Der er ikke noget mærkeligt ved en butik, der sælger luksuriøse sko og tasker.

Der er heller ikke noget mærkeligt ved en dreng på en gyngehest. Og for den sags skyld er der vel heller ikke noget vildt usædvanligt ved en død mand i et svømmebassin.

Ikke medmindre luksusbutikken ligger isoleret i en øde texansk ørken, drengen på gyngehesten befinder sig mellem rytterstatuerne på Trafalgar Square, og den døde mand flyder rundt på en kunstudstilling i Venedig.

Det velkendte på uventede steder
Elmgreen & Dragset er et par kunstnere, der egentlig bare serverer det velkendte. Men de serverer det på de mest uventede steder og måder.

Så faktisk bliver jeg ikke overrasket, da jeg ser Ingar Dragset. Jeg genkender ham fra talrige billeder. Men jeg bliver overrasket over at se ham stige af færgen her på kajen i Rotterdam og begive sig med raske skridt ind i kernen af denne kaotiske, hollandske havneby.

Jeg var sikker på, vi havde en aftale med ham lige om lidt på et nedlagt ubådsværft et godt stykke væk. I den modsatte retning.

»Vi har lidt af en krise«
Planen var, at fotografen og jeg skulle følge Elmgreen & Dragset i nogle dage, mens de forvandlede det afskallede værft til et af deres hidtil største værker. Nu bliver jeg forvirret. Men jeg samler mig og råber: »Hej, Ingar!«.

Han standser, vender sig om og siger:

»Hej«. Med et mystificeret, men imødekommende ansigtsudtryk.

»Vi er fra Politiken. Har Elmgreen ikke fortalt dig, at vi skulle komme i dag?«.

»Næh ...«.

»Du har måske travlt med noget andet?«, spørger jeg.

»Ja, vi har lidt af en krise«, svarer han. »Udstillingsbygningen er ikke færdig, som de havde lovet. Så nu skal jeg ind til et møde med myndighederne, sammen med dem der fra museet«.

Han nikker mod to kvinder, som står på respektfuld afstand og ligner nogen, der lige har fået en skideballe. Det har de vist også.

Dårlige undskyldninger
Lidt efter sejler vi ud til det gamle ubådsværft, hvor Michael Elmgreen til alt held befinder sig. Han er i sneakers og meget smalle jeans og beklager sig over, at Museum Boijmans, som bruger værftet til at udstille i, ikke har gjort bygningen klar. Sådan er det altid.

»Jeg har gennem årene hørt flere dårlige undskyldninger end en hvilken som helst entreprenør«, siger Elmgreen.

»Så du er tit nødt til at skælde ud?«, siger jeg og sender en tanke til de slukørede museumskvinder.

»Ja, og jeg er sgu ligeglad med, om folk synes, jeg er et røvhul. Vi skal have lortet op! ... Jeg skal leve med mit eftermæle«.

Mænd i alt for hvide skjorter
Vi træder gennem et cirkulært hul i den ene gavl og står så i en 50 meter lang gangtunnel af skinnende stål. Det er første del af udstillingen. I den færdige version bliver tunnelen mere snusket, og på halvvejen, for foden af en pengeautomat, kommer der til at stå en babylift, inklusive baby, fortæller Elmgreen.

Tunnelen ender i en gigantisk hal med tagvinduer, der lader dagslyset sive ned over det ghettolandskab, som Elmgreen & Dragset er i færd med at opføre mellem hallens rå og vissengrønne vægge.

Ovenlysvinduerne burde for længst være dækket til. Det er et af problemerne. Et andet er, at store dele af væggen i den ene side af hallen er fjernet. Det har brandmyndighederne sørget for. Mens Elmgreen står og forbander det utilgiveligt lyse, åbne rum, kommer en gruppe habitklædte mænd gående hen over betongulvet.

»Flere af disse mænd i alt for hvide skjorter«, konstaterer Elmgreen, skulende. Så trækker han os med hen til det fire etager høje hus, som dominerer den ene ende af hallen. Huset er bygget af noget, der ligner betonelementer fra DDR.

Vi kigger ind gennem et af vinduerne med lys i. Det er en mennesketom stue med kakkelbord, falmet sofa, døde potteplanter. Bordet flyder med øldåser og cigaretpakker. En grålig, ærmeløs undertrøje hænger på sofaryggen, og tv’et sender en fodboldkamp mellem Tyskland og Tyrkiet. Oven på apparatet står en pokal.

»I det her rum bor en mand, som havde sit highlight, da han vandt en dartkonkurrence«, siger Elmgreen.

Rummet er blot en detalje i udstillingen, som hedder ’The One & The Many’. En udstilling, der handler om drømme. Blandt andet.

Fra kærester til kunstnere
Historien om Elmgreen & Dragset begyndte i København i 1994. Elmgreen skrev digte, og Dragset spillede teater og strikkede. Så blev de kærester, og året efter steg de op på kunstscenen.

I begyndelsen stod den på performancekunst.

»Rimelig dumt, for dengang var det værket, der betød noget. Det var de unge, vilde malere. Ingen lavede performance«, siger Elmgreen, da vi den første dag sidder sammen på færgen tilbage mod bymidten.

Udspring på Louisiana
Deres første værk var en udspringsvippe lavet til en udstilling med skånske og danske kunstnere på Louisiana.

»Vi var ikke de hotteste kunstnere, så der var ingen rum tilbage til os. Men så fik vi øje på det der udsigtsrum og sagde: Kan vi ikke være her? ...«.

Det kunne de godt.

Inde i det lækre Louisiana-rum steg man op ad trinnene til vippen og spænede ud ad den for at kaste sig i Øresunds fristende bølger. Eneste problem var, at man mødte en glasrude på vejen. Bonk!

Louisiana købte siden vippen, som nu er fast installeret i udsigtsrummet.

Det handler ikke om kunst
Ligesom Elmgreen & Dragset er fast installeret i den danske kunstverden. Men muligvis uden at særlig mange har opdaget det. For de flyttede hurtigt til Berlin og har gjort sig mere bemærket ude i verden end på deres nordiske hjemmescener.

»Det slår mig, at I aldrig selv laver noget med jeres hænder«, siger jeg, idet en flodpram glider forbi. »Bestiller I ikke andet end at fortælle andre, hvad de skal lave?«.

»Njarh, vi starter med at tegne nogle skitser. Vi sidder ikke bare foran computeren«, siger Elmgreen.

LÆS OGSÅKunstfilm vil ikke afsløre meningen med skamrost duo

»Vi er ikke specielt stolte af vores tegneevner. Men det handler ikke så meget om materialet. Det handler heller ikke så meget om kunst ...«.

»Hvad handler det så om?«, siger jeg.

»Altså, jeg oplever hverken mig selv som sandsiger eller som en gudbenådet kunstner med en udødelig ånd. Jeg har talent for at lave noget, som er forholdsvis seværdigt for det brede publikum. Man skal ikke føle, man skal have læst en teoribog for at se vores udstillinger. Jeg elsker, når folk kommer ind og bare oplever det«.

Det er sammenhængen der overrasker
Alle kan se, at et højhus er et højhus. Det er sammenhængen, der overrasker. Rammen, det velkendte optræder i.

»Som for eksempel når en lastbilchauffør kører forbi vores Prada-butik i ørkenen i Texas. Det er direkte kommunikation«, siger Elmgreen.

»Vi laver underholdning, som ikke er fordummende. Vi giver muligheden for at møde noget virkeligt, noget tredimensionelt ... Folk kan føle: Hallo, der er nogen, der har lavet det her for mig! Det er ikke kun en fjern virkelighed, der handler om en oversvømmelse i Japan eller et royalt bryllup i London. Nej, det sker for øjnene af mig!«.

Færgen er i havn. På kajen møder vi Dragset. Nu smiler han.

»De har lovet at fixe de ovenlysvinduer i en fart«, siger han.

Alt bliver hvidt
Ubådsværftet den følgende dag: Vi står og stirrer op mod loftet cirka tyve meter over vore hoveder. Nogle mænd er i fuld gang med at sværte vinduerne til med sort maling. Hverken Elmgren eller Dragset ser videre tilfredse ud.

Udstillingen skal åbne om ti dage. Og der mangler stadig en masse. Hallen er fyldt med kraner og håndværkere. Bag højhuset står et muntert gult og blåt pariserhjul fra et omrejsende tivoli.

