Gensyn med Brønshøj! – sagde vi sarkastisk i vore dogmatiske, socialdemokratiske dage i 80’erne, når vi skulle se tv-serien ’Gensyn med Brideshead’ – og ikke rigtig ville være det bekendt. Men den 11 timer lange tv-serie var faktisk eminent god. Skuespillerne først og fremmest: Jeremy Irons som den vemodige kaptajn Charles Ryder, der under Anden Verdenskrigs rædsler vender tilbage til sin ungdoms Brideshead og endelig tænker over katolicismens nådesbegreb: tilgivelse for al synd, forladelse af al skyld. Også krigens ...
Lys og lattermild
Og Anthony Andrews som den fortabte bøsse Sebastian Flyte, der flygter fra skammen og slår sig ned og dør i Marokko. Charmerende, fristende, ung og lys og lattermild, med sin teddybear som skjold mod verden.
For slet ikke at tale om John Gielguds glimrende performance som faderen til Charles Ryder, excentrisk kold, i ubegribeligt godt humør over sine glasklare perfiditeter, som for længst har slået sønnen ud af kurs. Eller Lawrence Olivier i den centrale rolle som Sebastians lystige far, Lord Marchmain, der drager hjem til Brideshead for endelig, overvundet, at dø med korsets tegn.
