P

Facebook købte kulisser og stråmænd i skattely

Facebooks diskrete pengetank i skattely vokser for tiden med mere end 5 milliarder kroner hver måned. Facebooks skatteregning i Danmark: 0 kr.

6. november 2017
  • Der var lagt et stramt program på Appleby’s kontor på Fort Street, Grand Cayman, den tirsdag i december 2011: Der skulle holdes generalforsamlinger for tre selskaber, som ejede det meste af Facebook

    -koncernen. Den første generalforsamling begyndte kl. 13:00, den anden startede 13:15, og den tredje og sidste 13:30.

    Generalforsamlingerne blev endda klaret endnu hurtigere. Blot to mennesker deltog i de tre generalforsamlinger for en af verdens mest værdifulde virksomheder. De to havde intet med Facebook at gøre. Angelina Partridge og Matthew Taber var menige medarbejdere på advokatfirmaet Appleby’s kontor på Cayman Islands. Og nu opdagede de, at de havde glemt noget, som i hvert fald formelt var vigtigt: de havde ikke fået instrukser fra Facebooks rigtige ejere om, hvordan de skulle stemme på generalforsamlingerne. Derfor måtte møderne suspenderes og genoptages to dage senere, torsdag 8. december.

    Den dag gik det endnu hurtigere: Første generalforsamling begyndte klokken 13:00, den anden 13:07 og så var man klar til finalen allerede 13:15. Når det kunne gå så hurtigt, skyldes det, at der absolut intet foregik på møderne. De havde alene til formål at signalere, at de tre Facebook-selskaber blev ledet fra nulskattelandet Cayman Islands, selv om deres bygninger og medarbejdere befandt sighjemme i Irland.

    Hvad der foregik den dag i kontoret i hovedbyen på Cayman Islands, var del af et kulissespil med stråmandsaktører, som skal sikre, at Facebook betaler så lidt i skat som overhovedet muligt i Danmark og alle andre lande i verden uden for USA. Uden at overtræde loven, men ved at udnytte alle smuthuller til det yderste.

    Både kulisserne og stråmændene blev stillet til rådighed af firmaet Appleby, som blandt andet lever af at fikse den slags for store, internationale virksomheder.

    Facebook er en monsterforretning

    At det gik sådan for sig på Grand Cayman de dage i december 2011 er kun kommet frem på grund af et omfattende læk af dokumenter fra det internationale advokatfirma Appleby, som er givet til den tyske avis Süddeutsche Zeitung og delt med Politiken og 94 andre medier i 67 lande via International Consortium of Investigative Journalists, ICIJ.

    Engang betragtede du måske Facebook som et venligt og uskyldigt værktøj, hvor du og dine venner kunne opdatere hinanden om livet, festerne, ferierne, børnene, den gode restaurant og alle de andre glæder. Måske var det sådan.

    I dag er Facebook en monsterforretning. Den største fællesetiket, man i dag kan sætte på mennesker i hele verden, er 'kristen'. 2,2 milliarder mennesker kaldes kristne. Den næststørste er 'facebookbruger'. Antallet har passeret 2 milliarder, og da Facebooks udbredelse vokser væsentligt hurtigere, er det kun et spørgsmål om tid, før kristendommen bliver overhalet.

    Det har gjort Facebook til en fantastisk lukrativ forretning for ejerne. Stifteren, Mark Zuckerberg, er i dag USA’s 4. rigeste med en formue, som magasinet Forbes i slutningen af oktober i år opgjorde til 473 milliarder kroner.

    Det ser sådan ud i tal:

  • Facebook havde i 2016 indtægter på 177 milliarder kroner. Ud af det blev der et overskud på 80 milliarder kroner før skat.

    Ret meget mere kan man ikke få at vide, selv om Facebook er børsnoteret i USA og dermed har pligt til at aflægge et ganske detaljeret regnskab. Facebook ligner et af verdens mest hemmelighedsfulde selskaber af sin art.

