Livet er en gamp, sagde kællingen – hun kunne ikke sige k«. Det er et af den slagfærdige farmors tilbagevendende bonmots i den norske dreng Karl Oves barndom.

Nu er han som 30-årig næsten nygift tilbage i Kristiansand, hvor farmoderen, nu enke og plejehjemsmoden, bor i det store hus, sønnesønnen så ofte har besøgt som dreng.

Det er forvandlet til en ildelugtende svinesti, for her er hans far lige død af årelang målrettet druk med deraf følgende ukontrolleret afføring.

Farmoderen, der magtesløst har set til, er konfus og en skygge af sig selv, men siger stadig de lakoniske ord.

Betænkeligt reklamestunt
Der har været skrevet meget om Knausgårds prisbelønnede projekt, hvor han siges at beskrive sit liv dokumentarisk i alle detaljer. Det er noget vrøvl – eller sådan virker det efter læsningen af første bind af ’Min kamp’, som nu foreligger på dansk.

Den bog er hverken mere eller mindre fiktion end så mange andre erklærede og ikke-erklærede selvbiografiske værker. Familiens forulempelse er Knausgårds private tragedie.

Resten ligner betænkeligt et reklamestunt. Det er så nogenlunde det eneste negative, jeg har at sige om ’Min kamp’.

LÆS OGSÅ Norsk wonder boy er en våd anmelderdrøm

Titlen, som der også har stået blæst om, er velvalgt og dækkende. Dels som en hilsen til farmorens udsagn, dels fordi alt i unge Knausgårds liv er en kamp. I hvert fald i hans egen optik.

Læser man kun fakta om hans opvækst, har den på mange punkter været tryg, nogenlunde velstillet og intellektuelt tilpasset. Storebror var og er en støtte, mor kunne han tale om alt med.

Skolen, kroppen og pigerne havde han, når pubertetens almindelige trængsler skrælles af, heller ikke de store problemer med.

Atmosfæremættet
Det store sorte gabende hul, der aldrig kan fyldes, er faderens plads.

Han er en gåde for læseren såvel som for sønnen. Skolelærer med styr på livet, tilsyneladende, men lunefuld og frygtet og efterhånden hadet af sine to sønner.

Faderens tragiske, uudtalte utilpassethed og dybe utilfredshed med sit liv vises fornemt i små detaljer, læseren fornemmer mere end ved det, på samme måde som sønnen Karl Ove mærker det, og til sin rædsel ser det gentaget hos sig selv som voksen.

Bestræbelserne på ikke at komme til at ligne faren styrer både ham og broderen Yngve.

Men læseren kan allerede nu se sørgelige, sikkert erkendte, men diskret beskrevne ligheder i Karl Oves behandling af sine børn.

LÆS OGSÅ Balladen om Karl Ove

Det hele virker autentisk og atmosfæremættet, og dertil kommer en udtalt sans for suspense, for eksempel hører vi lang tid i forvejen om faderens opbrud og sidder så og venter på det, som på en eksplosion.

Den går næsten for stille af. Så detonationen ligger forude. Det er nok den, der er bogen.

Sammenlignet med Proust
’Min kamp’ er med fuld ret blevet sammenlignet med Marcel Prousts store sanse-, erindrings- og kunstessayværk: ’På sporet efter den tabte tid’.

Nogle af Knausgårds kunstovervejelser virker ligefrem, som om de er medtaget for at tilnærme ’Min kamp’ til Prousts værk.

De er ikke blandt højdepunkterne; det er derimod hans norske natur-, farve-, himmel- og duftbeskrivelser. De danner perfekt modvægt til det indadvendte, følelsesbeskrivende.

LÆS OGSÅNorsk bestseller: Følelsen af eksistens er ens for alle

’Min kamp’ er i lange stræk en traditionel roman med tragikomisk genkendelige scener, som f.eks. en pubertær panisk søgen efter en nytårsaftensfest at hægte sig på med iskolde fødder efter håbløs transport i sne og mørke, sociale nødløsninger og øl i en plastikpose.

For ikke at tale om de ivrige, men talentløse forsøg på at sammenspille et orkester.

En afblæst optræden i et indkøbscenter er kostelig. Knausgårds humor – hvis den er der – hører absolut til den underspillede slags.

Læsefryd
Den meget omtalte del, hvor han og broderen forbløffende effektivt og samdrægtigt gør rent i næsten-barndomshjemmet, er beskrevet, så man henrevet (og glad for ikke at være der selv) følger fremskridtet i renselsesprocessen.

Det er næsten ligesom i de pigebøger og folkekomedier, hvor en gæv, behjertet person med overskud tager over og genopretter ordenen, den fysiske og ikke mindst psykiske. Enkel læsefryd, trods en stedvis distræt oversættelse.

For en ordens skyld: når jeg skriver ’Knausgård’, mener jeg Knausgård i bogen. Hvor meget han ligner den Knausgård, der bor i Lund med kone og børn, er i denne sammenhæng uinteressant.

Vi taler litteratur her: essays, erindringer og fiktion af den fineste slags. Jeg glæder mig til næste bind af ’Min kamp’.