Folkeeventyrene udlægges nyt, alt efter hver ny generations psykologiske interesser.
I disse år især i live action-film, hvor senest Snehvide og hendes stedmor (f.eks. Julia Roberts i den mislykkede kitschkomedie ’Lille spejl på væggen der’) ved hjælp af computergenererede billeder er vendt og drejet i vampyr- og vulgærpsykologisk afsøgning af skiftende kvinderoller.
Ny Snehvide-film er flad som ibenholtDen klassiske fortolkning
Den sovende skønhed Tornerose har, med sine spor via brødrene Grimm og Charles Perrault helt tilbage til 1500-tallets dystre skovklædte landskaber, hidtil oftest været opfattet som allegori for teenagepigens drama:
Stikket på tenen giver den første dråbe menstruationsblod, men først med kysset fra prinsen kan den slumrende seksualitet folde sig ud og jeget tage magten og tronen fra forældregenerationen.
Og den onde fegudmor – i tegnefilmen fra 1959 Disney-studiernes hidtil mest monumentale kvindeskurk med de satanistisk svungne bukkehorn knejsende over de smukke, men grusomme ansigtstræk – repræsenterer så den modne kvindes skinsyge forsøg på at holde næste generation fast på barnestadiet.
Disney sætter alle sejl
Glem alt det, for her kommer en anden og slet ikke ubegavet udlægning, også fra Disney, men i den ny form: live action med alle sejl sat til i cast og computerskabte fantasy-omgivelser.
Og den onde fe Maleficent (= udøver af ondskab) udstyret med både horn og vinger!
Hun er nemlig en rigtig lille engel i den begyndelse, vi aldrig før har kendt til, og sådan kunne det have fortsat, hvis ikke det havde været for menneskenes mest skadevoldende egenskaber: grådighed, magtbegær, ærgerrighed, imperialisme, alt det der får os til at svigte det ene fornødne: (næste)kærligheden! Der var nemlig engang to naboriger, ét for mennesker og ét for trolde, feer, alfer, talende elletrunter og andre lavmytologiske arter.
Kysset der ikk findes
Menneskelandet var et kongerige, men troldlandet et demokrati med den gode barnefe Maleficent som elsket lys- og midtpunkt.
Men da hendes gode ven, menneskedrengen Stefan, blev voksen, fik han chancen for at blive konge – ved at besejre naboriget, dvs. svigte kærligheden til sin hornede og bevingede barnekæreste.
Disney kannibaliserer på 'Snedronningen' i sjovt frost-eventyrStefan bliver konge, og den dybt sårede Maleficent skænker hans nyfødte Tornerose den fatale dåbsgave: evig søvn indtil det ’kærlighedskys’, der ikke findes, som hun selv så bittert har lært!
Man gjorde en fe fortræd, og så blev hun en heks.
Jolie overbeviser
Angelina Jolies maske overbeviser faktisk som Maleficent, majestætisk i den forbitrelse, som kun kan overvindes af samme milde godhed, som hun selv ejede engang, og som nu Tornerose vokser op til.
Angelina Jolie og Brad Pitt vil støtte dansk dokumentarI den rolle forekommer Elle Fannings grove barnetræk lidt malplacerede, og hendes komiske plejetanter, de tre gode feer med Imelda Staunton i spidsen, får filmen slet ikke komik nok ud af.
Et begavet forsøg
Til gengæld er Maleficents ravn, som efter behov kan forvandles til menneske (Sam Riley), hest eller ildsprudende drage, en strålende nyhed.
Og troldlandskabets smånisser og levende naturkræfter a la trækæmperne i ’Ringenes herre’ imponerer med kun ganske lidt for meget af Disneys sukkersødme lige i begyndelsen.
Instruktørdebuterende Stromberg stod da også bag production design i både Camerons ’Avatar’ og Burtons ’Alice i Eventyrland’.
Musikken er ny, og først til rulleteksterne når vi heldigvis lige en genlyd af Tjajkovskij-ballettens og tegnefilmens ’Jeg har kendt dig længe’-vals.
Men ’Maleficent’ skal man heller ikke se for at gense den gamle, dualistiske ’Tornerose’.
Men for at se et begavet nyt Disney-forsøg på dialektisk at forene magiens og magtkampens verdener ved hjælp af nymodens CGI, green screen og godt gammeldags fortællehåndværk.
fortsæt med at læse
