»11496 Grass« er navnet på en asteroide i vores solsystem.

Den blev spottet i januar 1989. Dens opdager, en tysk astronom med sans for litteratur, gav den navn efter den tyske forfatter Günter Grass. Hans massive stjernestøv har efterladt sig en stribe rygende kratere i det tyske kulturlandskab.

Senest har nobelpristageren for blot 14 dage siden i en dugfrisk digtsamling, 'Døgnfluer', hyldet Mordechai Vanunu. Den israelske atomfysiker fik 18 års fængsel for landsforræderi, efter at han i 1986 havde afsløret den israelske stats ikke overvældende hemmelige atomoprustning.

LÆS OGSÅGünter Grass har skrevet et heltedigt om israelsk forræder

Lovprisningen har ikke just forbedret Grass' chancer for at få ophævet det indrejseforbud i Israel, der ramte ham i april, efter at en tysk avis, Süddeutsche Zeitung, havde offentliggjort hans digt 'Hvad der skal siges'. Det var her, Grass forudså, at Israel agter at udslette hele den iranske befolkning i et atomart førsteslag.

Polemiker
Grass' viden om de faktiske forhold er ikke altid helt på omgangshøjde. Men hans ord om, at man ikke svigter Israel ved at kritisere landet, tværtimod, står vel stadig til troende.

Günter Grass' fornemme karriere er fortalt mange gange, så på hans runde fødselsdag må det være nok at sige, at forfatteren, digteren, tegneren, billedhuggeren, polemikeren Grass kom til verden for 85 år siden i fristaden Danzig, i dag Gdansk, i dag i Polen.

Byen var dengang fortrinsvis beboet af tysktalende, men havde fået selvstændig stilling efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig. Det fik en ende, da Adolf Hitler 1. september 1939 åbnede Anden Verdenskrig med at indtage fristaden.

LÆS OGSÅGrass har ramt et ømt punkt i den europæiske selvforståelse

Den tragedie er emnet for Grass' måske berømteste roman, 'Bliktrommen', som udkom i 1959. Her oplever drengen Oskar Matzerath mangt og meget. Har man ikke læst det hele hos Grass, kan man se det for fuld udblæsning i Volker Schlöndorffs fine filmatisering.

Romanen var en af årsagerne til, at Grass i 1999 fik Nobelprisen i Litteratur for sin i bogstaveligste forstand fabelagtige sans for at få Tysklands glemte eller fortrængte ansigt trukket skarpt op igen på historiens tegnebræt, sort i sort.

Få tyske forfattere mestrer den intense fortællestil bedre end Grass. Det kan vi danskere tale med om. I Per Øhrgaards oversættelser har Grass fundet en mand, der kan dansk lige så godt, som Grass kan tysk.

Kompliceret historie
Et meget lille kapitel af Tysklands historie fik offentligheden dog først kendskab til i 2006, da Grass tilstod, at han som 17-årig dreng meldte sig frivilligt til krigstjeneste i værnemagten og i 1944 blev indkaldt til Waffen-SS.

Han blev såret i april 1945 og endte i amerikansk krigsfangenskab. Derom har han skrevet den fremragende selvbiografiske fortælling 'Når løget skrælles'.

Sandheden kunne være kommet for en dag allerede i 1960'erne, hvis Grass' daværende forlægger havde fundet den sensationel nok. Fyrre år senere mente hans kritikere, og de er mange, at det ville have været befriende, om man noget tidligere havde vidst, at nationens skolemester selv havde sit at bekende.

LÆS OGSÅGünther Grass sammenligner Bush med bin Laden

Om hans demokratiske sindelag har der aldrig været tvivl. Grass har været en foregangsmand i det konservativt tøvende Tyskland. Han træder gladelig på de ømmeste tæer, og ingen har grund til at føle sig tryg.

F.eks. var det Grass, der i novellen 'I krebsegang' (2002) fortalte historien om, hvordan en sovjetisk ubåd i januar 1945 sænkede passagerskibet 'Wilhelm Gustloff' i Østersøen. Mindst 9.000 altovervejende civile flygtninge omkom i historiens største skibskatastrofe.

Grass' tekst åbnede for mange flere beretninger om folkefordrivelsen i vinteren 1945 fra Tysklands østlige provinser. To millioner mennesker mistede dengang livet.

Kamp mod glemslen
Grass opfatter sit forfatterskab som en kamp mod glemslen. Glemsel og fortrængning er for ham utålelige tilstande, og hans eksempel med 'I krebsegang' har vist, at tyskerne kunne tåle at høre om deres egne forældres og bedsteforældres lidelser uden at forfalde til en ny aggressiv nationalisme. De vidste nok, hvem der havde ansvaret.

Grass er mildt sagt ikke tryghedsnarkoman. Kort før Murens fald i 1989 sagde han, at den tyske deling var straffen for Auschwitz, altså holocaust. Underforstået: Den måtte så østtyskerne betale. Senere kaldte han ikke blot i romanen 'Ein weites Feld' (1995), men også offentligt DDR for »et komfortabelt diktatur«.

Genforeningen gav 'rovdyrskapitalismen' frie hænder, mente Grass. Tysklands største litteraturkritiker, Marcel Reich-Ranicki, rev i arrigskab bogen itu på forsiden af ugebladet Der Spiegel.

Ildkuglen har ikke slået sine sidste gnister endnu.