Egentlig var hun ikke noget særligt, Hanne.

En helt almindelig, lidt naiv pige, ansat som husassistent hos familien Olsen.

Hvilket var en udbredt beskæftigelse blandt unge kvinder, dengang hun så dagens lys i Politikens Magasinet i november 1935.

Og måske var det netop hendes almindelighed, der gjorde hende så populær.

Hun blev til på opfordring fra søndagstillæggets redaktør Viggo Cavling til tegneren Arne Ungermann.

LÆS OGSÅ 'Levende Streger' er et håndtegnet overflødighedshorn

Han ville gerne have en tegneserie, også voksne læsere kunne have fornøjelse af.

»Det blev overdraget mig at finde på noget, og efter grundige overvejelser besluttede jeg, at den gennemgående figur skulle være husassistent«, skrev Ungermann senere.

»Dels fordi disse vigtige, men noget nedvurderede samfundsstøtter nok fortjente at trækkes frem i lyset, dels fordi hun i kraft af sin profession med mellemrum kunne skifte plads og optræde i forskellige miljøer«.

Det blev der nu ikke noget af.

Det skulle nemlig vise sig, at selv om fruen i huset ikke var noget særlig behageligt bekendtskab, var Hanne ikke en, der rendte af pladsen i utide.

Hun blev hos familien Olsen i de knap 23 år, serien kørte i Magasinet.

En præstation, der afspejlede, at læserne simpelthen elskede Hanne Hansen.

Kulturhistorisk interessant
Nu er hun tilbage, ikke i avisen, men i den ambitiøse udgivelsesserie, der har fællestitlen ’Tegninger fra Magasinet’.

Ud over bind om Axel Nygaard, Aage Sikker Hansen, Ib Spang Olsen og Ungermann selv er der indtil nu udsendt tre bind med Hanne Hansen.

LÆS OGSÅ Nygaards tegninger holder stadig

Hensigten er at udsende samtlige trykte striber af serien. Med det aktuelle tredje bind, redigeret af Philip Treschow, når vi frem til august 1943.

Rammer striberne om den snusfornuftige husalfs hverdagsoplevelser fortalt i rimede tekster ikke rent ind i dagens udbud på tegneseriefronten, er serien kulturhistorisk interessant, fordi den dels tegner et billede af tidens små og store fænomener og samtaleemner.

Og dels fordi den var med til at løfte tegneserien som genre ud af »avisens kælderregion eller særlige børneværelser« og ind i »de fine stuer« for voksne, som Søren Vinterberg skrev i sin introduktion til seriens første bind.

Ungermanns serie er både poetisk og elegant turneret.

Han mestrede at give de uanselige hændelser et strejf af noget alment, som læserne ved søndagsmorgenbordet kunne more sig over og spejle sig i.

Og havde tegneren større eller mere eksotiske emner på programmet, var det så heldigt, at hans husassistent havde let ved at falde i staver midt i dagens dont og drømme sig, hvorhen det skulle være.

Forsøgte at tage livet af hende
Striberne er reproduceret fra de gamle avissider, hvilket betyder svingende farveføring, gennemtryk fra bagsiden og mispasning.

Hvorfor har redaktionen af et så eksklusivt værk ikke brugt de originale forlæg, skal der nok være en og anden, som tænker.

Men det har sin naturlige årsag. Avisens tryk er nemlig originalen.

Ungermann tegnede en sort stregtegning og angav i en besked til trykkeriet, hvilke farver han ville have i de forskellige scener.

Det sørgede litograferne for, og den farvelagte stribe opstod først, når avisen blev trykt.

Så Hanne Hansen i farver så – og ser – sådan ud.

Arne Ungermann prøvede uden held at aflive serien i 1949, men først i 1958 kunne han blive hende kvit. I den førnævnte bog fortæller han hvordan:

»… en af mine første handlinger som billedredaktør ved Magasinet var da også at give Hanne sin opsigelse på gråt avispapir, skønt hun faktisk havde fortjent den medalje for lang og tro tjeneste, man almindeligvis belønner ældre, trofaste husjomfruer med«.

Den medalje er Bogfabrikken med den ambitiøse genudgivelse nu i færd med at give hende.