•Carsten Brandt, Posthus Teatret, København, skriver om Gitte Jæger, Nordby, Samsø, 74 år:

At miste en af de kære i sin familie er et ubærligt tab, som man aldrig i sit liv kommer over.

At miste en af sine nærmeste venner er en stor smerte, som man i heldigste fald måske kan leve med, men som en mild smerte.

Da forfatteren Thorkild Hansen døde efter at have skrevet sine tre store værker 'Det lykkelige Arabien', 'Jens Munk' og 'Processen mod Hamsun', mødtes jeg første gang med Thorkilds enke, Gitte Jæger.

Jeg ønskede at lave en spillefilm om Thorkild Hansens liv i Paris lige efter Anden Verdenskrig, om hans ungdoms- og kærlighedsår, som han har skildret i sine to bøger 'Et atelier i Paris'.

Hvis jeg dengang havde fået et nej til min ide, ville mit liv de næste 20 år have været helt anderledes.

I disse mange år har Gitte været en fantastisk samarbejdspartner og trofast fulgt min kamp for at realisere en film om de snart forsvundne livsværdier, som Thorkild Hansen troede på og kæmpede for.

Gitte var et meget kærligt menneske: hjælpsom, arbejdsom og enestående trofast over for sine venner. Hendes viden om dansk og udenlandsk litteratur var imponerende med Aksel Sandemose som den lysende stjerne på den litterære himmel. Hendes viden om film var lige så beundringsværdig.

Kære Gitte. Nu ligger du på Nordby Kirkegård på Samsø, mellem dine to elskede i dit liv, din mand, Thorkild, og din dyrebare søn, Asger. Begge mistede du alt for tidligt. Vi andre har også mistet dig alt for tidligt.

Mine sidste ord til dig er fra slutningen af Thorkilds 'Jens Munk': »For at komme til østen skal man sejle mod vest, para buscar el levante por el ponente«.

»Det er spansk. Det betyder, at de sidste skal blive de første, at de som mister deres liv, skal vinde det. De skal gå gennem solnedgangen og finde solopgangen. De skal gå mod is og sne og møde foråret. De skal gå mod alderens år og finde deres ungdom«.