Opfindsom. Man ikke undgå at tænke på Ole Lund Kirkegaard og Gummi-Tarzan, når man læser Kim Fupz Aakesons 'Lillebror'. - Foto: BORBERG THOMAS

Selv om ’Lillebror’ starter en smule kluntet rent formuleringsmæssigt, viser den sig hurtigt at rumme nogle sjældne kvaliteter. Med historien om drengen Elias, der skal være storebror, men ender med at blive lillebror, formår Kim Fupz Aakeson at overraske på den opfindsomme måde.

Han lader fantasi, virkelighed, forventninger og drømme smelte sammen på forunderlig vis, så Elias’ mor føder en storesøster i stedet for en lillesøster, fordi hun har grovædt under graviditeten. Det er både frækt og befriende, fortalt med en indfølt og ligefrem stemme.

Gummi-Tarzan
Og når Elias’ far på uforstående vis beordrer Elias ned i gården til de store plageånder for at få nogle nye venner, eller når disse plageånder kalder Elias ting som »snotunge« og »tudefjæs« og »lille nar« og »vapper ham en over nakken«, så kan man ikke undgå at tænke på Ole Lund Kirkegaard og Gummi-Tarzan.

Også Rasmus Bregnhøis illustrationer oser af en flabet og ufortyndet gadedrengethed. De formidler på morsom vis magtforholdet mellem storesøster og lillebror ved at lade førstnævnte være udstyret med opstoppernæse, overbid og Pippi-hår, mens sidstnævnte mest af alt ligner en pindemad.

Tilsammen indfanger tekst og billedside på en gang det skæve, det sårbare, det skræmmende og det skøre ved barndommen. Og det er sgu ret godt gået!