Annonce
Annonce
Annonce
Økonomi

Efterladte betaler dyrt for flugt fra folkekirken

Sparet kirkeskat kan betyde sårede følelser og ekstra gravplads-udgifter.

Gem til liste

Midt i sorgen efter et pludseligt dødsfald i familien bliver stadig flere efterladte fortvivlede, fordi den afdøde viser sig ikke at være medlem af folkekirken.

Man skal ikke slæbe afdøde ind i kirken, hvis vedkommende har taget aktivt afstand til Gud

Anders Gadegaard, domprovst

Uden den traditionelle ramme for begravelsen føler familien ikke, at de får sagt ordentlig farvel.

Det beretter flere danske bedemænd, som oplever de efterladtes reaktioner.

LÆS ARTIKELSå meget koster graven for ikke-medlemmer

Problemet vokser, i takt med at stadig flere danskere forlader kirken. Første halvår af 2012 har godt 12.000 sagt farvel til kirken, næsten lige så mange som de godt 13.000 medlemmer, der meldte sig ud i hele 2011.

»Jeg havde en kunde, som ikke anede, at hendes mand havde meldt sig ud. Hun var helt fortvivlet og frustreret over, at præsten sagde nej til at stå for begravelsen. For mennesker i sorg er det uoverskueligt at opdage«, siger bedemand Bente Lorenzen fra Vejle Begravelsesforretning.

Præster siger nej til at begrave
Selv når de efterladte ved, at deres afdøde ikke var medlem, er de tit overraskede over, at kirken siger nej til at danne rammen om højtideligheden.

Mogens Balling fra Landsforeningen Liv&Død fortæller, at stadig flere familier rammes af panik, når de opdager, at en kirkebegravelse ikke er mulig.

Bedemændene får ofte blankt nej, når de beder præster om at forestå en begravelse, hvor afdøde ikke er medlem.

Ikkekristne bliver oftest begravet fra et kapel med en ceremoni, som de efterladte selv sammensætter med hjælp fra bedemanden. Problemet opstår, når familien har forventet en bisættelse i kirken.

Troende farmor afgjorde sagen
Michael Irving Jensens far døde pludseligt, før familien havde fået talt om, hvordan begravelsen skulle foregå.

Så han og faderens enke måtte overbevise en præst om, at det var rigtigt med en kirkelig begravelse, selv om faderen havde meldt sig ud af kirken.

»Det var meget hårdt og krævende midt i sorgen«, siger Michael Irving Jensen, som først fandt ud af, at faderen var meldt ud af kirken, da faderen lå i respirator på intensivafdelingen.

En meget troende farmor betød, at kirken alligevel stod for begravelsen.

LÆS ARTIKELSådan planlægger du din begravelse

Bisættelse i afdødes ånd
Domprovst Anders Gadegaard fra Vor Frue Kirke i København medgiver, at alle præster oplever at få henvendelser fra fortvivlede familier, som beder om en kirkelig begravelse af deres kære.

Domprovsten, der også er formand i Danske Kirkers Råd, opfordrer til, at præster taler med de efterladte for at afgøre, om der bør holdes en bisættelse i kirken af hensyn til dem.

»Men man skal ikke slæbe afdøde ind i kirken, hvis vedkommende har taget aktivt afstand til Gud. Begravelsen skal finde sted i overensstemmelse med den afdødes ånd«, siger han om præsternes dilemma.

Gravsted til medlemspris
Har man meldt sig ud af kirken, skal de efterladte mange steder i landet betale ekstra for et kistegravsted eller en urneplads. Det afslører en prissammenligning fra ti byer, som Liv&Død har gennemført blandt sine medlemmer.

Mens et kistegravsted ved Kristrup Kirkegård i Randers er gratis for medlemmer af kirken, koster det 14.400 kroner for et ikkemedlem. I Helsingør er medlemsprisen 4.503 kroner, mens andre må betale 12.760 kroner for samme plads.

LÆS OGSÅ10 gode grunde til at forlade folkekirken

Prisforskellene findes på kirkegårde, som er ejet af kirken, og er ganske logiske, mener formand for Danske Menighedsråd Inge Lise Pedersen:

»Det er rimeligt, at de, der ikke har bidraget til foreningen, betaler fuld kostpris, mens de, der har betalt kirkeskat, får rabat«, siger hun.

Provstierne forhøjer begravelsestaksterne for ikke at tabe penge på kirkegårdene, som de gjorde tidligere. Flere af dem vælger at gøre deres gravsteder og ydelser helt gratis for medlemmerne, mens ikkemedlemmer skal betale.

Ens priser på kommunal-kirkegårde
Til gengæld kan borgerne i store kommuner som København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hillerød, Odense, Aalborg, Randers, Aarhus og Esbjerg regne med ens priser for både medlemmer og ikkemedlemmer, for her er kirkegårdene kommunaltejet. Med andre ord er det især i de mindre kommuner rundt om i landet, at man skal holde øje med ekstra høje priser for gravstederne.

LÆS OGSÅ12 gode grunde til at være medlem af folkekirken

Inge Lise Pedersen giver ikke meget for de familier, der har ladet manden, som ofte har den højeste indtægt, melde sig ud af kirken og dermed spare kirkeskat, mens konen får lov at forblive medlem.

»Så kommer hun, når han er død, hændervridende til præsten og siger: Det var ikke meningen, at han ville forlade kirken. Men hvad var så meningen«, spørger hun.

Ifølge et cirkulære fra 2009 må kirkegårdene ikke tjene på deres takster, men udelukkende tage kostprisen.

PolitikenPlus
  • Orange & Rosé vin, 12 flasker Oplev denne smagskasse med seks forskellige vine. 3 orange og 3 rosé. 12 flasker, så du kan opleve hvad orangevin er og nyde de skønneste rosévine.

    Pluspris 1.360 kr. Alm. pris 1.602 kr. Køb
  • LEGO filmen I den allerførste LEGO® biograffilm i fuld længde følger vi Emmet, en helt almindelig LEGO® minifigur, der fejlagtigt bliver opfattet som den mest ekstraordinære person i hele verden.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Cykelskygger 2 Det er et klassisk motiv ? et, som flere af Politikens fotografer har rettet deres kameraer mod og foreviget: Aftensolens leg med de travle trafikanter på Rådhuspladsen.

    Pluspris 1.500 kr. Alm. pris 1.725 kr. Køb
  • Skammel Grebet i midten af siddefladen på 'PICK ME'-skamlen, inviterer til at løfte den op og tage den med rundt i hjemmet. Brug den som ekstra siddeplads, sengebord, afsætningsplads m.m.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.299 kr. Køb
  • The Laughing Boy Skulpturen 'Laughing Boy' kan ikke hedde meget andet, end den gør. For ikke bare storgriner den nye figur i stentøj, som kunstneren Leif Sylvester har lavet.

    Pluspris 999 kr. Alm. pris 1.249 kr. Køb