Bogens første sætning

»Katrines hånd ryster inde i min, hun siger Hold om mig«

Katrine fylder 59 år, da hun sender invitationer ud til sin fødselsdag umiddelbart efter, at hun har fået diagnosticeret en kræftsvulst i hjernen. Hun underskriver invitationerne Mor, selv om hun ret beset kun er biologisk mor til to i familien. De andre er sted-, sviger- og børnebørn.

Morrollen, er det så den sidste, der er tilbage, når man er dømt dødssyg kvinde? Næppe, den sidste hedder patient, og den rolle ligner et lille barns. Maja Lucas registrerer aspekter af et livs nedtælling i sin korte beretning ’Katrines hånd’.

Roman, kan man kalde den, men Maja Lucas sætter aldrig genrebetegnelser på sine udgivelser – det gælder også kortprosadebuten ’Jegfortællinger’ (2007) og de prosalyriske stykker ’Min far kan lide fugle’ (2008), den sidste centreret om et skilsmissebarns oplevelser.

Nu tager hun igen fat i et stort eksistentielt drama, på sin egen lavmælte facon og i sin stramt tøjlede prosa, der aldrig udsiger for meget, men lader de få præcise ord stå og dirre på siderne.

Fra kvinde til patient
Det er jegfortælleren, steddatteren Sarah, der registrerer sygdomsforløbet og døden. Bogen er komponeret i tre dele, samlet om diagnose og behandling, på hospice, kort opblomstring og død.

Det samlende symbol er Katrines hånd. Nu er Katrine én, der skal holdes i hånden, helt konkret støttes for at gå, hun skal mades og passes, og hun siger selv:

»Er det ikke underligt at skulle passe mig, som om jeg var et barn?«

Fremstillingen viser, hvordan rollerne er byttet om. Sarah noterer sig: »Min far havde lovet ikke at forlade hende, selv om hun tabte al håret, men allerede da, havde hun skiftet kategori fra kvinde til patient«. At skifte kategori er at tabe en del af sig selv, det viser den lille roman til fulde.

For Katrine taber efterhånden sin personlighed, hun går fra person til rolle. Og behandlingen med binyrebarkhormon gør hende en tid psykotisk.

Da den nedtrappes, bliver hun mere sig selv. Men lægen må fortælle familien, at svulstens ødelæggelse af hjernevæv ikke står til at redde, uanset at sygdommen en tid går i bero, og Katrine pludselig kan gå igen.

Men det er vel en kvalitet at kunne gå ud til personalet, spise morgenmad med dem, kommentere deres samtale? Det anfører lægen som et svar på det spørgsmål, man aldrig hører stillet om livskvalitet, men som ligger som et underliggende ekko.

Han tilføjer, at »jeg ved jo godt, at det ikke er noget i sammenligning med den Katrine, I kender«.

Dizzy Mizz Lizzy-kramper
Familien er hårdt ramt – Katrines storebror dør af kræft i hjernen, lillebroderen er i behandling for modermærkekræft. Sarah besværger angsten: »Min fars øjne lover mig, at det aldrig skal ske for ham, de er grønne som mine egne, de er et spejl af mine egne, en genklang af dem, de lover mig, at han aldrig skal dø, at han nok skal undslippe«.

Bruddene i den fænomenologiske registrering af sygdomsforløbets realistiske detaljer angiver sorgen og den ømhed, der konstant er til stede i form af en hånd – den, der aer og stryger, støtter eller griber hårdt fat for at afbøde et fald – ’sygeplejerskevold’, siger Katrine muntert.

Hun bevarer en stor humor i al sin svaghed, når hun bestiller en ’nedtransportering’ i form af en hånd på vej ned ad trappen, eller kalder sine krampeanfald for Dizzy Mizz Lizzy, og når hun benævner det rustikke tørklæde, der dækker hendes skaldede isse, for Det lille hus på prærien.

For Sarah går Katrine fra at være hendes fars kone til at blive Katrine. Indledningsvis hedder det: »Det er, som om det først er nu, hun viser, hvem hun er. Eller også er det først nu, jeg lærer hende at kende«. Dette er jo en erkendelse, der runger.

Hvad den indebærer, erfarer vi ikke, og spørgsmålet er, om læserne lærer Katrine, eller for den sags skyld Sarah, at kende. Egentlig ikke.

Men nu er romanens fokus ikke det fyldige portræt, men den fænomenologiske registrering af nedtællingen af et liv og forvandlingen til patient. Romanen er smukt gennemført i al sin renfærdighed.