I den bemærkelsesværdige bølge af ny canadisk rock tårner Arcade Fires to år gamle debutalbum ’Funeral’ sig op som et pejlemærke.
Musikken var i familie med den intelligente og demonstrativt kønsløse indierock, som den indtil da bedst var spillet af amerikanske Modest Mouse. Men hos Arcade Fire forsynet med en særlig hudløs patos, der ramte langt bredere og har fået nogen til at døbe gruppens musik ’barokrock’. En lidt overdreven etikette i forhold til ’Funeral’s godt nok usædvanligt detaljerige indierock, men til gengæld lige i øjet på det nye album, ’Neon Bible’. En svulmende barok’n’roll-katedral, hvor basunengle trutter sørgmodigt i dommedagsbasunerne, så det bogstavelig talt gungrer i orgelpiberne i ’the church’ i Quebec, hvor albummet er indspillet med Arcade Fire selv som producere. Radiohead for en ny generation Sangene kan umiddelbart virke mindre skarpe i den langt mere pompøse produktion, der ligger overraskende langt fra ’Funeral’s indie-cool og tættere på et mere svulstigt canadisk band som The Dears. Men indholdet svarer til formen. Hvor ’Funeral’ gerne ville gøre opmærksom på sig selv, vil ’Neon Bible’ simpelthen ikke kunne overhøres. I stedet for endnu en fiks lille indie-skive at ryste det sideværts uregerlige pandehår til, er ’Neon Bible’ en gigantisk, dirrende bristefærdig byld af angstfyldt forventning.
