Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Dansk profil skifter klub

Følg med i nyhederne fra sportens verden i ind- og udland.

Ishockey: De forsvarende ishockeymestre Sønderjyske, går ind til denne sæsons slutspil med de bedst mulige forudsætninger, efter at det mandag aften lykkedes at sikre sig førstepladsen i grundspillet. Sønderjyske skulle bruge minimum to point i den afsluttende udekamp mod Esbjerg for at holde Frederikshavn bag sig i topstriden – hvis vendelboerne samtidig tog den ventede sejr i Gentofte. Indtil tre og et halvt minut før tid var stillingen i Esbjerg 1-1, men da Michael Eskesen bragte Sønderjyske i spidsen, ramlede det hele for hjemmeholdet. Alt blev kastet frem i en sidste satsning, men det resulterede blot i yderligere to sønderjyske scoringer i tomt mål, så slutresultatet kom til at lyde på de overbevisende cifre 4-1.

Håndbold: Kvinderne i Team Tvis Holstebro er klar til semifinalen i Cup Winners Cup, selv om holdet mandag aften tabte med 25-27 på udebane til Viborg. Vestjyderne havde vundet med hele 11 overskydende mål i den første kvartfinalekamp i egen hal, og derfor var indtoget i semifinalen aldrig i fare.

Ishockey: Den finske ishockeyklub Jokerit med tre danskere i truppen holder fortsat liv i håbet om at vinde Kontinental Hockey League (KHL). Jokerit vandt mandag aften 3-2 over Torpedo Nizhny Novgorod i den femte ottendedelsfinalekamp mellem de to hold. Jokerit er dermed bagud 3-2 i kampe og har fortsat kniven for struben i serien, der bliver afgjort, når et af holdene har vundet fire kampe.

Atletik: Den tidligere verdensmester i 1500 meter løb for kvinder Abeba Aregawi, som stiller op for Sverige, er blevet udelukket af Det Internationale Atletikforbund (IAAF), efter at hun er testet positiv for et forbudt stof. Det oplyser det svenske nyhedsbureau TT. Der bliver nu igangsat en undersøgelse, og indtil den er afsluttet, vil atletikforbundet ikke oplyse, hvilket stof der er tale om.

Ishockey: Efter otte år i Phoenix fortsætter den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker NHL-karrieren i Colorado Avalanche. Det bekræfter hans hidtidige klub, Arizona Coyotes, på Twitter. Bødkers kontrakt med Arizona Coyotes stod til at udløbe efter denne sæson, og derfor var Bødker selv indstillet på, at han skulle tage afsked med klubben, hvor han i denne sæson har været en fast bestanddel af førstekæden.

Mikkel Bødker er i denne sæson noteret for 39 point (13 mål og 26 assister) i 62 kampe, hvilket placerer ham på tredjepladsen på holdets interne topscorerliste. En plusminus-statistik på minus 28 pynter dog ikke på sæsontotalen. Med skiftet til Colorado Avalanche kommer Bødker også tættere på en plads i denne sæsons playoffkampe om Stanley Cup-trofæet.

Bordtennis: De danske mænd tabte også deres anden kamp mandag efter nederlaget tidligere på dagen til Sverige ved VM for hold i Kuala Lumpur i Malaysia. England vandt med 3-1 over danskerne i en holdkamp, hvor Jonathan Groth stod for den enlige danske sejr. Groth slog Paul Drinkhall i fem sæt med cifrene 10-12, 11-6, 2-11, 11-4 og 16-14 efter at have afværget fire matchbolde undervejs. Nu venter et møde med værtsnationen Malaysia tirsdag, inden Frankrig er modstanderen i sidste puljekamp onsdag.

Fodbold: Den nye præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, vil ikke forsøge at fravriste hverken Rusland eller Qatar VM-værtskabet i henholdsvis 2018 eller 2022. De to nationer er ellers mistænkt for bestikkelse i forbindelse med tildelingen af værtskabet, men umiddelbart vil Infantino ikke ændre på værtskaberne.

»Han (Infantino, red.) sagde, at Fifa vil fortsætte arbejdet med at afholde slutrunderne i Rusland og Qatar«, skriver Sky Sports efter at have talt med Gianni Infantino efter en kendisfodboldkamp i Zürich mandag.

