»Oh, yeah! A sexy duck if there ever was one!«, udbrød tegneren Carl Barks, da jeg i 1999 spurgte ham om hans syn på Hexia de Trick, den sidste store figur, han nåede at befolke sin Andeby med, før han indstillede serietegneriet i 1965.
Men han ville nødig ind på tanken om, at den geskæftige Andersine og den hensynsløse Hexia måske bar spor af hans egne spegede erfaringer med kvinder, før ægteskab nr. tre med den elskede Garé.
»En magtfuld kvinde! Hun er en bitch!«, sagde han dog om andeheksen, som han i 1962 første gang tegnede ind i striberne ’På jagt efter lykkemønten’. Dén historie kom nu først på dansk i 1976, men indleder årets store sortbog om Hexia de Trick (sidste år indledtes serien med ’Den Store Sorte Anders And’).
God udskæring
Og værket slutter med Barkshistorien ’Stor ståhej for en lille skilling’, der til gengæld blev trykt på dansk allerede i 1964.
Mellem de to aftapninger af vintage-Barks folder italienerne sig ud, ekspressive Jumbotegnere som Scarpa, Cavazzano og Martuscello.
Sidstnævnte svinger sig næsten op til ægte uhygge i ’Masser af mønter’, mens den solide og mere godmodige Daniel Branca tegnede sin første Hexiahistorie, ’Arven fra Flora’, til danske Werner Wejp Olsens tekst, der i 1979 samtidig var den første lange Hexia-fortælling, som danske Egmont stod for.
I år er alle oplysninger om historierne – både dansk oversætter og første danske tryk – med blandt tilbehøret, og udvalg såvel som fravalg er velbegrundede: god udskæring af denne sprøde Disney-and.
Arne And tilbage i fin form
Ikke alene svømmehuden mellem tæerne, men også det blodskudte blik og de tvivlsomme hensigter har Hexia de Trick til fælles med en anden tegneserieand i sort: Arne And.
Dette missing link mellem Fritz the Cat og vores (næsten) egen Rocky er tilbage i frådende fin form, nu for tredje gang GenopstAnden efter de ti års dødlignende pause fra 1995 og frem.
Svenske Charlie C. har udvidet tegnehåndværket med indklæbede fotos i striberne, f.eks. af Hitler og Sarah Palin – dog ikke sammen.
Bush som julemand
Dét er til gengæld Osama, Saddam og Radovan, alle med skæg, og så julemanden – som dog ved nærmere eftersyn viser sig at være George W. Bush i forklædning.
Som albumtitlen antyder, går det ikke mindst ud over kong Carl XVI Gustaf.
Monarken er måske ikke den skarpeste skytte i skoven, men andens vrængende gengivelse af tågehornets lyde kunne risikere at slå kontra, hvis ikke Arne And samtidig hængte sig selv så skånselsløst ud.
Ikke al bodegafilosofien rammer plet, der kan blive noget krampagtigt ved attituden. Men det er godt set, at al-Qaeda nok snart står for tur til Nobels Fredspris ...
Det meste vipper mellem sprogligt veloplagt misantropi og mere rutinemæssig nedrakning af alt og alle. Ja, man skulle næsten tro, Arne var dansker ...
fortsæt med at læse