»Det skal males hvidt«, siger Elmgreen. »Alt bliver hvidt«.

»Som i en spøgelsesby?«, siger jeg.

Det svarer han ikke på. Han bevæger sig rundt i hallen med rastløse, lidt leddeløse bevægelser. Peger. Forklarer. Og tænder med regelmæssige mellemrum en Gauloise med filter. Det samme gør Dragset.

»Hvordan begyndte det her projekt?«, spørger jeg.

»Vi så rummet og tænkte: Her skal noget stort til ... Måske kan vi opnå noget ved at gøre det mørkt? Skabe en ny tidszone«, siger Elmgreen. »Så kiggede vi ned på gulvet og syntes, det lignede en gade i Bronx. Og så tænkte vi: Hvorfor ikke forstærke karakteren af det, der allerede er, i stedet for at gøre det til noget, det ikke er?«.

»Den her udstillingsbygning skal også være med til at gøre havnen til et rart sted ... Så kommer vi og bygger lidt elendighed ind«, siger Dragset.

»Det er aldrig sjovt at opfylde folks forventninger«, siger Elmgreen.

Forbundne pissoirer
Det er der nok ingen fare for, at den her udstilling gør. Det er sidste del af en trilogi. Første del var ’The Welfare Show’ i London i 2006.

Her plantede duoen med en række isnende tableauer en vis tvivl om velfærdsstatens sundhedstilstand. Glemte babyer. Defekte trapper. Kustoder, der passer på kustoder ...

Udstillingen handlede også om kunstens rolle, og denne vinkel blev endnu mere udtalt i trilogiens anden del, ’The Collectors’, som var det danske bidrag til biennalen i Venedig for to år siden.

Her byggede Elmgreen & Dragset et rigt udstyret kunstsamlerhjem, hvor kunstsamleren selv beklageligvis lå og flød i livløs tilstand ude i poolen.

»Den her velfærdsstat er ved at gå i opløsning. Vi er ligeglade med de svageste«, siger Elmgreen.

Indgang.  Man kommer til udstillingen i Rotterdam gennem en 50 meter lang tunnel af stål, som ender i en gigantisk hal. Herinde findes det ghettolandskab, som er Elmgreen & Dragsets værk. Med enlige mødre og trækkerdrenge. Blandt andet. Og et helt højhus fyldt med drømme inde bag vinduerne. »Og folk har en meget mere løsagtig måde at skabe deres identitet på i dag. Man er ikke længere stolt over at være tredjegenerations stålarbejder, at være en del af samfundet. Det gælder om at skille sig ud. Man er en taber, hvis ikke man er star. Derfor hedder udstillingen ’The One & The Many’ ... Hvis du laver et samfund af enere, er det dømt til at fejle«.

»Ja«, supplerer Dragset. »Det duer ikke, hvis alle vil synge solopartiet«.

Pariserhjulet bliver mere og mere hvidt. Henne ved den fjerneste bagvæg er nogle mænd ved at installere to pissoirer i en hvid container. Pissoirernes afløb forbindes med hinanden, så man kan stå og drømme, mens man på civiliseret vis pisser på hinanden.

Højhuset har været udstillet tidligere i Karlsruhe, men optræder her i Rotterdam som et led i en langt større installation. Navnene ved ringeklokkerne skiftes fra tyske til hollandske. Man kan ikke gå ind i huset, kun kigge ind udefra. I opgangen holder en kørestol.

»Den tilhører nok ham med dartpokalen«, siger Elmgreen.

Søn af utilregnelige forældre
Jeg lokker Elmgreen & Dragset med hen i en krog for lige at få et par ting på plads. Jeg vil for eksempel gerne vide, hvorfor der altid dukker forladte babyer, udspringsvipper og sønderbrudte trapper op i deres værker.

»Den defekte trappe handler om den falske tilgængelighed til kunsten og til bureaukratiet ... nogle gange også til noget menneskeligt ... Det er noget med, at man bilder folk ind, de har en masse muligheder, som de ikke har«, siger Elmgreen.

Tre af Elmgreen & Dragsets vigtigste værker

Prada Marfa. Opført i 2005 i ørkenen nordvest for Valentine, Texas. Få dage efter åbningen blev 6 håndtasker og 14 højresko stjålet. Værket er igen intakt.

The Collectors. I 2009 skabte duoen rammen om den dansk-nordiske pavillon på Venedig-biennalen. Voksmanden i poolen var kunstsamler.

Powerless Structures. I 2012 afsløres Elmgreen & Dragsets skulptur på Trafalgar Square. Den skal stå mellem pladsens krigsmonumenter i to år.

»Vi fornemmer, at folk ikke længere føler, de har en stemme, at de ikke bliver hørt mere. Vi tager velfærdssamfundets ændringer ... og måske dets undergang ... op til debat. Men uden at hænge nogen ud«, siger Dragset.

Elmgreen tilføjer døden på min liste over tilbagevendende temaer.

»Vi har også lavet noget med nogle lig, der stikker benene ud af køleskabe. I et lighus. Det var på en udstilling, vi lige har haft i Paris. Døden er jo ikke noget, der skal snakkes om«, siger han.

»For nogle år siden døde min storesøster på sygehuset i Silkeborg. Det var cancer. Fra sin seng kunne hun se et skilt. Der stod: ’Husk at smide de brugte gummihandsker i affaldsspanden!’. Det var det sidste, hun læste. Og det er nogenlunde så klinisk, man behandler døden i vores kulturkreds«.

Søsteren var den eneste slægtning, Elmgreen havde en smule kontakt med. Han er ud af en kuldsejlet familie. Faderen var en velhavende fabrikant, men tabte det hele. De boede på Roskildevej i Valby ... næsten på Frederiksberg.

»Min mor var meget snobbet, men havde ikke noget at køre det af i. Hun havde ’nerver’. Hver gang jeg ser et juletræ, får jeg et stik i hjertet, fordi det i min verden står for en kombination af rødvin og nervepiller«.

Michael Elmgreen opgav sine forældre som 7-årig. Da han blev 16, erklærede han sine forældre for »vildt utilregnelige« og flyttede på kollegium.

Så hvem fik mon ideen til den der forladte baby?

»Det var vist Michael ... Han er nok den sorteste af os«, griner Dragset. »Men nogle gange er det svært at huske, hvem der fik ideen«.

»Det er noget med, at man simpelthen ikke må glemme en baby«, siger Elmgreen. »Vi kalder også vores forladte babyer for ’Modern Moses’. Da jeg var lille, var jeg sikker på, jeg var blevet fundet i en sivkurv i Utterslev Mose. Og at det var de forkerte, der havde fundet mig«.

Ingar Dragset er fra Trondheim og indehaver af en ret så traumefri baggrund, siger han. Moderen er skolelærer. Faderen forretningsmand. Og de tog det pænt, da sønnen sprang ud som kunstner og homoseksuel.

»De havde aldrig før mødt en homoseksuel – og skulle også lige lære nogle ting om samtidskunst«, siger Dragset. »Jeg flygtede ikke fra dem, men der var ikke rigtig var nogen fremtid i Trondheim. Der var godt nok en bøsseklub, men den havde kun åbent en gang om ugen«.

Så Dragset flyttede til København.

Et rum fyldt med Ikea-møbler
Bag alle oplyste vinduer i højhuset findes enten et fjernsyn eller en computer. Bortset fra et værelse på første sal med et lysende akvarium fyldt med plastikfisk.

Et rum er fyldt med lutter Ikea-møbler, og skærmen viser ’X Factor’. I et andet rum står en globus og lyser, mens der kører et rejseprogram i fjernsynet.

LÆS INTERVIEWHypet kunstnerduo: Her skabes vores identitet

Oppe på anden sal bor en form for terapeut med et skelet stående i vinduet. Ved siden af den tidligere dartmester i stueetagen bor familien Wong fra Vietnam. I deres køkken kører noget larmende karaoke.

En ung bøssefyr er tilsyneladende den eneste af husets beboere, der er hjemme. Han ligger i voksudgave og krummer sig sammen på en madras, mens den bærbare er slået op på et datingsite. Virkelige mænd skriver hede breve til voksfigurens profil: »Hvor har du smukke øjne!«.