Håndbold: FCM Håndbold skal have ny direktør, efter at Troels Banggaard har opsagt sin stilling efter blot otte måneder i klubben. Hans stilling bliver nu opdelt i to strenge med Jakob Mølgaard Christensen som kommerciel direktør og Stefan Kristensen som sportsdirektør og daglig leder, skriver Ritzau.

Fodbold: Real Madrids franske angriber Karim Benzema måtte udgå i pausen af lokalderbyet mod Atlético Madrid i weekenden, og nu venter der Benzema en pause. Real Madrid meddeler på klubbens hjemmeside, at det er en muskelskade i højre baglår, som holder angriberen ude. Ifølge flere spanske medier går der omkring tre uger, førend Benzema kan gøre comeback for klubben, skriver Ritzau.

Fodbold: Den tidligere FC København- og FC Vestsjælland-spiller Yones Felfel har fået ny arbejdsgiver. Den 20-årige spiller har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2018 med FC Vaduz fra Liechtenstein, som optræder i den bedste schweiziske liga. Felfel får dog ikke debut lige foreløbig. Grundet reglerne for spillerregistrering i Schweiz må Yones Felfel først optræde for klubben fra næste sæson.

Fodbold: Der er sorg i den tyske Bundesliga-klub 1. FC Köln. En af klubbens største spillere nogensinde, angriberen Hannes Löhr, er død. Löhr blev 74 år. Fra 1964 og 14 sæsoner frem scorede angriberen 166 mål i Bundesligaen, som han var med til at vinde i 1978. Det blev til 20 landskampe for Vesttyskland og VM-bronze i 1970. Som træner sikrede han vesttysk OL-bronze i Seaoul i 1988 med en hold, der bl.a. bestod af de senere verdensmestre Jürgen Klinsmann, Thomas Hässler, Frank Mill, Karl-Heinz Riedle.

Fodbold: Leicesters tophold i Premier League må undvære en af de bærende kræfter, når de tirsdag og lørdag i denne uge skal i kamp mod henholdsvis West Bromwich og Watford. Midtbanemanden N'Golo Kante døjer ifølge manager Claudio Ranieri med smerter i en lårmuskel. Sejr over West Bromwich vil presse rivalerne yderligere. Tottenham, Arsenal og Manchester City spiller først onsdag.

Tennis: Spanske Carla Suarez Navarro er den store højdespringer og eneste nye indslag i top-10 på kvindernes verdensrangliste. Efter finalesejr i Qatar i lørdags er Carla Suarez Navarro gået fra 11.-pladsen til 6.-pladsen. Caroline Wozniacki, der i denne uge spiller i Monterrey i Mexico, er fortsat nr. 22.

Fodbold: På listen over tidligere vindere af DBU’s talentpriser figurerer koryfæer som Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen og Daniel Agger. Årets udvalgte i de tre kategorier hedder Nicklas Strunck (U17, FC Nordsjælland), Mikkel Duelund (U19, FC Midtjylland) og Jeppe Højbjerg (U21, Esbjerg). Duelund og Højbjerg er ved at etablere sig i Superligaen, mens U17-landstræner Jan Michaelsen mener, at vi snart kommer til at høre meget mere om Nicklas Strunck. »Han har imponeret med løbestyrke og passion uden bold samtidig med et stort mod og spilintelligens med bold. Nicklas er til daglig en del af FC Nordsjællands succesfulde talentmiljø og har potentialet til at kunne nå toppen. Noget han også nok skal nå, især fordi han er træningsparat«, siger landstræneren.

Fodbold: U19-landsholdet skal have ny træner per 1. juli. Bent 'Turbo' Christensen har nemlig fået nye udfordringer som kommende A+ træner og sportslig ansvarlig for U15-U19 elitetrænerne Brøndby. Bent Christensens sidste opgave som landstræner bliver at føre holdet gennem EM-kvalifikationen i Serbien i marts, hvor Danmark udover værterne møder Montenegro og Frankrig i kampen om en plads ved EM-slutrunden i Tyskland i juli. Skulle det lykkes for Danmark at sikre en slutrundeplads, vil Bent Christensen også varetage cheftrænerrollen under slutrunden.

