DR havde rykket pælene til flere programmer, f.eks. ’Deadline’ og, her, ’Aftenshowet’, op og flyttet dem til Folkemødet på Bornholm.
Foto: Anders Beier

DR havde rykket pælene til flere programmer, f.eks. ’Deadline’ og, her, ’Aftenshowet’, op og flyttet dem til Folkemødet på Bornholm.

Det folkelige udeblev fra dækningen af Folkemødet

Det er svært at synes dårligt om idéen bag folkemødet. Det er noget lettere at synes dårligt om tv-dækningen af det.

Film og tv

Folkemødet 17, DR 2 og TV 2 News m.m.

Det er uhyre vanskeligt at mobilisere negative følelser vis-a-vis det bornholmske debatspektakel, der går under navnet Folkemødet, og som er inspireret af det svenske fænomen Almedalsveckan. For hvad kan man overhovedet have imod, at diverse ideologiske positioner, interesseorganisationer og andre mødes under åben himmel til debat om dette og hint – under mediernes og de almindelige menneskers særlige bevågenhed? Der er øl, vand, pølser og snacks i rige mængder.

Det er lidt, som nogle også har påpeget, en slags Roskilde Festival for Djøf-segmentet og tilgrænsende.

Og for nærværende avis og andre dele af dagspressen er Folkemødet også en anledning til at komme tæt(tere) på læserne, måske endda tage en svingom med nogle af dem, idet også musik forefindes på diverse lokale matrikler.

Ikke desto mindre kan man godt blive lidt træt i ansigtsmuskulaturen, hvis man iagttager hurlumhejet via de danske public service-mediers dækning. For her er den direkte kontakt med folkedybets vand af autenticitet ikke nødvendigvis lige så mærkbar, som den forhåbentlig er på solskinsøen.

Tag nu TV 2 News, der allerede torsdag formiddag lagde hårdt ud med, jamen, hvor får de dog den slags grænseoverskridende, ja, nærmest generationsdefinerende ideer fra, at lade den politiske kommentars svar på Dupond og Dupont, Mogensen og Christiansen, udlægge teksten og forudskikke mulige temaer og forløb. Begge d’herrer er både begavede og charmerende, men også mediemæssigt lige så interessante som sidste uges udgave af Ugeposten Gribskov; det er bare ikke den kilde, hvorfra folkelighedens foryngende vand springer. (Frederiksborg Amts Avis kunne i øvrigt, jeg siger det bare, meddele, at henved 80 procent af læserne i en poll – udtales pållllll – rent ud sagt gav pokker i Folkemødet).

Ikke desto mindre kan man godt blive lidt træt i ansigts»muskulaturen

DR 2’s ingdelægduelle flagskib, ’Deadline’, havde såmænd også forrykket residensen udendørs på Bornholm og lod herfra diverse interessenter, herunder kulturminister Mette Bock og snart forhenværende nyhedsgeneralissimo Ulrik Haagerup, fortælle, hvad der er i vejen med DR.

Og der er meget, skulle vi hilse og sige. Både strukturelt, indholdsmæssigt og logistisk; så det må vi se på. Eller som man siger på landet: Vi får se, hvilken vej hønsene skraber.

Som en kollega skrev på Facebook: Det er Tordenskjold og soldater, der taler om de samme emner fra de samme steder. Akkurat. Man savnede dog Tordenskjold selv. Men han er lovligt undskyldt.

Skål og på gensyn. Samme sted næste år.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce