Nærmest i takt med, at salget af musik i Danmark rasler ned for efterhånden at være forsvindende småt, sætter vi pris på de hjemlige toner som aldrig før.

En demonstration af, hvor tom en gestus tidens trang til at arrangere prisfester er.

Søndag aften nåede tendensen uanede højder, da Danish Music Awards blev uddelt ved et nærmest hemmeligt arrangement i Bremen i København.

LÆS OGSÅ Medina blev den store vinder ved musikkens prisfest

I bestræbelserne på at sætte pris på den musik, ingen gider købe, har både TV 2 med Zulu Awards og DR med P3 Guld for længst fået deres egen prisfest at transmittere, så ingen gider vise musikbranchens officielle award show i tv.

Hvilket måske er meget heldig for den musikbranche, som mange gange har vist, at den ikke giver mange usælgelige cd-skiver for sin egen værdighed.

For dog at toppe det hele søndag aften, hvor popstjernen Medina blev belæsset med hele 6 musikpriser.

Fælles fodslaw
For første gang var alle de officielle danske musikpriser ellers slået sammen til en fest.

Et signal om fælles fodslaw, en ny seriøsitet og tyngde i arrangementet. En nødvendighed i et land, hvor musik netop er fjernet fra skoleskemaet.

Desværre gik kursen uden om navne som Nephew, Kashmir, Mew og Rasmus Seebach, der alle var nomineret i den mest prestigefyldte kategori om årets danske album. Prisen gik ligesom 5 andre til Medina og hendes ’Velkommen til Medina’.

Hverken kvalitet eller fakta
For Nephew, der med ’Danmark/Denmark’ har leveret et originalt og blivende mesterværk med internationalt udsyn i dansk musik, og Mew, der med ’No More Stories’ leverer en slags comeback af uhørt kvalitet, er vurderingen noget nær tragisk.

Tydeligere kan det vist ikke siges, at juryen bag Danish Music Awards i hvert fald ikke primært lægger kvalitetsmæssige argumenter til grund for sine vurderinger.

LÆS OGSÅNephew begår moderne mesterværk

Heller ikke fakta synes at spille synderligt ind på prisuddelingen. Medina, der debuterede i 2007 med albummet ’Tæt på’, fik nemlig på forunderlig vis også prisen som årets nye navn.

Mens manden bag årets indiskutabelt mest massive gennembrud som solist, Rasmus Seebach, måtte tage til takke med en pris, Medina trods alt vanskeligt kunne få, nemlig som årets mandlige kunstner.

Ikke nogen Gaga
Lad os straks slå fast, at der ikke er noget som helst galt med Medina. Sangerinden har skabt sit eget letbitre popunivers med stor elegance og kolossale salgstal herhjemme og efterhånden også i udlandet.

Men originalt eller grænseoverskridende som eksempelvis Lady Gaga eller Kelis er Medina ikke. Og egentlig er det mere synd for sangerinden end misundelsesværdigt, at hun blev genstand for en så dilettantisk overdreven fejring.

LÆS OGSÅLady Gaga sprængte mødommen på Jyske Bank Boxen

Det er ikke Medinas fejl. Men Danish Music Awards 2010 minder til fulde om katastrofen i 2002, da Safri Duo ligeledes fik 6 priser. Hvilket måske også lige var en anelse overdrevet, alle trommeduoens kvaliteter ufortalt.

Pop på hjernen
Den absurde fordeling af priserne signalerer, at vi i Danmark stadig er så benovede over international opmærksomhed til hjemlige popnavne, at vi nærmest kvæler stjerneskuddene i ros.

En komisk og provinsiel reaktion i nogle år, hvor dansk musik (fra undergrunden) er genstand for stærk og berettiget interesse fra mange lande i Europa med Tyskland i spidsen.

I sammenligning med denne spændende udvikling minder Medinas mange priser som navlepillende bevidstløshed i en andedam med pop på hjernen.

Til at hulke over
I 2002 førte prisregnen over Safri Duo til dannelsen af musikkritikernes egen pris, Steppeulven, som i mellem tiden er blevet reduceret til at være en lille del af Danish Music Awards.

Nu indgår flere anmeldere (blandt andre undertegnede) i afstemningen til den officielle musikpris. Alligevel er noget gået helt galt, og Danish Music Awards har kun medvirket til at bringe dansk musik længere væk fra et kulturliv, man kan tage alvorligt og være stolt af.

LÆS OGSÅ Medina fører nominerings-ræset til prisfest

Det er ikke bare ærgerligt og skammeligt, men til at hulke over i en tid, hvor dansk rock og pop rummer kvalitet, variation og originalitet som vel nærmest aldrig før. Det er bare ikke navne som de nævnte, Trentemøller, Fallulah, WhoMadeWho, Spleen United, Volbeat eller Aura, vi sætter pris på.

Så er det jo godt, at de gør det ude i den store verden, hvor udsynet heldigvis er bredere end til blot at sige: Velkommen til Medina ...