Bare rolig, bladene bliver brune
»Det er egentlig eskapisme på forskellige måder«, siger Ingar Dragset, da han et øjeblik standser op ved siden af mig. Han udstråler en koncentreret ro.

»Det ligner mest en filmkulisse«, siger jeg.

»Ja, det gør det på en måde ...«, siger Dragset.

»Hvorfor laver I ikke bare film?«.

»Vi synes, det er sjovere, at folk laver deres egne historier. Det er der ikke så mange steder, man kan. Vi giver folk oplæg til historier ...«.

Bag pariserhjulet er der en parkeringsplads med gadelamper og en bænk i beton. En ekstra-ekstra lang hvid Lincoln-limousine årgang 1992 står i et hjørne af pladsen og ser kasseret ud.

Der er også et magert træ, indhegnet, med grønne blade, der giver scenariet et strøg af noget livsbekræftende.

»Træet har ingen rødder, så bladene bliver brune, inden udstillingen åbner«, forklarer Dragset.

Kærester i ti år
Elmgreen & Dragset var kærester i ti år. Derefter fortsatte de som partnere i kunsten. Dragset bor fortsat i Berlin og holder øje med værkstedet, hvor der altid er mindst fem personer på arbejde. Elmgreen er flyttet til London. De har begge nye kærester.

»Det blev for meget både at arbejde og rejse sammen og dele økonomi og venner ... alt! I løbet af 10 år gjorde vi alt det sammen, andre mennesker bruger 50 år på. Nu tanker vi op andre steder, og det har været en fordel for vores samarbejde«, siger Michael Elmgreen.

Det er sidst på eftermiddagen. Ubådsværftet fyldes af unge mænd i joggingtøj og badesandaler og unge kvinder med hestehale og mobiltelefon. De skal til audition.

To trækkerdrenge og en enlig mor
Elmgreen & Dragset vil befolke ghettoen med et par trækkerdrenge og en enlig mor med tom klapvogn. De skal blande sig med publikum under udstillingen. Et teater i Rotterdam har hjulpet med at finde performere. Nu skal de rigtige udvælges.

Drengene optræder to og to. De snor sig, indbydende og udfordrende, mellem os, der er til stede i hallen.

»Vi har sat noget i gang, vi slet ikke kan håndtere«, griner Dragset, da drengene byder sig til. Selv Elmgreen virker overvældet.

To af fyrene smider deres T-shirts. Spiller med musklerne. Går helt tæt på mig, mens jeg står og noterer.

»For den rigtige pris kan du se resten af os«, siger den ene.

Jeg mærker en vis forfjamskelse. En af fyrene kaster sig på betonen og tager armbøjninger. Med bar overkrop. Elmgreen & Dragset er ved at styrte i gulvet af grin.

Under udstillingen vil der også konstant stå nogle mekanikerlærlinge og rode med den grundstødte limousine. Lige nu er de her for at besigtige vognen. To af dem sidder i de slidte lædersæder i den mere end rummelige kabine.

»Jeg ville ikke have noget imod at køre rundt i byen i den her«, siger den ene, drømmende.

Aldrig for sent at sige undskyld
Om formiddagen den tredje og sidste dag følges vi med Elmgreen & Dragset hen til Rotterdams kontor for skulpturer i det offentlige rum.

På kontoret tager en fuldendt kommunalt udseende dame imod. Hun vil gerne have detaljerne på plads vedrørende en ny skulptur af kunstnerduoen foran rådhuset. Den skal afsløres samme dag, som udstillingen på værftet åbner.

Skulpturen består af en granitsokkel, hvorpå der står en montre i stål og panserglas. Inde i montren befinder sig en gammeldags megafon. Og præcis klokken tolv hver eneste dag i det kommende år vil en midaldrende og halvskaldet mand åbne montren, tage megafonen ud og råbe ud over Rotterdam:

»IT’S NEVER TOO LATE TO SAY SORRY!«.

To mænd skal skiftes til at råbe i megafonen. De er også med til mødet. Nummer et hedder Wim. Han er kunstner om formiddagen, megafonråber til middag og postbud om eftermiddagen.

»Efter et år vil Rotterdam blive den mest uskyldsrene by i verden«, siger Elmgreen. Der nikkes bordet rundt.

