Lene Kaaberbøl skriver, så man kan høre Astrid Lindgren nynne med mellem linjerne. Man fornærmer nok ikke Kaaberbøl, hvis man kalder ’Skammerens datter’ for et dansk bud på et univers i slægt med det, man finder i ’Brødrene Løvehjerte’. Skandinavisk middelalderfantasy for børn og unge med et humanistisk budskab.
De elskede bøger er også blevet et enormt tilløbsstykke som musical, og nu kommer så filmen ’Skammerens datter’. En filmatisering af den første af de fire bøger, hvor Dina med den særlige evne til at se lige igennem folk og få dem til at skamme sig over deres ugerninger ankommer til byen Dunark. Her lander hun midt i en morderisk arvefejde, hvor opkomlingen Drakan prøver at få tronarvingen Nico dømt for mord.

























