Da Pernille Jensen voksede op i Tommerup Stationsby på Fyn, kaldte hendes morfar hende konsekvent »venni«. Det er til at forstå. For man skal lede længe efter et så vennesælt, musikalsk og muntert gemyt som Pernille Jensens. Ikke mindst i den anmelderkreds, hun for alvor er trådt ind i med udnævnelsen som Politikens nye musikredaktør. Med ansvar for rock, pop, elektronisk musik, hiphop og andre beslægtede genrer, hvis grænsedragninger og indædte kampe i indercirklerne, Pernille Jensen ikke tager så tungt. Med sine 28 år er Pernille Jensen landets yngste musikredaktør. Et signal om, at Politiken nu med den tredje Jensen på posten efter Anders Rou Jensen og undertegnede fremdeles tager den yngste, vitale del af musikscenen alvorligt. Den er godt hjulpet med Pernille Jensen som en begejstret, indsigtsfuld og velskrivende pennefører. Den unge fynbo har haft det som den berømte fisk i vandet uden den mindste angst ved selv de største dybder, mest voldsomme bølger og største hajer i farvandet, siden hun for halvandet år siden begyndte at anmelde for Politiken. Siden er naturtalentet bare vokset og vokset, med vurderinger af folk, fænomener og legender som Deadmau5 - »...musikkens svar på et overfyldt festivaltoilet«, Leonard Cohen - »Man vil skiftevis have ham som enten farfar eller elsker« - og Lady Gaga - »hun dansede rundt i en tisgul kjole, der lignede et dumpet designskoleprojekt«. Interessen for musik har altid været der. Selv når Pernille Jensen dyrker motion, skal det helst foregå til tonerne af høj og energisk musik i et svedigt bodybike-lokale. Trangen til at formulere sig om den har Pernille Jensen tidligere udlevet i spalterne hos musikmagasinet Soundvenue. Imens har hun studeret engelsk på universitetet og afleveret speciale midt i et travlt musikforår i år. Nu er Pernille Jensen klar til at gå helt ind for den musik, hun tydeligvis brænder for og formulerer sig så forfriskende og formfuldendt om. Det bliver en fornøjelse at følge. For selv om Pernille Jensen heldigvis fremdeles er »venni«, er hun ikke bange for at hugge gennem overfladiskhed og ramme døde mus og andre skabninger på ømme punkter. Men altid med kærligheden til musikken som udgangspunkt for de anmeldelser, der derfor aldrig bliver urimelige.