Når Shrek kan, kan realfilmen vel også? Altså fortælle eventyr og samtidig tage strøm på dem?
Ja, i princippet. Det kræver bare let humoristisk overskud og samtidig eventyrets særlige alvor og konsekvens. Her lykkes det ikke.
Skøn kitsch
Den onde dronning som en livsgrådig borderliner, der med grusom munterhed går direkte efter den smækre unge prins, er ellers en festlig idé. Julia Roberts’ brede grin er heller ikke dårligt valgt til dét, selv om hun vel aldrig ligefrem var »smukkest i landet her«, men pyt.
Det forgyldte rokokohof med fabelagtige frisurer og tournurer i et eventyrslot med tårn og tinder er også skøn kitsch.
Og en vis stil er der i at gøre dværgene til røvere og stylteakrobater, som lærer Snehvide lidt fægtekunst i en sort-hvid teaterkulisse af en tilsneet skov. Hvor prinsen, den frikadelle, bliver første offer, og hvor dronningens drage truer ...
Aldrig helt godt
Mange Snehvide-versioner suppleres her med lånte fjer, dronningen går f.eks. gennem spejlet efter trolddom.
Men desværre: Prinsen (Armie Hammer fra bl.a. ’J. Edgar’) og prinsessen (Lily Collins fra bl.a. ’Priest’) er endimensionelle ud over selvironiens grænse og haler – med udmærkede danske stemmer – dialogens pointer i land som selvdøde fisk.
Rigtig morsomt eller overraskende bliver det aldrig.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
