I den lavine af beskeder, opdateringer og snapshots, der ruller gennem enhver morgen, når man tænder telefonen, er alle til stede alle vegne. I en grad, så man næsten ikke mærker nogen mere.
Men de unge danske sangere og sangskrivere Chorus Grant, Lasse Matthiessen og Jacob Faurholt skærer på deres aktuelle udgivelser al unødig støj og virak fra. På spartansk vis blotter de sig personligt og efterlader et stærkere og mere vedblivende aftryk i erindringen end din fætters seneste feriemeldinger fra Gran Canaria.
Årets stærkeste
Når man eksempelvis hører Chorus Grants postkort fra Los Angeles på sangen '8 Lanes', fornemmer man ikke kun den californiske aftenbrise på vej op til Mulholland Drive i det nænsomt vibrerende arrangement, man mærker også et menneske, der lytter »to the radio as every word was news«. Verden er frisk og opdages på ny. Og man hører efter, for her er ingen, der larmer for at få opmærksomhed.
Bag Chorus Grant står eksil-bornholmeren Kristian Finne. Med base i København albumdebuterede han som Chorus Grant for to år siden med det spraglede og meget lovende 'And The Villa Nova'. Men opfølgeren er et kvantespring fremad, en stringent udfoldelse af talentet og uden tvivl det stærkeste danske udspil i år. Ja, o.k. så, vi er slet ikke rigtig kommet i gang endnu med 2014, så det buldrer lidt hult, men det er den slags sproglige slag i bordet (eller luften), man får lyst til at ty til, når man hører 'Space'.
Allerede fra den overlegne åbning, 'O Everyone', står det klart, at Chorus Grant er nået frem til en særlig varm soullyd, der ændrer hele karakteren af hans musik. En prikkende bas, dovne trommer og snigende guitar bølger blødt under Kristian Finnes ubesværede falset, der under omkvædet slår en baglæns saltomortale (i slowmotion) og minder mere om Al Green end Elliott Smith.
Begge referencer kan dog ses som et par grundlæggende pejlemærker for hele albummets intimitet. Men hvad end der bliver trampet blidt i orglet på 'The Idea', om klavertemaet fra 'Cheers' smiler frem mellem linjerne på 'Sudden Rupture', eller Finnes falset bliver svøbt i guitarens rumklang på 'Taxi Off The Password', er man aldrig i tvivl om tilstedeværelsen af Kristian Finne selv.
Den knitrende produktion befinder sig oftest i omegnen af den sårbare lo-fi, som netop Smith har defineret den. Sangene, der både behandler sorg og detonerer lydløst i mødet med den store verden, lægger sig helt ind til ørerne på lytteren og hvisker sine vidunderlige melodier højt. Og skal man for alvor mærke de mange velplacerede detaljer fra guitaren eller stemmens sprukne nærvær, skal ’Space’ enten strømme gennem høretelefoner eller høres bragende højt. Men så er man også garanteret en sanselig oplevelse ud over det sædvanlige.
Få knaster
I Berlin bor Lasse Matthiessen, og han går mere traditionelt end personligt til værks. For selv om Matthiessens affotografering af den nøjsomme sangersangskriverstil fra Nick Drake netop går efter en personlige signatur i den akustiske guitarklimpren, formår han sjældent at trænge gennem de dygtigt udførte stiløvelser.
Melodierne føjer sig så harmonisk gennem skabelonerne, at tekster om død og Odysseus mister deres dramatiske potentiale.
Selv med fint og sfærisk medspil fra sangerinden Halla Nordfjord er der ganske enkelt for få personlige knaster. Men elsker man genren i sig selv, kan man trygt opsøge Matthiessens gennemsolide håndværk.
Melodisk svirp
Skulle jeg vælge en dansk sangersangskriver fra Berlin lige nu, vil det derfor blive Jacob Faurholt. En yderst produktiv mand, der den ene dag udgiver skramlet psychedelia under navnet Crystal Shipsss, det næste tegner støjende humørsvingninger med sin guitar under eget navn. Og den høje udgivelsesfrekvens til trods er han altid opmærksomheden værd.
Det ufærdige og upolerede dyrkes som en kvalitet, og fuld af samme melodiske svirp, som man kan findes hos en anden hyperaktiv sangskriver som Stephen Malkmus, er ’Corners’ Faurholts til dato bedste udspil.
Fuld af en modvillig begejstring, der smitter på trods. Med en hudafskrabning i lyden og en stemme fuld af fine små knæk omfavner Faurholt det svigefulde liv og lukker lidt lys indenfor med brillante sange som ’Sweet Life’, ’Fuzz’ og ’Girls’.
Selv titlerne er skåret ind til benet. Men i en overlæsset tid er mindre igen mere. I nogle tilfælde endda meget, meget mere.
fortsæt med at læse
