Det fantastiske ved ’House of Cards’ er ikke, at et dumt svin bliver USA’s præsident. Det har vi set før. Frank Underwood, som han hedder, lyver, svindler, dræber og omgiver sig med statsansatte håndlangere, som arbejder på den præmis, at alt er tilladt i kampen om magten.
Det fantastiske er derimod, at vi som publikum holder med ham og måske endda holder lidt af ham. Hvis vi havde set hans historie i en dokumentarfilm, ville vi være lige så chokerede, som vi plejer at være. Men Frank Underwood er stolt af den adfærd, som andre ville skamme sig over. Gang på gang træder han ud af handlingen og kigger direkte ind i kameraet, mens han i monologer forklarer sit program. Kynikeren er som regel en, vi taler om, men her ser han os ind i øjnene og taler til os:
»Synes du, jeg er en hykler? Det burde du gøre. Jeg ville ikke være uenig med dig. Vejen til magten er brolagt med hykleri og menneskelige omkostninger«.
Kevin Spacey, der spiller Underwood, forener sine færdigheder som filmskuespiller med sine erfaringer fra teatret. Det lykkes i de bedste momenter at kombinere vores samtids besættelse af spin og magtspil som konspiration og Shakespeares sans for intrigen som et menneskeligt vilkår.
Den længe ventede fjerde sæson af serien åbner med en mand, der ligger i overkøjen i en fængselscelle og fortæller, mens en anden fange i underkøjen onanerer til hans historie. Den ene mands sande historie bliver til den anden mands egoistiske tilfredsstillelse. Vi har idealerne i overkøjen og begæret i underkøjen.
Manden i overkøjen er Underwoods moralske modstander Lucas Goodwin, som også er seriens største kliché. Den heroiske journalist, som kæmper for sandhed og åbenhed, men er blevet et offer for et ondt komplot. Men som åbningsscene fungerer det overbevisende: Vi ser, at idealisten stadig er i live, selv om kynikeren indtil nu har vundet. Kampen er åben, og manden i underkøjen er både en parodi på det publikum, som elsker gode moraler, og på Frank Underwood, der lever af at fortære andres skønhed.
De første tre sæsoner udfoldede Underwoods kamp fra besejret outsider til præsident for USA. Hans ægteskab med rigmandsdatteren Claire er en eminent finesse i den fortælling: Deres kærlighed er ægte, men den er underordnet deres fælles kamp for magt. De elsker hinanden, men kærligheden er investeret i en strategisk sag. Det chokerende var, at hun forlod ham i slutningen af tredje sæson. Og nu skal Frank vinde hende tilbage.
Hun er taget til Texas for at starte sin egen politiske karriere, mens han er alene i en valgkamp, han ser ud til at tabe. Og han kæmper nu for at vinde Claire tilbage. Spørgsmålet er, om han vil have hende tilbage, fordi han ikke kan vinde uden hende, eller fordi han faktisk savner hende. Og om hun har forladt ham, fordi hun ikke kan udholde kynismen som livsprojekt. Eller fordi hun tror, han vil tabe, og at hans fiasko vil blive hendes nederlag.
Spillet mellem kærlighed og magtkamp driver fjerde sæson dramatisk dybere ind i mørkets hjerne, som stadig frastøder og tiltrækker. Forunderligt, uhyggeligt.
fortsæt med at læse
