Den mættede stil er smuk, men også næsten ufremkommelig.

Man kan ikke være der for den, alt udpensles og bliver til følelser, tanker, billeder. Indimellem det hele oven i hinanden og omtrent uforståeligt.

»Den nye verden var endnu ikke trængt helt igennem billedet af virkeligheden«.

Hm? Man når også at tænke:

Sådan kan en gammel mand, bondefødt i Hercegovinas bjerge og uden uddannelse, altså ikke tænke, og han ville brække sig, hvis han hørte nogen tale sådan.

Det er et poetisk postulat stoppet ned i halsen på ham.

»Men han ved, at den stilhed, der omgiver ham her, bedrager«. Gør han virkelig?

Men så – på side 111 – går det op for én, hvad det er for en slags roman. Hovedpersonen hedder Kosovic, får vi at vide, ligesom forfatteren.

Det er altså nok fiktion, men ikke kun, vi er et sted mellem digt og dokumentation, eller hvad man kunne kalde digterisk rekonstruktion.

Hel og virkelig
Fortællerstemmen med alle sprogblomsternes støvdragere og dufte er mere end bare stil, det er Birgithe Kosovics, forfatterens, forsøg på at nærme sig en af sine forfædre.

Hun er med i romanen, det er hende og hendes indlevelse, vi hører.

Det bekræfter i øvrigt efterordets tak til »onkel Risto« for »frie hænder i mit arbejde med vores families historie«.

Det er helt afgørende, ikke oplysningen i sig selv, men sammenhængen.

Det gør bogen både hel og virkelig.

To brændpunkter
Den har to brændpunkter, to plot.

For det første er der borgerkrigens forhistorie, hvor snart kroater, snart serbere myrder løs på hinanden, på egen hånd eller i ledtog med andre magter (tyrkere, nazister).

Det er skildret i lange tilbageblik ned gennem Jugoslaviens historie og på hvert trin bundet til en person i slægten.

Sidste vidne er hovedpersonen, Milovan, serbisk borgmester og senere kommunistisk partisekretær i det kroatiske Dubrovnik i dagene før krigen, mens kampvognene kommer stadig nærmere.

Allersidste vidne er forfatterfortælleren, hvis man tæller hende med.

Jugoslaviens falskhed
En anden anmelder ville diskutere det apologetiske i romanen og spørge, om den er en parthavers følsomme forsvarsskrift for serbernes grusomheder, der følger i næste kapitel (men altså ikke i næste kapitel i Kosovics fortælling). Det kunne man godt.

Man kan også nøjes med at konstatere, at romanen har sit fokus på hævnens og gentagelsens tragedie.

Og i det, som hovedpersonen kalder »Jugoslaviens falskhed«, dvs. svagheden i den nationale konstruktion, som landsfader Tito bliver det symbolske billede på.

Det helt konkrete billede – forstørret og indrammet – lander i øvrigt mod slutningen af romanen med et brag og i en eksplosion af splintret glas på gulvet i partisekretærkontoret.

Det andet plot er personligt og handler – spejlende det første – om Milovans forræderi.

Dels da han stikker af fra det hele, fra sin syge kone især, og tager tilbage til Hercegovinas bjerge, hvor familiens forhistorie udspillede sig, og hvor han genoplever sin egen.

Dels da han er sin kone utro med sin bedste vens hustru, en indviklet intrige, der også handler om tabte idealer og et desperat – og ejendommeligt – forsøg på at fastholde dem. Mere om det i romanen.

Udmalende torturscener
Meget i Birgithe Kosovics fortælling er skrevet med en – synes jeg – for høj bevidsthed om de fortolkninger, der i de mellemliggende år har lagt sig hen over krigen, uden at erklære sig og lade fortælleren komme fri af den poetiske uniform.

Ligesom scener kompositorisk er spændt så sigende op mod hinanden, at man føler sig undervist både i temaer og sammenhænge og for lidt overladt til fortællingens og personernes egne gåder.

På den anden side skriver hun så godt, så klogt, indfølende og chokagtigt præcist, i spring mellem det grusomste af alt, i nøgne, udmalende tortur- og dødsscener, og det skønneste, mest lidenskabelige og varmeste, i de voldsomme og direkte gengivelser af selvforglemmende og lykkelig kopuleren.

Netop i springet og sammenstødet ligger vel nerven i romanen og i den menneskelige sandhed og tragedie, den skildrer.

Romanen, den kun tredje i forfatterskabet, bør give Kosovic en tydeligere plads i dansk samtidslitteratur blandt dem, der både kan tænke og skrive.