Sådan så podiet ud efter den seneste World Cup-afdeling i Koksijde - Mathieu van der Poel flankeret af sin hollasndske landsmand Lars van der Haar (t.v.) og den belgiske verdensmester Wout van Aert.

Sådan så podiet ud efter den seneste World Cup-afdeling i Koksijde - Mathieu van der Poel flankeret af sin hollasndske landsmand Lars van der Haar (t.v.) og den belgiske verdensmester Wout van Aert.

Cykling

Verdenseliten kaster glans over Bogense, og værterne står til en omgang klø

Hollænderen Mathieu van der Poel jagter sæsonens fjerde World Cup-sejr på den kommende VM-rute i den fynske købstad.

Cykling

Dansk cykelsport har væltet sig i succes de seneste måneder på både bane og landevej, ligesom den konstant medaljevindende mountainbikespecialist Annika Langvad med sin femte VM-titel fortsat har sørget for at føre de rød-hvide farver fornemt frem på højeste niveau i denne disciplin.

Men når det handler om vinterudfoldelserne på de ofte klæbrigt mudrede crossruter har Danmark, siden den internationale stjerne fra Svebølle Henrik Djernis boltrede sig i 1990’erne, haft yderst vanskeligt ved at producere talenter med kapacitet til at hævde sig i global sammenhæng.

Derfor tyder alt på, at den nationale begejstring omkring søndagens afvikling af sæsonens fjerde World Cup-afdeling i cykelcross ved havnen i Bogense udelukkende skal koncentreres om stoltheden ved i en exceptionel prestigebegivenhed  at kunne fremvise en overdådig buket af verdens ypperste udøvere i denne yderst krævende terrængående kappestrid.

Stort dansk hold, men beskedne forventninger

Ikke desto mindre giver Danmarks Cykle Union et bredt udsnit af de hjemlige aktører mulighed for at måle sig med den absolutte elite, og den danske World Cup-trup tæller omkring 30 ryttere fordelt på de fire kategorier, der dystes i, uden at det dog rent resultatmæssigt giver anledning til den store optimisme.

»Cross er inde i en spændende periode med en markant stigning i interessen, og specielt i mændenes U19-klasse og hos kvinderne ser jeg en enorm udvikling«, fastslår DCU’s fungerende landstræner, den tidligere danske mester Kim Petersen.

»Grundlæggende er mine forventninger til rytterne imidlertid, at de yder deres bedste og får en rigtig god oplevelse ved at repræsentere Danmark på hjemmebane«.

Tidligere juniorverdensmester skadet

Oprindelig havde Kim Petersen håbet på, at den tidligere juniorverdensmester Simon Andreassen ville kunne begå sig i U23-klassen, men den 20-årige fynbo, der har mountainbike som sin førsteprioritet, har måttet melde fra med en skade.

Derefter synes den eneste danske kandidat til en fremtrædende placering at være Annika Langvad, der ligeledes først og fremmest satser på mountainbike, men er placeret som nr. 19 i den samlede World Cup-stilling.

Det er første gang, der køres en World Cup i cykelcross på dansk grund, og det aktuelle arrangement fungerer som en generalprøve på de verdensmesterskaber, der i den første weekend i februar 2019 ligeledes er henlagt til Bogense.

To unge stjerner dominerer

Den internationale crossscene domineres i øjeblikket totalt af Belgien og Holland personificeret først og fremmest ved den 23-årige dobbelte verdensmester belgieren Wout van Aert og sæsonens hidtil mest succesrrige skikkelse den fire måneder yngre hollandske World Cup-konge Mathieu van der Poel.

Sidstnævnte, der sad på VM-tronen umiddelbart inden van Aert i 2015, har vundet de første tre World Cup-afdelinger, men led et af sine sjældne nederlag i søndags i den anden af de gennemgående sæsonkonkurrencer Superprestige, hvor han i den belgiske by Gavere måtte se sig henvist til tredjepladsen af Wout van Aert og dennes landsmand Toon Aerts.

Ved den lejlighed beskadigede van der Poel sit ene knæ, så han måtte til behandling på hospital, men efter at have ligget fuldstændig stille i tre dage, har han mneldt sig klar til at forsvare sin position.

Kort pause betyder ikke noget

»Normalt skulle det ikke betyde noget, at jeg ikke har kunnet træne i tre dage, for formen er så god, at den ikke lige pludsdelig forsvinder ved så kort en pause«, siger Mathieu van der Poel til hjemlandets medier

»Jeg er glad for, at det har været muligt for mig at tage til Bogense, for selv om jeg i World Cup-stilingen har en betryggende føring, er det af stor betydning at få lejlighed til at konkurrere på den rute, hvor vi om godt 14 en halv måned skal kæmpe om VM«.

Mathieu van der Poel blev for to uger siden europamester i den tjekkiske by Tabor, hvor han  i 2015 vakte opsigt ved at erobre VM-titlen et par uger efter at være fyldt 20 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

EM-guldet kom i hus, da han nåede til mål 23 sekunder foran landsmanden Lars van der Haar og med 1.26 minut ned til Toon Aerts, mens Wout van Aert ikke stillede op.

Sæsonens VM køres i Valkenburg

Van der Poel har med sine to gevinster i USA og senest i Koksijde for knap en måned siden maksimumpointpoint på World Cup-kontoen med 240.

På de følgende pladser kommer: 2. Laurens Sweeck, Belgien 160, 3. Lars van der Haar, Holland 159, 4. Quentin Hermans, Belgien 157, 5. Michael Vanthourenhout 156, 6. Daan Soete, Belgien 155, 7. Wout van Aert 150, 8. Kevin Pauwels, Belgien 149, 9. Corné van Kessel, Holland 146, 10. Toon Aerts 134.

Efter Bogens køres på lørdag i den tyske by Zeven, derefter 17. december  i Namur, Belgien, 26. december i Heusden-Zolkder, Belgien, 21. januar i Nammay, Frankrig, og 28. januar i Hoogerheide, Holland.

Sæsonens verdensmesterskaber afvikles 3.-4. februar i hollandske Valkenburg.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce