Olsen-banden i 3D er overraskende vellykket

Lyt til artiklen

At kalde filmene om Olsen-banden for dansk kulturs arvesølv er måske at tage tonen lovlig højt. Der skal jo også være plads til Guldhornene, Holberg, Eckersberg, Bournonville and some of that crowd.

Men så pletsølv da. Enhver dansker uanset alder og trosretning, køn og klasse genkender de tre umage silhuetter, der danser/marcherer af sted til Bent Fabricius’ kendingsmelodi. Vi kan alle sige ’Skidegodt, Egon!’ og desuden benytte Egons eget nok så nuancerede vokabular: »Hundehoveder, skidesprællere, socialdemokrater ...«.

Det er den slags kultur, der giver en nation ’sammenhængskraft’, som statsministrene siger uanset farve. Ikke så sært, at brandet må udnyttes optimalt: børne-tv, musical – og nu digitalanimeret i 3D-teknik.

Overraskende vellykket
Stik imod alle odds virker resultatet faktisk morsomt, opfindsomt og veldrejet i lange passager. Man kunne have ventet det modsatte, fordi originalerne jo allerede selv brugte alle tegnefilmenes gags, rytmer, detaljerede usandsynligheder og så videre – i virkningsfuld kontrast til skuespillerne uomtvistelige livagtighed.

Her er opgaven så at sige omvendt: at få animationen til at ligne live action-forlægget – og så alligevel tilføje noget nyt.

LÆS OGSÅ Anmelderne om Olsen-Banden: Klamphuggeri eller »Skidegodt, Egon«

Og selvfølgelig overgår Sprogøe, Grunwald og Bundgaard i mimik og gestik mageligt de figurer, der trods alt kun er digitalt tegnede, og på et forbløffende skrabet budget: 20 millioner kr. til Danmarks første 3D-film! Samme A. Films 2D-tegnefilm ’Asterix og Vikingerne’ kostede over 100 millioner.

Bryder ind i Statsministeriet
Alligevel lykkes det at skabe flugt over feltet i historien om tyveriet af H.C. Andersens fjerpen – den, han skrev eventyrene med!

Plottet er vel hverken mere eller mindre vidtløftigt end hos Balling & Bahs: Klenodiet skal Egon stjæle fra Danmarks Eksportmuseum for selv at hæve forsikringssummen på 30 millioner kroner. Fjerpennen skal Kinas eventyrglade præsident have som gave til gengæld for en fordelagtig våbenhandel med statsminister Fogh.

Den departementale ærkeskurk Hallandsen agter derimod selv at investere pengene i kinesiske våbenaktier!



Men Egon skal man ikke tage røven på, som Benny siger. I filmens glansnummer følger vi de tre venners vej gennem Folketingssal og partikontorer og durk ind på Statsministeriets bonede gulve. Et værdigt, virtuost animationssidestykke til bandens berømte gennemboring af Det Kgl. Teaters vægge til Ouverturen til ’Elverhøj’.

Stemmer sidder i skabet

Her møder Anders And Olsen Banden for første gang

Dronningen, prinsgemalen og den royale tæppetisser når vi også at hilse på, før Hallandsens hallunker, nu to Valby-gangstas ved navn Allan og Johnny, gør Egon til skydeskive for et par af forsvarets varmesøgende missiler. Alt imens Yvonne prøver at sælge lejligheden og få del i friværdi-boblen, før det er for sent.

Sproget yngler, og satiriske ideer står i kø, så man næsten affinder sig med en vis fersk plastikglathed i farver og baggrunde og et par forudsigelige gags undervejs.

Et gammelt husråd i animation – hvad der mangler i stregen, må hentes hjem i stemmerne – efterleves her med held: Martin Buch, Nicolaj Kopernikus og Esben Pretzmann rammer fint live-trekløverets diktioner, og Annette Heicks gengivelse af Kirsten Walthers sprøde røst er simpelt hen et dirrende pletskud!

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her