Annonce
Annonce
Annonce
Musik 30. maj. 2012 KL. 21.34

Ekstravagant homoband: Madonna laver musik til børn

Scissor Sisters laver stadig popmusik til voksne mennesker, mener forsanger Jake Shears.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Scissor Sisters

Opstået i New Yorks bøsse- og klubmiljø.

Albumdebut i 2004. Har lavet hits som ’I Dont Feel Like Dancing’, ’Laura’ og ’Take Your Mamma’.

Gruppens fjerde album, ’Magic Hour’, udkom i mandags.

Til tunge discorytmer vrider Scissor Sisters’ forsanger sig på scenen.

Koncerten i London er lige begyndt, men på balkonen er to unge fyre allerede begyndt at svinge hofterne smidigt i takt, mens de fletter fingre.

En kvinde, der kunne være deres bedstemor, henvender sig til dem og beder forsigtigt, om de ikke vil sætte sig ned. Et par rækker bagved sidder hendes mand tungt i det bløde sæde, og her bliver han siddende resten af den festlige koncert.

Da Scissor Sisters spiller en blanding af deres gamle og helt nye sange i Shepherds Bush Empire i den britiske hovedstad, er det en broget forsamling, der møder dem i den gamle teatersal.

Så broget, at forsanger Jake Shears stadig virker overrasket, da Politiken møder ham dagen efter på bandets hotel:

»Jeg var helt chokeret over at se, hvor meget ældre vores fans er blevet«.

Popmusik til voksne mennesker
Selv er han 33 år, og trods sin forholdsvis unge alder føler han sig til tider gammel i en branche, hvor kunstnere som den 18-årige Justin Bieber topper hitlisterne. Men at bandets publikum er voksne mennesker, er han yderst tilfreds med.

»Vi laver popmusik til voksne mennesker, fordi vi selv er voksne, der synger om det voksne liv. Når vi synger om sex, stoffer eller parforhold, har vi erfaring under huden, og det tror jeg, man som lytter kan høre og mærke«, siger Jake Shears.

LÆS ANMELDELSESaksesøstre plukker deres lånte fjer med stil

Når han tænker over det, undrer det ham dog ikke, at folk på 50+ møder op til gruppens koncerter:

»Man har det med at glemme, at de, der er lidt ældre nu, ikke var unge under Anden Verdenskrig, men i 70’erne og 80’erne. Jeg tror, mange af vores lidt ældre fans har været en del af nogle hippe og kreative miljøer dengang, og derfor er vores univers slet ikke fremmed for dem«.

»Jeg tror, de kan identificere sig med os og mange af vores værdier. De ting, vi synger om, og den måde, vi gør tingene på. At være kunstnerisk, individualistisk og do it yourself. Samtidig kommer megen af vores musikalske inspiration fra 70’erne og 80’erne, og det kan de nok relatere til«.

Bee Gees og de gamle i ryggen
Med deres tungere rytmer og nye producere som Diplo, BoysNoize og Calvin Harris lyder sangene på det nye album lidt mere nutidige end størstedelen af de sange, Scissor Sisters hidtil har produceret. Umiddelbart lader det dog ikke til, at det får nogen ved koncerten til at stå af.

Tilbage i København er Henrik Smith-Siversen, der er forskningsbibliotekar i Musik- og Teaterafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek, da også overbevist om, at de trofaste fans vil blive hængende.

De ligger og roder rundt i disco- og dansemusikken fra 70’erne og 80’erne. Når det er stærkest, lyder det nærmest som pastiche.

Henrik Smith-Siversen, forskningsbibliotekar, Det Kgl. Bibliotek

»Det præger selvfølgelig lydbilledet, at der er nye producere med, men grundlæggende lyder det stadig som et Scissor Sisters-album. Forstået på den måde, at de er vendt lidt tilbage til deres første album, som er ret eklektisk rent stilistisk. De ligger og roder rundt i disco- og dansemusikken fra 70’erne og 80’erne. Når det er stærkest, lyder det nærmest som pastiche«, siger Henrik Smith-Siversen, der siden 2004 har forsket i populærmusik.

Han mener, det særlig interessante ved Scissor Sisters er, at de netop har så stærke referencer, at man kan genkende elementer fra blandt andet Bee Gees, Elton John og Depeche Modes musik.

