Forfatteren skal fortælle om sin nye roman i Den Gode Bogs Klub.

Han kender turen og gider ikke. Gider ikke hilse på den højrøstede, selvhøjtidelige kulturpamper.

Eller den sjælesyge unge mand, der lever for sine digte og for drømmen om i aften at diskutere dem med forfatteren.

Men især gider han ikke igennem alle sine egne krebsede undvigemanøvrer, når han for gud ved hvilken gang skal høre de samme spørgsmål om, hvorfor han skriver, hvordan, med hvilken ret, hvor tit.

Og hvad hans seneste bog – egentlig – handler om.

Det er det blaserte afsæt for Amos Oz’ roman.

Forfatteren som er lidt klogere end resten af verden og på iagttagelsens og eftertankens forkælede afstand af rosset. Det fortsætter lidt endnu.

Forfatteren trækker tiden, mens publikum venter, og lader i stedet caféservitricens trussekant ægge fantasien, spile den ud og gennemstrømme af lokkende billeder.

Men herfra eller senest, da han henne i kulturklubben hører – synes at høre – en fnisen fra publikum, går tingene i skred.

Fortællinger fra en trussekant
Han begynder at fortælle, ansporet af samme trussekant.

Digter verdener frem og knytter skæbnetråde sammen. Lader servitricen – Ricki kunne hun jo hedde – gennemleve et eventyr med Charlie.

Lægger Lucy til, nummer to ved Miss Beach-konkurrencen, fremtryller en gangsterhåndlanger, tilføjer en forretningsmand en dødelig cancer og skænker Arnold Bartok – ham med den foragtende fnisen – en seksogfirs år gammel mor, lam i benene og afhængig af natpotte osv., osv.

På kryds og tværs af elskende og døende og med de detaljer og ejendommeligheder, der får historien til at leve og læseren til at tro den.

Alt imens han selv, altså den krukkede forfatter med hånd under kind, bevæger sig ud i byens nattemørke, til en begyndelse som forfører, men snart selv forført, mere og mere fortumlet, mere og mere fedtet ind i sin egen historie.

For hvem er han egentlig? Hvor meget sig selv, og hvor meget hver eneste af sit tankespinds ensomme skikkelser?

Sindssygt morsomt
På den måde får ’forfatteren’ – men især naturligvis Amos Oz’ og den fortæller, der holder spillet i gang – givet svar på de spørgsmål, han har fumlet med ved møde efter møde:

Hvad går litteraturen ud på, og hvad skal den til for?

Uhøjtideligt, uden smertens evige sukken eller medfølelsens klynk, piller han det hele fra hinanden.

For usselt er det jo fra en ende af; de slaskede kroppe og fyldte urinposer, løgnene, selvbedraget, den evige bjæffen og gnaven og venden sig på skjoldede madrasser. Og tankespindet.

Sørgeligt er det egentlig ikke, livsmodet – som der tales om i de gode bøgers klubber – tager Amos Oz ikke fra sine læsere. Tværtimod. For det første af samme grund, nemlig fordi der ikke er noget sentimentalt i fremstillingen, det er al ulykken og hele den menneskelige komedie lige i synet, sådan er det bare, der er ikke noget at tude over.

For det andet og omtrent modsat, fordi det alt sammen er fortalt på én gang blidt og henkastet, på grænsen til det ironiske, sindssygt morsomt og med en overbærenhed, som om fortælleren befandt sig i et andet århundrede eller på en fjern planet.

Det er det rigtige sted at betragte smerten fra, litteraturens – eller digtekunstens – magiske mellemposition, med og ikke med, på tempereret afstand, men bundsolidarisk.

Det er en vidunderlig bog, Amos Oz har skrevet.

En bog om bøger og alt det andet. Og klar som blæk.