Når USA vil henrette dødsdømte som Christa Pike, er metoden ikke valgt for at skåne fangen for unødige pinsler. Det forklarer dansk kunstner og jurist, der gennem 20 år har haft kontakt med amerikanske indsatte på dødsgangen. Hensynet er til nogle helt andre.
Martin Martensen-Larsen har arbejdet med emnet dødsstraf i tyve år. Han synes, at det er vigtigt, at vi holder fast i, hvad dødsstraf er helt konkret: at et menneske dømmes til at få afsluttet livet før den naturlige død. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Findes den humane henrettelsesmetode? Og hvordan kan et moderne samfund som det amerikanske overhovedet forsvare dødsstraf?
Det er præcis den slags spørgsmål, som jurist og kunstner Martin Martensen-Larsen har beskæftiget sig med de seneste 20 år. Han har specialiseret sig i amerikansk dødsstraf, og han mener, at den fejlslagne henrettelse af Christa Pike er et udstillingsvindue ind til den store krise, dødsstraffen i USA står i netop nu.