Folkelig stodder fylder rundt

Joker. Jesper Dahl er vokset op med hiphoppen.
Joker. Jesper Dahl er vokset op med hiphoppen.
Lyt til artiklen

»Nu har jeg lavet en plade, men hvad skal jeg lave som voksen«, blev Jesper Dahl alias Jokeren citeret for at sige i et interview i Politiken i 2009.

Et rimeligt svar på spørgsmålet er, at han nok finder på noget. Igen. For ideer og udførsel af dem har den autodidakte rapper, digter og forfatter kendt under pseudonymet Jokeren haft, siden han var teenager og rastløs skoleelev fra et akademikerhjem i det østlige Hillerød.

Startede tidligt
I dag er Jokeren vel et kendt kunstnernavn blandt nogenlunde samtlige danskere mellem ti og firs. Men hiphoppen herhjemme var han også en del af, længe inden han via succes med Den Gale Pose og som solist blev så landsberømt, at det halve sommetider ville have været mere end nok for ham.

Dengang i teenageårene i Hillerød var Jesper Dahl lidt af en skoletræt rod, da han sammen med vennerne Rasmus Berg, Nicolas Kvaran og Lasse Bavngaard (Blæs Bukki) dannede gruppen Madness For Real.

Jesper Dahl var stadig teenager, da gruppen i 1992 tog til Los Angeles, hvor den blev et navn i indflydelsesrige hiphopkredse ved at producere for kunstnere som Ice Cube, Eazy-E og Rakim.

På det tidspunkt havde Danmark haft to væsentlige rapnavne: Rockers By Choice og MC Einar.

Derefter var medie- og pladeselskabsinteressen for dansk rap faldet til i nærheden af nul, men Madness 4 Real ville hiphoppen og leverede den, også da gruppen efter tre år i USA vendte hjem til Danmark og oversatte det amerikanske bandnavn til det mundrette danske Den Gale Pose.

Det landsdækkende gennembrud kom med det alt andet end kyske nummer 'Spændt op til lir' fra gruppens andet album, 'Sådan er reglerne' fra 1998.

Stodder og farmand

Siden begyndelsen af det nye årtusinde har Jokeren været solist. Han tog identiteten 'stodder' på sig, han fik udgivet soloalbummet med den attitudebevidste titel 'Alpha Han' og hittet med nummeret 'Havnen', han blandede sig på meget omtalt facon i en diskussion med forfatterinden Hanne-Vibeke Holst om køn i rapslang, og han blev også jævnt hen ad vejen diskuteret på grund af sin åbenmundethed om brug af stoffer.

Da han i 2005 var aktuel med albummet 'Gigolo Jesus', diskuteredes hans forhold til kristendommen.

Året efter debuterede han som skuespiller i Hella Joof-filmen 'Fidibus'. Ud over rapkarrieren har Jesper Dahl blandt andet også været dommer i tv-programmerne ’Talent 2009’ og ’Talent 2010’, han har deltaget i tv-programmet ’Toppen af poppen’, han har været hovedperson i en DSB-reklame, han har skrevet avisklummer i bl.a. Politiken, og han har fået udgivet flere bøger.

I 2012 udkom hans samling af essays, digte m.m. under titlen 'Det er bare ord'. Senere debuterede han som fiktionsforfatter med novellesamlingen 'Sengen er giftig' om livet blandt hustlere, småpushere og også fædre på Vesterbro, hvor han boede gennem mange år.

Der findes ikke en bestemt måde at være rapper eller forfatter på. Der er heller ingen opskrift på, hvordan man bliver voksen. Jesper Dahl er blevet det på sin måde. I den seneste håndfuld år i relation med datteren Chili, han har sammen med en ekskæreste.

I mange interview i de senere år har han fremhævet væsentligheden af at være blevet far. Da han af nogle blev kritiseret for at optræde i en DSB-reklame, svarede han igen ved at fortælle, at den reklame kunne finansiere, at han holdt et års barselsorlov med datteren.

Talentet har flere sider. Det bliver spændende at følge dets næste udvikling.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her