Marselisborghallens 1.872 kvadratmeter gulv er et svært trafikeret sted en torsdag eftermiddag.

Atleter i pigsko suser forbi tæt ved indgangen, unge højdespringere klasker ned i madrassen, og instruktører forsøger at få børn til at forstå, hvordan de bedst kommer ud af startblokken.

Hallen er populær, da dens størrelse bl.a. lige netop gør det muligt at træne længdespring og 60 meter løb. En af de atleter, der har lært, hvordan man kommer godt ud af blokken og hurtigt gennem de 60 meter, er 24-årige Martin Krabbe.

Store forhold i Doha
Torsdag i sidste uge var han som så mange gange før på plads i den lille hal, men i eftermiddag optræder han i en hal af helt andre dimensioner i Qatars hovedstad, Doha, der er vært for atletikkens inde-VM i denne weekend. Her venter Aspire Dome med 15.000 siddepladser.

Efter 27 starter siden 27. december og efter en større europæisk turne er sprinteren som eneste dansker kvalificeret til at deltage i verdenselitens topmøde, hvor han må finde sig i ikke at være den hurtigste. Det er ellers en fornemmelse, han holder meget af.

Semifinale, meget måske
»Jeg nyder at være den hurtigste i Danmark. Jeg husker, at jeg engang så en løbe i 6,75, hvor jeg tænkte ’wow’, så nu er alt bare en bonus for mig. Men jeg har beskedne forventninger til VM. Her er mit mål egentlig at være klar næste gang. Forstået på den måde, at jeg om to år ved næste VM meget gerne vil kunne nå en semifinaleplads. Men selvfølgelig går jeg også denne gang efter en semifinale, og der kan jo ske meget i sprint. De nye regler, hvor en løber bliver diskvalificeret efter første tyvstart, kan være en fordel for mig. Mange kan blive sendt ud, og så kan jeg måske nå længere, for jeg har næsten aldrig tyvstartet. Jeg synes, starterne skal være ærlige«, forklarer Martin Krabbe.

Sprinteren kvalificerede sig til VM med den personlige rekordtid 6,69 sek. ved Sparta Indoor i sidste måned i et løb, hvor hans start faktisk var lige lovlig god, som nogen har betegnet den.

»Der er ikke nogen, der har drillet mig med den start, men den var meget hurtig, og da der ikke blev dømt tyvstart, løb jeg selvfølgelig videre«.

Selv om mange atleter kan træne samtidig i f.eks. Marselisborghallen, så sker det i atletik alligevel ofte sådan lidt hver for sig. Ikke mindst for en løber som Krabbe.

»Man kan være fælles om en del ting, men hvis man når et vist niveau og f.eks. bliver den hurtigste, så kan man godt blive lidt alene. Jeg skal jo presses for at blive bedre, og derfor vil det ofte blive i form af ture på egen hånd til udlandet«, siger Martin Krabbe.

Skuffet far bakkede op
Fodbold var den første sport, drengen Martin i sin tid kastede sig over. Han boede i Asp nordvest for Holstebro, spillede for klubben Linde BK, og hans far var også ivrig fodboldtilhænger. Senere gik turen til Holstebro BK, men langsomt skiftede interessen spor.

Da han kom på Nr. Nissum Skole, efter at familien var flyttet, stiftede han bekendtskab med atletik og modtog et elitediplom for sin indsats i sprint. Det medførte senere en kontakt til atletikklubben i Holstebro, og her skete der noget for teenageren.

»Jeg havde blot trænet halvanden måned i klubben, og så blev jeg dansk mester i min aldersklasse, 16 år. Jeg var så overrasket og glad og tænkte: Var det så let? Derefter blev der satset på atletik, og min far var nok lidt skuffet, fordi han var så glad for fodbold. Men både han og min mor har bakket mig op og kørt mig rundt omkring. Forældreengagement er meget vigtigt, og de kommer stadig tit og ser mig løbe, selv om min mor ikke så godt kan tåle det. Hun bliver nervøs for, hvordan det går mig«, siger en smilende sprinter.