Elmgreen & Dragset har altid en del at se til. De åbner snart to udstillinger i München. De har skrevet et teaterstykke, som skal opføres i New York til november. ’Happy Days in The Art World’, hedder stykket, som er en slags absurd teater »om to kunstnere i midtvejskrise, som ikke rigtig ved, hvor de er ...«.

Og så skulle de også have udstillet på kunstmuseet ARoS i Aarhus efter sommerferien, men den udstilling gik i vasken. Elmgreen & Dragset følte ikke rigtigt, at museet var engageret i projektet.

»Og så kan det jo være lige meget«, siger Elmgreen, som lige får lyst til at give ARoS-direktør Jens Erik Sørensen et rap over nallerne: »Han er ukultiveret ...«.

Det bliver en lang aften
Da vi lidt over middag når ud til ubådsværftet, er hallen blevet mørkere. Men ikke mørk nok. Elmgreen skruer op for temperamentet .

»De ovenlysvinduer SKAL ordnes i dag. Så det bliver en lang aften«, snerrer han til manden, der har ansvaret for at bygge det hele op.

Pariserhjulet er heller ikke i orden. Ganske vist er det næsten helt hvidt nu, men der mangler nogle lyspærer. Det burde Museum Boijmans have klaret, forstår man på Elmgreen. En af museumskvinderne står lige foran ham.

»Vi har VIRKELIG brug for, at der er lys på«, siger danskeren. »Så hvis du ikke kan klare det, må vi få nogle andre til det«.

Politiet kun tilkaldt en gang
»Det er mest Michael, der skælder ud, eller hvad?«, spørger jeg Dragset.

»Han bliver nok mest hidsig, ja. Men det har også noget med engagement at gøre. Og håndværkerne er vant til det. Jeg er nok mere udglattende«, tilstår nordmanden.

»Hvordan har I det så indbyrdes ... I har arbejdet sammen i 16 år. Får I aldrig lyst til at rive hovederne af hinanden?«, spørger jeg, da der igen er faldet lidt ro på.

LÆS OGSÅDen Lille Havfrues bror er fanget i debat

»Jo, det er underligt, at vi stadig er live«, siger Dragset.

»Men politiet har trods alt kun været tilkaldt én gang«, falder Elmgreen ind.

Seks betjente og en låsesmed
Det var i 1999 i New York. De udstillede på et galleri i Harlem, boede i en lejlighed i Queens og havde købt et gør det selv-sæt, der hed ’Den lille murermester’, for at kunne bygge en pejs til de hjemløse i Harlem.

»Vi var totalt squeezed og trætte og udkørte, når vi kom ud i lejligheden. Og så kom vi op at slås«, siger Elmgreen.

»Vi smadrede stole og dørkarme«, siger Dragset. »En nabo ringede efter politiet, men vi spillede bare unge og uskyldige fra Norden, da de kom«.

»I dag køber vi bare en flaske rødvin og går ud og shopper«, siger Elmgreen.

Dengang i Harlem havde de for øvrigt også en forladt baby med. Den sad i en bil, der var parkeret uden for galleriet. Seks betjente og en låsesmed mødte op for at befri barnet ... som jo var af voks.

Vi sidder i udkanten af den stadig mørkere ghetto. Et par mænd roder med en neonreklame, der skal op at hænge.

»Det er størstedelen af den europæiske civilisation, der ser sådan her ud«, siger Elmgreen og vifter med hånden i retningen af installationen.

»Peger I ikke bare fingre ad de mennesker, der bor sådan et sted?«, spørger jeg.

»Nej, vi peger ikke fingre«, siger Elmgreen med eftertryk.

»Der er ingen fordomme i det her. Der er en stor medfølelse i det fra vores side. Hvis du arbejdede bag kassen i Netto og boede sådan her, så ville du også se ’X Factor’, fordi du er nødt til at drømme om et eller andet. Du er sgu nødt til at flygte fra virkeligheden for ikke at begå selvmord«.

»Nogle mennesker vil måske synes, det her virker lidt overdrevet ...«, begynder Dragset, så afbryder Elmgreen ham:

»Men det kunne lige så godt være mig, der boede sådan her ... Hvis ikke du havde fundet mig i moseskurven, Ingar«.