Det blev modtaget med en vis jubel.

Sangstjerner som Cliff Richard, Shirley Bassey og The Who’s Roger Daltrey kippede med flaget og glædede sig over de »ekstremt gode nyheder«, da EU i september gennemførte et direktiv, der forlænger ophavsretten på musikoptagelser fra 50 til 70 år.

Det betyder, at musik fra 60’erne nu er beskyttet frem til 2030’erne.

»Der er titusinder af små musikere, hvis uafhængighed hviler på den smule royalty, de får som pension«, sagde Roger Daltrey til avisen The Independent.

Også i Danmark jublede man, og Dansk Artistforbund udråbte det som »en stor sejr for danske musikere og sangere«.

En fejl
Men på universiteter i hele Europa sidder eksperter i ophavsret og undrer sig. For de har regnet sig frem til, at direktivet i meget ringe grad hjælper de mennesker, det påstår – nemlig de mindre kendte studiemusikere, som er afhænge af rettighederne i deres livs efterår.

Nu tilslutter en af Danmarks førende eksperter på området sig kritikken.

»De saglige argumenter er meget svære at få øje på, hvis de er der overhovedet. Det er ikke til at se, hvad samfundet får ud af det her«, siger Thomas Riis, professor i innovationsret og retsøkonomi på Københavns Universitet.

Han forklarer, at udvidelsen er et forsøg på at skabe ligestilling mellem musikerne og komponisterne. I 1990’erne forlængede man komponisternes rettigheder til 70 år efter døden.

»Heller ikke dengang var der nogen saglige argumenter. Man lavede en fejl dengang, og for at den ikke skal se så tydelig ud, så laver man den en gang til«.

Forlænger pladeselskabernes monopol
Konkret mener han, at direktivet, som skulle støtte aldrende kunstnere, mest af alt sørger for en fortsat pengestrøm til pladeindustriens slunkne pengekasser.

Det samme siger Martin Kretschmer, der leder centeret for intellektuel ejendomsret på det britiske Bournemouth University.

»Hvis du ønsker at give støtte til pladeindustrien med forbrugernes penge, så er direktivet en god idé. Det er blevet gennemført med argumenter om, at ældre musikere mister penge, og at ophavsret er godt for kreativiteten. Men hvis du ser på detaljerne, er virkeligheden den, at man forlænger monopolet på et katalog af sange, der ejes af de fire store pladeselskaber«, siger han.

72 procent til industrien
Allerede da forlængelsen oprindelig blev foreslået tilbage i 2008, udgav han sammen med 90 andre førende forskere i ophavsret en fælles erklæring, der gik i rette med EU’s planer.

Her regnede de sig frem til, at 72 procent af den indtægt, forlængelsen skaber, vil gå til pladeselskaberne, 24 procent til den rigeste femtedel af musikerne og altså blot 4 procent til de resterende 80 procent af musikerne, som direktivet skulle sikre en indtægt.

EU’s eksperter afviser tallene i et hidtil ikke offentliggjort notat, som EU-kommissionen har sendt til Politiken, men ifølge den akademiske verden tilbageviser notatet ingenting.

Branchen: Det er retfærdigt
»Hvis EU virkelig ville forbedre kunstnernes vilkår, burde man regulere deres pladekontrakter og kun forlænge beskyttelsen til kunstnerens levetid – og ikke forlænge rettighederne for pladeselskabet«, siger Martin Kretschmer.

Ifølge EU-kommissionen er det rimeligt, at musikselskaberne får del i indtægterne, for det kan hjælpe dem til at klare sig i en tid med dalende indtjening.

Og musikselskabernes brancheforening, IFPI, synes heller ikke, at de får noget, de ikke har fortjent.

»Det er helt rimeligt, at musikselskaberne får en kompensation. Om de virkelig får 72 procent af indtægterne, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet, synes jeg ikke, der er noget odiøst i det«, siger Jakob Plesner Mathiasen, der er direktør i IFPI Danmark.

»Det er musikselskaberne, der har investeret i musikken og dens markedsføring for længe siden. Og så skal man ikke glemme, at selskaberne geninvesterer cirka 30 procent af deres indtægter i nyt talent«.

En skævvridning
Også Dansk Artistforbund holder fast i, at forlængelsen er en god idé:

»Vores udgangspunkt har været at beskytte vores udøvende musikere og sangere. Komponisterne er beskyttet i 70 år efter deres død. Hvorfor skal de, der har sunget og markedsført musikken, ikke også beskyttes?«, spørger forbundets formand, Lena Brostrøm Dideriksen.

Men hvis langt de fleste indtægter går til pladeselskaberne, er det så den rigtige måde at sikre kunstnerne?

»Hvis det er rigtigt, er det selvfølgelig en skævvridning, som er ærgerlig«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken