Umulig kærlighed mellem en officer og en linedanserinde i 1889, fællesskabet mellem to soldater i en skyttegrav i 1916, og så en kamp mod robotter for at opretholde klodens iltforsyning anno 2284 ... Hvad i alverden har de tre ting med hinanden at gøre?
For ikke at tale om, hvad de desuden har til fælles med en ung kvinde med hul både i maven og i sin 3D-verden; eller med en ensom vildmands møde med en natsværmer på en øde ø; eller med en ung tv-amatørs syrede udflugt med kamera og båndoptager til Kolonihaveforeningen Brabrand uden for Aarhus?
De seks universer har såmænd ikke andet til fælles, end at de alle udspringer af fire års uddannelse på Den Danske Filmskoles linje for animationsfilminstruktører, som i dag slipper deres afgangsfilm ud i offentligheden.
Med udsigt til et arbejdsmarked bestående af både tv-, spil- og filmbranchen giver det god mening, at to af de filmskolestuderendes otte semestre tilbringes på nabostudiet Dadiu (Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning) med at skabe computerspil.
Sort og syret
Som nu Dennis Nielsens veloplagte afgangsprojekt, den første af tre spil-episoder om ’Plantman’, hvor den unge gartner Sprouts (og computerspillerens) kamp for at dyrke planter nok til iltforsyningen forener et humoristisk design med et dystopisk syn på klodens klima om 270 år.
’Lyden af Louis’ venner’ er tænkt som pilot-afsnit til en tv-serie. Den hashrygende Louis og hans venner er vist medlemmer af Bevidst Arbejdssky Elementer – som nu Brabrand-anarkisten Dieter i denne komiske episode, der fungerer stilsikkert på instruktørens erklærede præmisser:
Det skal kunne produceres »nemt, hurtigt og billigt«. Lyden af hængerøvene er optaget først – ligesom for eksempel i de engelske Aardman-studiers nu klassiske ’Conversation Pieces’ – og derefter forsynet med den syrede billedside af fotos klippet op til grov flyttefilmteknik.
Med motion capture-teknikken overplastres en skuespiller med elektroder og får derved sine bevægelser overført til en computerskabt figurs koordinater, og sådan har David Adler fået anbragt soldaterne Robert og Anton i en skyttegrav på Vestfronten i 1916. ’Sort’ er på én gang voldsom og poetisk, et forsvar for fællesskab imod kugler, giftgas og umenneskelige ordrer.
'Whole' er mest helstøbt
Hinsides alt fællesskab er en skægget og langhåret eneboer – i dukkeanimation – ved at gå til i sin primitive hytte på den øde ’Ø’, da han får uventet besøg af ... en natsværmer.
Den lovlig dvælende film vil rent visuelt spejle hans skiftende sindsstemninger mellem himmel og hav, men den ordløse fortælling farer selv lidt vild i de fine indzoomninger på sværmer, mand og sand.
Med ’gammeldags’ todimensionale og (Per Åhlin-inspirerede?) smukke tegninger (gen)fortæller ’Jeg er din’ historien om en ulykkelig kærlighed, meget lig den kendte mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre. Cornelia og Vilhelm, som de hedder her, spares dog for tragedien på Tåsinge, for den bratte slutning her har form af et åbent spørgsmål.
Mest helstøbt som fortælling er faktisk ’Whole’. Figurerne er forenklet næsten ned til legodukkedesign, men stilsikkert og konsekvent. Og især i nogle svimlende, fraktale opart-spiraler mimer filmens 3D-dybde netop den holisme, som den ’hule’ kvindelige hovedperson higer efter – og som titlen jo også skilter med.
Nye teknikker
Filmskolens animationslinje har en fin tradition for at eksperimentere med alle animationens ny udtryksmuligheder uden at give køb på de kunstneriske ambitioner.
De nye teknikker har i år muliggjort længere afgangsfilm for de samme penge som før, hvor alle film var på maks. 7 minutter.
LÆS OGSÅ Dansk animationsfilm får blandede anmeldeser
Forlængelsen er ikke altid en gevinst, for et par steder kunne korthed vist have fremtvunget afklarende valg.
Men igen i år kan vi regne med at få nogle af de ny danske animationsinstruktørers afgange at se også på udenlandske festivaler, spilplatforme eller tv-kanaler.
fortsæt med at læse
