Hun har sagt ja til at spille med om verdensmesterskabet, men hun ved – selv om hun er seedet som nummer 3 i turneringen – at der nok ikke er så meget at komme efter, og at hun meget nemt kan blive offer for det, der kaldes en overraskelse.

Sådan er det, konstaterer Tine Rasmussen, en dansk verdensstjerne på badmintonhimlen, der imidlertid har været skadet siden marts, og som senere i denne uge spiller sin første pointkamp i fem måneder.

LÆS OGSÅ:Tine Rasmussen er presset

Det sker i det sydøstlige Indien – det mægtige land, som den ellers meget østrejsende Tine Rasmussen aldrig tidligere har besøgt – og det sker i den muslimskdominerede provinshovedstad Hyderabad, der er Indiens syvendestørste by med et indbyggertal på op mod 4 millioner.

Der, på Gachibowli Indoor Stadium, får Tine Rasmussen comeback.

Foden skal bare holde
Hvordan skal det gå, før du kan erklære dig tilfreds med din VM-indsats?

»At min fod holder til strabadserne – og at jeg finder mit bedste spil frem på det niveau, hvor jeg befinder mig lige nu. Lykkes det, vil jeg være tilfreds«, fortæller spilleren, der for mindre end et år siden lå nummer 1 på verdensranglisten.

At foden holder – ja, det er højrefoden, den, der skal tage de lange skridt, når Tine Rasmussen skal finde balancen.

Betændelse i hælen
Den har været plaget af betændelse i en sene ved hælbenet, ikke akillessenen, og siden marts har den forhindret spilleren fra klubben i Værløse at folde sig ud, som hun er vant til.

I stedet har hele foråret og sommeren stået på behandlinger og genoptræning.

Tænkte du på noget tidspunkt undervejs, at det måske ikke skulle føre til noget – og at det ville være bedst at stoppe?

»Vist havde jeg negative tanker undervejs, men inderst inde var jeg aldrig i tvivl om, at jeg ville komme tilbage. Det var i skadespauser som denne, at det gik op for mig, hvor meget badmintonsporten betyder for mig – og hvor meget jeg savnede at spille, da jeg ikke kunne. Så derfor skulle jeg tilbage«, svarer Tine Rasmussen, der fyldte 30 år i den forgangne måned.

Og som undervejs i vores samtale – dagen før afrejsen til Indien via Frankfurt – sorterede vasketøj hjemme i Fredensborg.

Beherskede forventninger til VM
Har du sat en slutdato på din karriere – en dato for, hvornår livet skal indeholde noget andet end badminton?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg føler, at jeg har flere år tilbage. At jeg stadig har en masse at give badmintonsporten – og at jeg stadig har en masse at vinde. Jeg kan godt forestille mig, at jeg er med til de olympiske lege i London om tre år, det er jo ganske tæt på. Men om det lykkes, er noget helt andet, det bestemmes af skader og form«.

Er du spændt på dit comeback ved VM?

»Jeg er ikke helt sluppet af med min skade, men jeg synes, at jeg kan træne og spille ordentligt, og derfor stiller jeg op. Men jeg gør det med mere beherskede forhåbninger end ellers – og jeg har accepteret, at dette VM er et led i en proces i at komme tilbage«.

Bedre dag for dag
Har du en fornemmelse af, hvor god du er?

»Nej, jeg ved det ikke helt, men jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre dag for dag. Skaden er gået mest ud over mine bevægelser på banen og smidigheden«.

Så det er en VM-turnering, hvor du kan gå på banen uden et forventningspres på skuldrene?

»Ja, det er noget nyt. Jeg kan til en vis grad spille helt afslappet – det siger jeg i hvert fald til mig selv. Men dukker chancen for et godt resultat op, så vil jeg være klar til at udnytte den. Samtidig skal jeg være parat til at tabe til en spiller, jeg normalt kan slå. Men når jeg nu ikke er i topform, så må jeg prøve at hive andre ting frem af posen, eksempelvis se lidt vred ud og prøve at få en fordel af de andre spilleres respekt for mine resultater«, griner Tine Rasmussen.

Vil være på toppen
Har du tænkt på, hvordan du vil reagere, hvis denne skade – eller andre skader – forhindrer dig i at nå tilbage helt på toppen, men at du må nøjes med at være ’almindelig’?

»For mig skal spillet udfolde sig helt på toppen. Jeg tror ikke, at jeg kan finde mig i at spille på en slags internationalt sekundaniveau, slet ikke med tanke på det, jeg har været med til og også vundet. Hvis jeg bliver sat tilbage, vil jeg ganske sikkert miste glæden, gejsten og motivationen til at spille og træne. Jeg tror ikke, at jeg kan vende tilbage på et lavere præstationsniveau og samtidig nyde det«.

Og hvad sker der så?

»Jeg har en kosmetologuddannelse at falde tilbage på. Den skal jeg bruge bagefter. Men jeg vil dog tro, at jeg ikke helt forlader badmintonlivet, det kan jeg ikke. Jeg har en erfaring, som eksempelvis almindelige trænere ikke har – og jeg vil kunne tilbyde spillere at samarbejde med en træner, ’der selv har været der’. Det kan jeg bidrage med«.

Skal giftes
Da vi taler lidt om det private – og jeg spørger, om hun er gift eller sådan noget – kommer det pludselig:

»Der er blevet friet til mig!«.

Friet til dig? Du får det til at lyde, som om der kom en tilfældig mand forbi og ringede på og spurgte, om du kunne tænke dig at gifte dig med ham?

»Nej-nej, det er min kæreste, der har friet, og vi skal giftes næste år«.

Fantastisk fest
Hvorfor skal I vente så længe, hvorfor ikke om tre uger?

»Det ville jeg da slet ikke kunne overskue. Nej, om et år, og jeg vil have et sommerbryllup i en kirke. Det hører med til min drøm, og det skal være en skøn dag og en fantastisk fest«.

Brudgommen, er det også en badmintonspiller?

»Nej, det er min fysioterapeut, Martin Baun. Og han er også til VM i Indien«, siger Tine Rasmussen som det sidste.

Der kan man se. Et bryllup mellem en spiller og hendes fysioterapeut – de må have et forhold, der i tæthed minder om det forhold, tapet har til vægge.