Fodbold: Den tidligere Bayern München-præsident Uli Hoeness er på fri fod igen, efter at have afsonet 21 måneders fængsel for skatteunddragelse. Og hvad skal den 64-årige så lave, når han nu er tilbage i friheden? Spørger man Bayern Münchens bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge, så er det langt fra utænkeligt, at Hoeness, der som spiller vandt EM i 1972, VM i 1974 og Europa Cuppen for Mesterhold tre gange med Bayern, vender tilbage til prestigejobbet som Bayern-præsident. »Hvis det er det, han vil, så er jeg sikker på, at det er sådan, det bliver. Men jeg har ikke talt med ham endnu«, siger Rummenigge ifølge avisen Frankfurter Allgemeine. Hoeness udgjorde før fængselsdommen sammen med Rummenigge og den nuværende klubpræsident Karl Hopfner den benhårde ledelseskerne i en af verdens største klubber, hvor han tillige har ageret som succesrig kommerciel manager. Bayern skal vælge ny præsident til november.

Skisport: Alpinstjernen Lindsey Vonn erklærer sig rimelig optimistisk efter en skanning, der har påvist et brud inde i hendes venstre knæ. Vonn styrtede på dramatisk facon i lørdags, men var tilbage på ski søndag, hvor hun endda udbyggede sin føring i World Cuppen.

Fodbold: I FC Nordsjælland jubler de over supertalentet Emre Mor. Den 18-årige tidligere danske ungdomslandsholdsspiller, der for kort tid siden besluttede sig for at repræsentere Tyrkiet, spås en stor karriere. »Jeg vil så nødig stå og tale en ung knægt for meget op, men det er helt ekstraordinært. Vi ser nogle ting fra ham til træning, som jeg ikke har oplevet før«, siger FCN-træner Kasper Hjulmand til Ritzau. Sportschef Carsten V Jensen siger, at der er noget helt særligt over Emre Mor. »Jeg mindes ikke at have set en spiller optræde med sådan et overskud i den danske liga i så ung en alder«, siger Carsten V. Jensen.

Fodbold: Tidligere landsholdsanfører og alle tiders mest scorende mand i rødt og hvidt, Jon Dahl Tomasson, bliver ifølge Ekstra Bladet assistenttræner på det danske landshold. Cheftræner Åge Hareide tiltræder officielt i morgen, og har bebudet, at der vil blive sat navn på hans assistent inden. Jon Dahl Tomasson kommer fra et job som assistent i den hollandske klub Vitesse, og har været cheftræner i de hollandske klubber Excelsior og Roda.

Fodbold: Så skete det. I 28. spillerunde måtte topholdet Paris SG omsider gå fra banen som tabere. Lyon sejrede 2-1 på hjemmebane søndag aften, men er uden muligheder for at indhente pariserne i stillingen. Her fører de med 23 point ned til Monaco. PSG-træner Laurent Blanc er sur, og kalder sine spilleres præstation mod Lyon for »ringe«.

Bordtennis: De danske mænd tabte med de på papiret klare cifre 0-3 til Sverige i den anden kamp ved VM for hold i Kuala Lumpur i Malaysia. Alle tre kampe endte dog i et femte og afgørende sæt, så en dansk overraskelse var tættere på, end 0-3-resultatet umiddelbart antyder. Jonathan Groth tabte til Kristian Karlsson 11-8, 8-11, 8-11, 11-6 og 9-11. Den 19-årige debutant Tobias Rasmussen leverede en stor indsats i den anden kamp mod Mattias Karlsson, men magtede ikke at udnytte hele fire matchbolde i fjerde sæt. Det endte i stedet med svensk sætsejr på 17-15, og herefter var der udsolgt hos Tobias Rasmussen, der tabte hele 3-11 i femte sæt. Mikkel Hindersson førte 2-1 i sæt mod Anton Karlberg, men tabte 6-11, 11-7, 11-8, 8-11 og 7-11.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Nu har de det sindssygt fedt i Brøndby

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce