forløb.

Cool og konstaterende
Vi bevæger os fra en slags kosmisk beskrivelse af arten og i retning af lidt mere konkrete situationer, der involverer enkelte individer.

For eksempel i de sidste digte, der kredser om et kærlighedsforhold, som overskrider landegrænser – og som derfor er ulovligt ifølge staten. Staten står også som en slags amøbe, styret af angst for at miste indre eller ydre suverænitet.

Det kan lyde temmelig kritisk, men tonen i ’Vi er amøber’ er tværtimod cool og konstaterende.

Ikke bidsk, men beskrivende – ja, nærmest sociobiologisk.

Ligesom hendes forrige digtsamling ’Villa’ bekræfter ’Vi er amøber’, at Anne-Louise Bosmans både er en særlig og særligt inciterende ung lyriker.