Hvis man altså er gammel eller interesseret nok til at kende dem. Det betyder også, at de, der er vokset op med de bands, sandsynligvis vil kunne lide Scissor Sisters’ musik, på trods af at deres nye musik er præget af tidens toner.

»Scissor Sisters fornys i ryk og tager altid det gamle med sig. Grundlæggende hører jeg dem stadig som en tour de force gennem discoens historie. For en musikhistoriker som mig er de altid spændende, fordi de er så tydelige i deres præferencer«, siger han.

Ifølge Erik Steinskog, der er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, er forklaringen på bandets brede appel meget simpel:

»Jeg tror, det er så banalt, som at den generation, der er i gang med at blive pensionister, var unge, da den ny musik kom frem. Det betyder, at man kan genopleve en musik, man har hørt, da man var yngre. Det interessante ved Scissor Sisters er, at de er yngre end deres publikum. Men hvis musikken har en relation til eksempelvis Bee Gees, så får man automatisk flere generationer i ryggen«, siger han.

Madonna laver børnemusik
Men spørger man Jake Shears, er det ikke altid let at lave musik til et voksent publikum, selv om man har elementer af de gamle toner i ryggen.

»Tidligere var det erfarne kunstnere som Sting og Annie Lennox, der blev spillet på MTV, men jeg synes ikke, de større radio- og tv-kanaler spiller voksenmusik længere«, siger han.

»Madonnas nye album er et eksempel på det. Hun er en 50-årig kvinde, der har lavet musik til børn. Det er ikke en sofistikeret plade målrettet voksne fans. Både lyd og tekst er rettet mod børn«.

LÆS ANMELDELSEMadonnas nye er mere MadonNÅ end Madonna

Forsangeren kritiserer medier og branche for at have for stor fokus på de yngre målgrupper og mener ikke, der længere er et marked for erfarne popmusikere og deres jævnaldrende eller ældre fans.

Deri er hverken Henrik Smith-Siversen eller Erik Steinskog enige. De mener begge, at flere fra de ældre generationer i dag lytter til pop.

Bygger bro mellem flere perioder
Pop og rock sættes ofte i bås som ungdommens musik. Sådan var det jo, da genrerne opstod. I dag appellerer pop og rock til alle uanset alder, mener eksperterne. Selv om idealet for musikken i manges optik stadig er at ramme et ungt publikum.

»Siden starten af 60’erne har radioerne været målrettet mest mod unge, men med internettet og formatradio er vi begyndt at kunne få radiokanaler, der nærmest er ensrettet mod hver enkelt smag«, siger Henrik Smith-Siversen.

Madonna er en 50-årig kvinde, der har lavet musik til børn. Det er ikke en sofistikeret plade målrettet voksne fans.

Jake Shears, Scissor Sisters

Han fremhæver samtidig nye platforme som Spotify, fordi det gør det nemmere at dele musik med folk fra samme segment som én selv, når spillelisterne bliver lagt ud på Facebook.

Hvis en af hans jævnaldrende har opdaget en popsang, de godt kan lide, kan den derfor hurtigt blive spredt til ligesindede.

Som eksempel nævner han den anonyme kunstner Niklas. Størstedelen af den unge musikers sange har en elektronisk lyd, mens sangen ’Ikke mer’ mig’ også henvender sig til et ældre publikum, fordi lyden minder om gamle Motown-numre. Det samme er tilfældet med Sys Bjerres ’Malene’, der lyder som en fortolkning af 90’er-bandet Souvenirs.

Og et stort navn som Rasmus Seebach har formået at lave sange, som danskere uanset alder kan synge med på. Mens udenlandske artister har Rufus Wainwright, Adele og den nu afdøde Amy Winehouse, som selv er eller var ganske unge, også når ud til et bredt publikum på tværs af alder.

Erik Steinskog forklarer det med, at deres musik, ligesom Scissor Sisters, bygger bro mellem flere perioder.

»Det er nok en blanding af flere mekanismer, der gør, at deres publikum ved deres koncerter er ældre. Jeg tror, det har noget at gøre med, at vores ungdoms musik aldrig helt forlader os. Samtidig kan det også have noget at gøre med, at voksne mennesker rent økonomisk har bedre mulighed for at gå ud«, siger Erik Steinskog.

Universal betalte Politikens rejse til London.

FACEBOOKBliv ven med Politiken