»Da jeg blev stillet overfor denne her opgave prøvede jeg at beslutte mig for ikke at vælge et foto, der var skønt i klassisk amatørfotografisk forstand«, fortæller Svend-Allan Sørensen, der er ugens overdommer på fotoudstillingen Myplace.

»Men kommentaren ved dette foto får mig alligevel op af stolen. Fotografen skriver: 'Den meget smukke Esrum Sø, som på dette billede skæmmes af et grimt menneskeskabt udløbsrør'«.

Sørensen undrer sig over fotografens syn på udløbsrøret:

»Jeg tænker på, hvorfor man kan blive stødt af et rør af brændt ler, der er slebet og nedbrudt af naturen?«

Det grimme gøres smukt
»Grunden til, at jeg vælger dette billede er, at der ligger et natursyn til grund for optagelsen ... Det er interessant, at fotografen ikke vælger at forgrimme, det modsatte af at forskønne, det rør, der der kommer ud nederst i billedets venstre hjørne«, siger han.

»Det grimme gøres virkelig smukt. Det grimme, som sikkert er lavet af organisk ler, ser ud til at være i harmoni med naturen. Det grimme glider ligesom ind i det skønne. Både kompositorisk og koloristisk«, siger Svend-Allan Sørensen.

Sådan lyder ordene fra denne uges dommer, der selv inddrager naturen i sin kunst.

Som deltager på udstillingen KURS: HAVNEN, HØJEN, SØEN, TORVET, TRÆET bidrog han med en kæmpestor lokkeand, der blev sat ud på Sorø Sø.

SE BILLEDER HER og HER (Eksterne links)

Som bidragyder til bogen Af Sted, hvor mere end 100 forfattere, kunstnere og komponister reflekterer over de samme fem temaer, havnen, højen, søen, torvet og træet, har han skrevet om kunstneriske skildringer af de fem steder, som betyder noget særligt for ham.

Kan du nævne en kunstnerisk skildring af en havn, der særligt tiltaler dig?

»Nu har jeg en forkærlighed for Carl Johan Forsbergs maleri af Sønder Ho Havn, men jeg kommer også til at tænke på et tårevædet maleri af nogle udvandrere der tager afsked med familien i København. Og man ved jo godt, at deres gamle mor når at dø af savn, inden de får skrabet penge sammen til at komme hjem igen«.

SEND DIT FOTO IND via myplace-hjemmesiden(eksternt link)

»Og så må jeg sige at Birthe Wilke & Gustav Wincklers Skibet skal sejle i nat altid har haft en vis plads i mit HJERTE. Den sang er så overdreven stereotyp, at den ganske er lige til det sentimentale højreben. Og nu genser jeg den lige på Youtube (eksternt link)«.

»For mange år siden hørte vi den til en fest på Kunstakademiet og en af mine meget gode venner – vi var ikke særligt ædru – betroede mig, at den sang altid fik ham til at 'graaaj' (græde udtalt på sønderjysk). Og vi var et par havne-kammersjukker. Så dén sang og dét maleri er nok de bedste havneværker, jeg kender.«

UGENS INTERVIEWPERSON

Svend-Allan Sørensen (f. 1975) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2002.

Han har blandt andet udstillet på Vestsjællands Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum, Fyns Kunstmuseum, KunstCentret Silkeborg Bad, Esbjerg Kunstmuseum, Den Frie Udstillingsbygning og Overgaden – Institut for Samtidskunst.

Han har desuden lavet omslag til Lone Hørslevs bøger 'Lige mig' og 'Fjerne galakser er kedelige' og til Olesen-Olesens plader 'Kain og Abel' og 'Solsort og forstærker' (med Peter H. Olesen).

LÆS også anmeldelse af udstilling fra januar

Foto: Tobias Selnæs Markussen

»Og nu vi er ved en havn, så ser vi sikkert sikkert også den Hvide Måge ... (red: en anden klassisk Gustav Winckler-sang om mågen som budbringer for sømænd)«.

»Højen er en lille lyd«
Hvad er det interessante ved højen som kunstnerisk motiv?

»Sådan lige i skrivende stund kan jeg kun se en gravhøj for mig. Og sådan en peger på den danske kulturarv. Og den kan jo i politisk forstand være en smule farlig. Der er noget med nogle nationale strenge, der sidder på en guitar, det ikke helt er comme il faut at spille på pt.«

»Men hvis jeg nu skulle droppe det politiske, så er der det simple ved højen som motiv, at den bryder den ret lige horisontlinje, som Det Danske Landskabsmaleri måske nok har for vane at have. Den er sådan et lille bump, en lille lyd som lyden af en banjo.«

Søen rummer »både natur og kultur«
Hvad er det særlige ved søen?

»Jeg er ikke noget vand-menneske, omend jeg er født i vandmandens tegn, men der er jo sådan et eller andet med, at søen er et minihav, hvis nu man ser bort fra, at det oftest er ferskvand. Man har fisk og ænder, nogle blishøns og måger ret tæt på. Og dem man kan så sidde og glo lidt på. Det er ret interessant, at søer kan være naturlige og kunstige. Det kan torve ikke. Der findes kun den kulturelle variant. Søen rummer så at sige både natur og kultur i sig, og det synes jeg er interessant.«

Her i efteråret har du sat en kæmpestor lokkeandpå 2,5 meter ud i Sorø Sø som dit bidrag til udstillingen KURS: HAVNEN, HØJEN, SØEN,TORVET, TRÆET – hvorfor det?

Sjovt at drille naturen
»Tanken bag lokkeanden kommer fra nogle forskellige steder, som mødtes oppe i mit hovedet i vinter. Det første input er et udklip fra National Geographic, hvor man ser sådan en amerikansk gåsejæger med fuldskæg og halvlangt hår (han ligner mig). Den her jæger ligger på en mark og læner sig opad en overdimensioneret canadagås i lokkeudgave. Den er virkelig amerikansk. Bondsk og megalomant udført«.

»Og det andet er, at jeg synes det kunne være lidt sjovt om man kunne drille naturen lidt. Kunne man få søens andrikker til at vokse sig ekstra store? Kunne man jage dem væk? Dybest set var jeg godt klar over at der nok ikke ville ske en bjælde, men jeg kan godt lide at lege med nogle latterlige idiotiske tilgange«.

»Det er ret dumt at bruge fire måneder på at gå og lave sådan en stor drønnert, velvidende at den nok er nyttesløs. I disse klima og gensplejningstider kunne man nok også få den tanke at der er gået et eller andet rivruskende galt et eller andet sted i naturen. Det må man gerne forestille sig. Dybest set er lokkeanden lavet af en fantast med en konceptuel tilgang til kunst, fugle og natur«.

På landets torve finder man gerne en eller anden skulptur eller anden form for kunstværk – hvad gør kunst på torvet interessant?

»Nu er jeg slet ikke sikker på, at jeg synes der skal stå skulpturer på landets torve. Jeg kender kun ganske ganske få, som jeg er glad for. Jeg har i bogen Af Sted skrevet om Erik Nyholms blå keramiske skulptur i Bjerringbro, og den er helt klart en favorit. Men der er også det meget smukke clash af Svend Wiig Hansen og Robert Jacobsen på Flakhaven i Odense«.

»Men faktisk er jeg ikke helt vildt tosset med kunst i det offentlige rum a la torve (der røg den kommunale udsmykningsopgave, Hr. Sørensen!). Sæt nogle mindeplader op over folk, der har gjort noget godt for lige præcis det sted i stedet!«, siger Svend-Allan Sørensen.

L.A. Rings maleri
Kan du nævne en kunstnerisk skildring af træer, der særligt har betydning for dig?

»Ja, der findes et maleri af L.A. Ring, som Dronningen ejer, der er ret fantastisk. Ikke fordi hun ejer det, men fordi det er helt vildt fantastisk rent malerisk, rent kunstnerisk. Det forestiller nogle elle-rødder i en sumpet mose (red: L.A. Ring: Elletrunter, 1893). Jeg forestiller mig, at det er malet på den årstid, vi har nu, eller i det tidlige, smattede forår. Det er ret Kirkeby'sk«.

»Jeg har atelier i et kolonihavehus og på vej derud kører jeg ad en grusvej, hvor jeg passerer et smattet søle, der minder om det. Vi kender det alle sammen. Træernes rødder er synlige, jorden er smattet, visse steder står der 10 cm vand. Der er sikkert også et par krager til stede«.

»Jeg har set maleriet én gang, nej to faktisk, på L.A. Ring udstillingen på Statens Museum for tre år siden. Først med min gode ven og kollega Svend Danielsen, det var et meget hurtigt, improviseret visit og tilmed, eller måske derfor, en helt forrygende oplevelse at se udstillingen. Anden gang var sammen med mine tidligere studerende. Jeg tror, at dét maleri er et af de absolutte bedste, i hvert fald på top 3, over den danske kunsthistories træ-malerier.«

»Skulle jeg nogensinde blive kaldt op til Dronningen, tror jeg nok at jeg kunne tænke mig at gense maleriet og måske få en sludder med hende om det!«.