Apokalypsen lurer altid i horisonten, når Arcade Fire kigger ud i verden fra et nyt album.
Uanset om du er vokset op i forstædernes forræderiske tryghed, om du bliver overældet af politisk vrede i en krigerisk verden eller varmer dig ved religionens falske flammetaler, er der noget på deres fire første album, der er gået faretruende i stykker. Noget, der forstærker følelsen af, at vi hver især er isoleret.
Den alvor, ængstelighed og eksistentiel patos har det canadiske band ikke skilt sig af med i løbet af de tre år, der er gået siden deres ildevarslende version af parcelhuslivet på 'The Surburbs'.
LÆS ANMELDELSE Arcade Fire leverer fornemt koncept-album
På 'Reflektor' er det moderne menneske stadig alene. Enten bag en skærm, som berømthed foran et kamera eller midt i fællesskabets taktfaste fodtramp.
Her er kunst, død, krig og græske sagnfigurer. Men til forskel fra tidligere har de tunge temaer fået lette dansefødder og en sonisk frihed, der som en satellit sejler gennem galakser af lyd – på vej væk fra Jordens undergang.
Insisterende hovedværk
Musikalsk er 'Reflektor' Arcade Fires 'Achtung Baby' (U2), deres 'Sandinista!' (The Clash) eller deres 'Swordfishtrombone' (Tom Waits).
En omvæltning af et album.
LÆS MERE
Arcade Fire røber albumnavn med storby-graffitiDet kapper forbindelsen til deres tidligere strømlinede patosrock, der trods folkemusikalske udsving altid var i pasform til ethvert stadion, og giver i stedet Arcade Fires betydningstunge sange et funky groove.
Det überambitiøse dobbeltalbum på 75 minutter vil være et hovedværk på sine helt egne præmisser af lange forløb og kosmiske klange. Og det er det næsten. Indimellem vakler det i uforløste sange, men det er stadig en mageløs refleksion af lyset fra en sort discokugle.
Fortryllende lydsignatur
Forskellen er James Murphy.
Den pensionerede sanger og bagmand i LCD Soundsystem har som producer af 'Reflektor' trukket Arcade Fire i en ny, elektronisk retning og afstemt deres rockudtryk med disco, krautrock og den hallucinerende effekt af rumklang og forvrængning.
Forrygende discoband stopper på toppenHør bare den markerede baslinje på 'We Exist', tag en tur ud i de kosmiske yderområder på 'Supersymmetry' (der munder ud i en seks minutter lang sekvens af hvid støj) eller mærk rummet dreje rundt mellem eksploderende guitarer og syntetiske stjerneskud i hovedtelefonerne på den feberramte 'Flashbulb Eyes'.
Det er en fabelagtig lydtekstur, Murphy og Arcade Fire har skabt sammen – i den inspiration fra Haiti og de caribiske rytmer, som ’Reflektor’ også bekender sig til.
Det er så fuldt af fortryllende detaljer, at jeg trods flere hele dage i selskab med et højt bragende 'Reflektor' endnu ikke er færdig med at opdage noget nyt. Det er et forvandlingsbolsje, der holder året ud og har alle muligheder for at vinde i styrke med tiden.
Lys forude
Murphys signatur mærkes især på den anden af de to cd'er, hvor 'Porno' lyder som en tvilling til LCD Soundsystems 'Dance Yourself Clean', men gennem hele albummets disco noir mærker man en ny, løssluppen spændstighed.
Men sangskrivningen, de store korfølelser og den insisterende pen, de skriver tekster med, er stadig Arcade Fires.
LÆS OGSÅ Indiehelte finder vej til Obamas spilleliste
De har ikke helt stærke sange nok til at leve op til springet ud på de soniske dybder, men helt oppe under hvælvingerne finder vi sange som 'Reflektor' med David Bowie på cameo-besøg og den karnevaleske 'Here Comes The Night Time'. Her slår energien fra surfrock tonen an før et synkoperet beat (der understreger forbindelsen til Haiti) bringer triumfen hjem under de missionær-foragtende linjer:
»Heaven's a place/ and they know where it is/ But you know where it is – it's behind the gate they won't let you in/ And when they hear the beat, coming from the street/ they lock the door/ But if there's no music in heaven, then what's it for?«.
kritik Arcade Fire er det nye RadioheadPræcis. Hvis verden alligevel er ved at smelte sammen et sted på linjen, der forbinder vores computerskærm med resten af verdens isolerede computerskærme, så lad os danse ind i fremtiden, så længe den nu varer.
Se fremad og ikke længes bagud, som den græske sagnfigur Orfeus gør i sangen ’It’s Never Over (Hey Orheus)’.
For der er jo et lys. Ellers vil der ikke være noget at reflektere.
fortsæt med at læse