    Det er for eksempel en dyb hemmelighed, hvor mange penge Facebook sælger for i Danmark. Oplysningerne findes ingen steder. I sit regnskab deler Facebook kun sine indtægter op i fire bunker, og man kommer ikke deres omsætning i Danmark nærmere end den bunke, som hedder 'Europa':

    Facebook solgte for 42 milliarder kroner i hele Europa sidste år.

    Når det gælder skat, er Facebooks indtægter kun delt op i to bunker: USA og resten af verden. De to bunker er tæt på lige store, men Facebook betaler næsten ingen skat af de penge, som firmaet tjener uden for USA.

    Nul skat i Danmark

    I Danmark betaler Facebook ikke en krone i skat, selv om dets forretning i Danmark vokser lige så eksplosivt som andre steder. To tredjedele af alle danskere som er fra 16 til 89 år gamle bruger Facebook, ifølge Sociale Medier Statistik 2017. Det svarer til 3,1 millioner danskere.

    Revisionsfirmaet PwC vurderede i en analyse for de nordiske medieudgiveres organisationer tidligere i år, at Facebook i 2016 solgte annoncer til kunder i Danmark for mindst 717 millioner kroner.

    »Vi er sikre på, at tallet ikke er mindre. Det er højst sandsynligt større«, siger Ebbe Dal, direktør i Danske Medier.

    En stor del af de mange milliarder, Facebook tjener årligt, ryger direkte i skattely. Her er, hvor meget skat Facebook har betalt af de 717 millioner kroner, koncernen solgte for i Danmark sidste år:

    Det kan lade sig gøre, fordi Facebook ligesom andre multinationale selskaber benytter sig af en særlig skattefinte:

    Når en dansk kunde køber en annonce hos Facebook, får hun en faktura på fejlfrit dansk. Men det fremgår også, at pengene går direkte til et selskab ved navn Facebook Ireland Limited i Dublin.

    Facebooks skattetrick kaldes 'double irish'. Den enkle forklaring lyder sådan:

    Indtægter fra Facebook’s salg uden for USA samles i et irsk selskab, som formelt ledes fra Cayman Islands – derfor de indholdsløse generalforsamlinger i begyndelsen af artiklen.

    Efter irske regler betyder det, at Facebook ikke skal betale skat i Irland, fordi hovedsædet er i Cayman. Og USA opfatter selskabet som irsk, fordi det er registreret i Irland, og derfor må være skattepligtigt dér og ikke i USA.

    Dermed kan det irske selskab næsten skattefrit sende pengene videre til et andet Facebookselskab, sandsynligvis på Cayman Islands, hvor skatteprocenten er nul.

    I pengetanken på Cayman Islands har Facebook opsamlet mere end 82 milliarder kroner, som er tjent i Danmark og andre lande uden for USA.

    Alene siden nytår er den diskrete pengetank vokset med 50 milliarder kroner.

    EU-lande siger stop

    De store lande i EU, Frankrig og Tyskland, vil ikke finde sig i det længere.

    Facebook betaler blot mellem 0,03 og 0,1 procent i skat af den omsætning, Facebook har i EU-landene samlet, viser beregninger fra Paul Tang, hollandsk socialdemokrat i Europa Parlamentet. Den minimale skat lader sig gøre, fordi næsten hele omsætningen bogføres i Irland, hvor den næsten ikke beskattes

    Derfor har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, foreslået, at selskaber som Facebook skal beskattes af deres reelle omsætning i hvert enkelt land, og skattens størrelse dermed ikke være afhængig af hvordan Facebook med snørklede selskabskonstruktioner flytter rundt på pengene.

    Facebook har afvist at svare på spørgsmål i forbindelse med denne artikel, bortset fra følgende e-mail fra et eksternt pr-bureau: »Facebook overholder alle relevante love og regler i de lande, hvor vi driver virksomhed, og vi betaler de skatter, som loven kræver«.

    Redaktionen anbefaler:

    Læs mere:

    Mest læste

    Annonce

    For abonnenter

    Annonce

    Forsiden

    Annonce