Er uddannet it-supporter
Martin Krabbe er netop uddannet it-supporter fra Århus Tekniske Skole og planlægger at læse videre på Erhvervsakademiet til multimediedesigner. Men egentlig var det noget andet, der var planen.

»Jeg flyttede til Århus i 2004, efter at jeg var færdig i Livgarden. Så kunne jeg træne på elitecentret. Jeg gik i gang med en uddannelse som murer, for jeg kunne godt lide at arbejde i den friske luft. Men min ene albue kunne ikke holde til det, og lysten forsvandt efter et par år, da faget også var svært at kombinere med atletikken. Derefter var jeg støttepædagog 25 timer om ugen, og det var spændende, men jeg interesserede mig for it, og derfor valgte jeg den vej«, fortæller Martin Krabbe.

Og elektronik bliver der også brugt i træningsarbejdet. Træner Mikkel Larsen optager sin løbers præstationer med high-speed videokamera, og løbene bliver nøje studeret.

Plads til forbedringer
»Det er noget, jeg virkelig kan lære af. Man kan fryse hver eneste sekvens i sit løb på det udstyr, og det gør det lettere at påpege mulige forbedringer ned i detaljen. Jeg har en acceleration i verdensklasse, men mine sidste 10 meter er det svage punkt. Der sker ikke nok«, beretter den slanke sprinter, der vejer 70 kilo.

»De større og mere muskuløse sprintere har fordelen i afslutningen, hvor de når topfart. Jeg dyrker meget vægttræning, og jeg bliver hele tiden stærkere, men jeg bliver ikke større. Det er okay, for jeg skal være stærk over det hele som sprinter«.

Atleten fortæller entusiastisk om sin sport, at det fede ved atletik også er, at man hele tiden kæmper med sig selv. Han har delmål, der f.eks. kan gå på, at når han starter med pigskoene, så skal det gå hurtigere end samme tid sidste år. Så er der drømmemål og mål, der skal nås.

»Vi bygger hele tiden ovenpå, men det kan også stagnere i en periode, hvor kroppen ikke vil. Det har jeg prøvet«.

Svært at bryde kredsen
Livet som eliteatlet er godt, synes Krabbe, men der er alligevel også ting, der er svære at acceptere.

»Vi har et godt sammenhold i dansk atletik. Og det er vi også nødt til, for vi skal tage hensyn til hinanden, hvis vi alle skal have plads og tid til at benytte faciliteterne. Jeg skal f.eks. træne 12-15 timer om ugen. Men vi er også meget sammen, og det kan være en ulempe«.

»Det er svært at møde andre uden for sporten, og det er vigtigt at møde nogen, der kan bryde kredsen«, mener Martin Krabbe, der har en kæreste, som også er sprinter, og kun har to-tre bekendte uden for atletikverdenen.

»Nogle har lidt svært ved at acceptere ens livsstil. Der er ikke noget med skiferie, når man er sprinter, og heller ikke ret mange byture i konkurrencesæsonen. Folk skal vide, at man tit kommer i sidste øjeblik, fordi træningen skal passes, og det kan godt nogle gange være lidt ærgerligt, for jeg vil gerne være noget mere sammen med familien«.

Sydafrika kalder
Turene uden for Danmark med atletikverdenen er dog begivenheder, der opvejer de fleste ulemper for Martin Krabbe.

»Det er noget af det bedste, jeg ved, og efter VM i Doha og en lille pause skal jeg med de andre tre uger i træningslejr i Sydafrika«, siger en tydeligt forventningsfuld sprinter, der sidste år også var på Jamaica, hvor han bl.a. fulgte OL- og VM-stjernerne Usain Bolt og Asafa Powells træningsindsats.

»Når man ser dem træne, kan man godt se, at det ikke bare er for sjov. De løber for livet derovre, og det er hårdt arbejde«, understreger Martin Krabbe, der, selv om han er tidligere fodboldspiller og bor i Århus, ikke kommer på NRGi Park og hepper på AGF.

»Nej, jeg holder da med Brøndby, for Bo Hansen og Jens Risager kom jo dertil fra Holstebro«.