Annonce
Annonce
Annonce
Økonomi

Kvinde: »Det er sexet, når en mand har styr på sig selv og sin økonomi«

Kvinder stiller flere krav til økonomien til deres partner end mænd, viser undersøgelse.

Gem til liste

På cafeen ’The Living Room’ i Pisserenden i København er der ulighed i kønsfordelingen på en torsdag eftermiddag; flere kvinder end mænd bruger penge på cappuccino, chai og caffelatte. I hvert fald på dette tidspunkt.

De første cafegæster, Politiken møder, er veninderne Kim van Tuijl og Ryanne Sambros på henholdsvis 23 og 27 år. De er hollændere og har boet i Danmark i henholdsvis halvandet og to et halvt år. Begge har klare holdninger til, at enighed om økonomien er en væsentlig ingrediens i et velsmagende kærlighedsliv:

»Min forlovede vil gerne spare sammen til et hus til os, så han bruger ikke mange penge på sig selv. Han forventer det samme af mig, så da jeg brugte 700 kroner på at gå til frisøren, blev han lidt skuffet. Nu spørger han: »Køber du virkelig kaffe hver dag?«.

Det irriterer mig lidt, men det handler om at finde en balance«, siger Ryanne Sambros, der er ekspedient i en genbrugsbutik.

LÆS OGSÅKvinder søger mænd, der ikke løber fra regningen

Medicinstuderende Kim van Tuijl, der også har en kæreste, nikker: »Det handler om at acceptere hinandens vaner – ellers går forholdet i stykker, når regningerne kommer«. Selv om de kaffedrikkende veninder er født i Holland, flyder deres værdier sammen med danskernes.

Økonomiske uoverensstemmelser
En ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Nordea, viser, at økonomien har en stor betydning for pardannelser og parforhold.

Således er der økonomiske uoverensstemmelser i 43 procent af alle forhold. Flest problemer opstår, når partneren lukker øjnene for realiteterne i budgettet eller træffer vigtige økonomiske beslutninger uden at konsultere den anden.

SKRIVEr det i orden, at moderne kvinder leder efter en forsørger?

Så vidt er mænd og kvinder stort set enige. Men kommer det til kritiske bemærkninger om ens eget forbrug, er kvinder mere intolerante. Dobbelt så mange kvinder som mænd bliver frustrerede over, at partneren spørger kritisk ind til deres personlige indkøb.

Kvinder bliver irriterede
»Specielt kvinderne bliver irriterede, når manden stiller kritiske spørgsmål til forbruget. Men jeg kan nu godt forstå, det er en kilde til konflikt, for kvinden er den, der vinder kapløbet om at fylde klædeskabet«, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Hun læner sig op ad tal fra Danmarks Statistik, der viser, at moderen i en familie i snit bruger mellem 49 og 56 procent af en families tøjbudget på sig selv. Faderen får tøj for 25-31 procent, mens børnene må nøjes med resten – mellem 13 og 18 pct.

Spørgeundersøgelsen viser, at kvindernes intolerance over for økonomisk uansvarlighed er større end mændenes i den fase, hvor man udvælger partner. Hvis en mand forsøger at løbe fra sin del af regningen på en date, vil 79 procent af kvinderne dreje om på hælen. Blot 53 procent af mændene har det på samme måde.

54 procent af kvinderne kan ikke leve med, at en potentiel kæreste er stemplet som dårlig betaler i RKI; kun 35 procent af mændene har det samme måde.

Veninderne på kaffebaren stemmer i:

»Det er sexet, når en mand har styr på sig selv og sin økonomi. Hvis han var gældsat op over begge ører, ville jeg aldrig overveje ham som min fremtidige mand«, siger Ryanne Sambros.

Ann Lehmann Erichsen forklarer kvindernes større intolerance i datingfasen således:

»Når først man bor sammen, er den økonomiske tolerance større, fordi kvinden har sorteret godt og grundigt ud i mændene forinden«.

Hun og flere forskere peger på, at de traditionelle kønsrollemønstre skinner igennem i udvælgelsesfasen: Trods mange års kampråb om ligeløn og ligebehandling i hjemmet er kvinder stadig fokuseret på at finde en forsørger.

Gerne behandles som en lady
Som medicinstuderende har Kim van Tuijl udsigt til en solid indkomst, og hun forventer, at kæresten kommer til at tjene stort set det samme som hende. Alligevel kan hun godt lide, at han varter hende lidt op i byen, og på den konto er der forskel mellem kønnene, mener hun:

»Hvis manden altid betaler, så føler han sig som en mand. Hvis jeg gør det samme, vil jeg tænke: Kan han ikke lide mig?«.

Men er det ikke hykleri, når du også ønsker ligestilling?

»Nej, for selv om vi taler ligestilling, kan jeg godt lide at blive behandlet som en lady. Jeg kan godt lide, at han holder døren for mig. Og dagen efter kan jeg jo sagtens være en stærk og uafhængig kvinde igen«, siger Kim van Tuijl.

For professor i kønsforskning, Anette Borchorst, er der heller ikke noget selvmodsigende i både at ønske ligebehandling og en forsørgende mand:

»Det handler om, at kvinder er realistiske i forhold til deres egen økonomiske situation. Fakta er jo, at mænd generelt tjener mere end kvinder, og i erkendelse af, at der eksisterer disse skævheder, skal kvinden tænke langsigtet«, siger Anette Borchorst fra Aarhus Universitet.

I undersøgelsen fra Nordea svarer fire procent, at splid om økonomien har været den primære grund til et brud. Andre undersøgelser viser, at pengeproblemer ofte er en medvirkende årsag til, at et kæresteforhold går i stykker. I en undersøgelse fra SFI i 2004, foretaget blandt 1.000 nyligt fraskilte mødre, svarede 33 procent, at uenighed om økonomien var en del af skilsmisseårsagen. Utroskab som medårsag til skilsmisse var på samme niveau.

LINK
Se hele Nordeas undersøgelse her (eksternt link)

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb